Kollegafeedback handler om at gøre de t, der er svært for mange, meget lettere: nemlig at give og modtage feedback mellem kolleger.
”Det kollegiale fællesskab er det sted, hvor både den enkeltes faglighed og den fælles faglighed kan undersøges, styrkes, kvalificeres og synliggøres, hvis vi bruger og anerkender kollegafeedback som fælles undersøgelse og opgradering af viden og færdigheder,” siger forfatter Katrine Kent, der i mere end 20 år har arbejdet med professionel facilitering og feedback. Hun ved, hvor afgørende timing, kontekst og situation er for at give den værdsættende og korrigerende feedback.
”Den velplacerede feedback kan nære både os selv og samarbejdet med vores kolleger og løfte de resultater, vi skaber sammen. Den kan gøre vores kolleger klogere på os selv, og den kan gøre os klogere på vores kolleger. Den malplacerede feedback kan derimod tage pusten fra os. Den kan sætte unyttige og irrelevante spekulationer i gang, som ikke gør os bedre til vores arbejde, men tværtimod tager lysten til at prøve og modet til at fejle fra os.”
Kollegafeedback er struktureret i tre dele, der handler om:
At give feedback – bl.a. de syv fælder, man kan falde i, når der skal gives feedback. Den præsenterer tre opmærksomheds-zoner, som feedback kan gives ud fra, og som hjælper os med at navigere mellem fakta, fortolkninger og følelser i feedbacken.
- At modtage feedback – bl.a. de automatreaktioner, der kan sætte ind, når nogen mener noget om vores arbejde. Den minder os om, at vi som modtagere har et handlerum i forhold til at forme den feedback, vi får, så den bliver brugbar for os, vores samarbejde og vores opgaver.
- 8 konkrete feedbackmetoder – til at give og få kollegafeedback; lige til at gå i gang med.
Kollegafeedback bidrager med vigtig viden for både medarbejdere og ledere, der ønsker, at feedback skal være en værdsættende og korrigerende del af arbejdet.
Forfatter | Katrine Kent |
Forlag | Content Publishing |
År | 2024 |
Sider | 172 |
Pris | 210 |
ISBN | 9788794205634 |