Ledelse med AI ved hånden – Praksisnære cases om bagdørsteknologier i ledelse
Deltag i webinar om ledelse med AI ved hånden
Vi tager fat i det, der netop nu fylder hos mange ledere: brugen af generativ AI (genAI) på jobbet.
Til webinaret får du indsigt i:
1. AI og ledelse
Hvordan generativ AI påvirker ledelsesopgaven, arbejdsgange, ansvar, dømmekraft og samarbejde.
2. Generativ AI som bagdørsteknologi
Hvad generativ AI betyder som bagdørsteknologi for ledelsesfaglige glidninger mellem professionel og privat; pålagt og tilvalgt teknologi; formel og uformel brug.
3. Uautoriseret brug af generativ AI
Hvordan uautoriseret brug af generativ AI præger den ledelsesfaglige opgave, identitet, ekspertise og dømmekraft – med særlig interesse for hvordan rutiner, arbejdsgange og ansvarsfordelinger organiseres.
Københavns Professionshøjskoles (KP) forsker Anja Svejgaard Pors docent, ph.d. er vært ved webinaret. Anja har gennem sin forskning specialiseret sig i, hvordan generativ AI påvirker ledere og medarbejdere i deres arbejde i velfærdssektoren.
Undervejs kan du stille spørgsmål i chatten og svar i slutningen af webinaret.
AI som bagdørsteknologi
En bagdørsteknologi er en teknologi, som inviteres uformelt ind i organisationen og spredes socialt mellem ledere på forskellige niveauer.
Webinaret handler om det mange ledere taler om – og også det som flere ledere forsøger sig med i deres travle arbejdsliv for at effektivisere deres arbejdsopgaver. Nemlig at bruge GenAI på jobbet.
Med afsæt i vores forskning ser vi på, hvordan ChatGPT og andre sprogmodeller finder vej ind i organisationer gennem uformel brug og social deling.
Men bliver teknologien brugt med åbenhed? Ikke altid. I vores forskning oplever vi, at ChatGPT og andre sprogmodeller er gledet ind i ledernes praksis hurtigt og nogle gange hemmeligt. For i nogle sammenhænge er det hype – og i andre kontekster er det tabu.
Med en case fra dagtilbudsområdet skal vi se på, hvordan teknologien finder vej ind i organisationen gennem social deling, og hvordan spredningen påvirker ledelsesarbejdet og sociale forventninger i samarbejdet mellem ledere.
Hvem kan deltage?
Arrangementet er for ledere og HR-medarbejdere i den offentlige sektor.
Om Anja Svejgaard Pors
KP-forsker Anja Svejgaard Pors er medforfatter til bogen Borgeren i den digitale velfærdsstat, en aktuel bog om teknologi, demokrati og borgerens rolle i den digitale hverdag. Hun er bl.a. blevet interviewet om emnet i DR´s podcast Udsyn.
Hun har skrevet en række forskningsartikler bl.a. i samarbejde med Kristian Gylling Olesen, Nana Vaaben og Kirstine Zinck Pedersen om fastholdelse af lærere og borgernær velfærd.


