Du kan downloade eller bestille publikationen gratis. Vær opmærksom på, at vi ikke sender til udlandet. Ved større bestillinger – dvs. mere end 50 stk. – bedes du maile til os på info@lederweb.dk, så vi kan sikre, at dine publikationer når frem.
Titusindvis af danskere vil gerne give en hjælpende hånd med på ældrecenteret, hospitalet, i lektiecafeen eller med integrationsindsatsen. De frivillige er en stor gevinst for velfærdssamfundet, men skaber også nye udfordringer for de offentlige ledere.
Den udfordring sætter Væksthus for Ledelse fokus på gennem en ny undersøgelse, der er mundet ud i to rapporter og et magasin om emnet.
Ledelse af Frivillige – en oversigt
Klik her og lad dig inspirere af projektet Ledelse af Frivillige – med rapporter, artikler, litteratur om frivillighed og mere.
Det viser resultaterne
Som leder er man nødt til at være tydelig i kommunikationen og dialogen med frivillige. Og så skal man være meget opmærksom på forholdet mellem de frivillige og de ansatte medarbejdere. Det svarer tre ud af fire offentlige ledere i undersøgelsen.
Som led i undersøgelsen har forskere interviewet en række ledere, medarbejdere og frivillige for at forstå, hvilke særlige udfordringer lederne står med i dagligdagen, når det er frivillige, der løser en del af velfærdsopgaverne.
“Undersøgelsen viser blandt andet, at god ledelse af frivillige handler om at kunne motivere og anerkende de frivillige, skabe et godt samarbejde og tydeligt formidle meningen med deres indsats. Alt det bliver sat på spidsen, når man leder frivillige, men det er den vej, vi skal – også når det gælder offentlig ledelse i almindelighed,” siger Bodil Otto, formand for HK/Kommunal og næstformand i Væksthus for Ledelse.