Kommunale ledere på alle niveauer er i gang med at gennemføre en af de største politiske og administrative reformer i nyere tid. Kommunalreformen har tegnet et nyt danmarkskort med færre og større kommuner. Reformen har været en stor omstilling for alle involverede parter, både kommunalt ansatte, deres ledere og borgerne.

Bogen tager fat på den strategiske ledelse i de danske kommuner efter kommunalreformen og de nye tilgange til ledelse, netværksstyring og kommunikation som reformen har nødsaget de kommunale ledere at tage.

Strategisk ledelse kræver først og fremmest en god forståelse af, hvad der sker med den offentlige sektor, og hvordan den fungerer i samspillet med omgivelserne. Man kommer ikke langt som offentlig leder, hvis man ikke forstår de krav, problemer, dilemmaer og handlemuligheder, som den offentlige sektor og de kommunale institutioner står overfor.

Nogle af de problemstillinger og ledelsesudfordringer de kommunale institutioner står ansigt til ansigt med, er bl.a.:

  • Behovet for at styre ustyrlige borgere og stærke organisationer
  • Manøvremulighederne i gråzonen mellem politik og administration
  • Håndteringen af krydspresset mellem krav fra politikere, brugere og professioner
  • Fremvæksten og effekten af det nye tælleregime
  • Problemer og muligheder i anvendelsen af resultatløn
  • Ledelsesstrategier i forhold til markedsgørelsen af den offentlige sektor
  • Muligheden for at fremme effektiv og demokratisk styring
  • Ledelse af samarbejdsdrevet innovation
  • Kravet om en mere professionel politisk kommunikation

Jacob Torfing er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter.

ForfatterJacob Torfing (red.)
ForlagJurist- og Økonomforbundets Forlag
År2012
Sider237
Pris385 kr
ISBN9788757426915