I en tid præget af stadig større klimaudfordringer og nødvendige klimahandlingsplaner står ledere på alle niveauer i kommuner og regioner over for en vigtig opgave: at integrere grøn omstilling i det daglige ledelsesarbejde.
Væksthus for Ledelse har taget en pejling på, hvordan ledere tæt på driften integrerer grøn omstilling som en central del af deres kerneopgave. Undersøgelsen omfatter research og interviews med ledere, som alle fremhæver vigtigheden af bæredygtige handlinger i en tid med stadig større klimaudfordringer.
I fem interviews fortæller to regionale og tre kommunale ledere om deres metoder og tilgange til arbejdet med grøn omstilling som del af den daglige drift.
Fokus på at minimere forbruget
En af lederne, der har 22 års erfaring, har udviklet en tilgang, hvor bæredygtighed er en naturlig del af ledelsesopgaven – både i forhold til økonomi, ressourceforbrug og medarbejderinvolvering.
”Jeg har altid haft fokus på forbrug, og hvad vi kan minimere. Det har måske altid ligget lidt i mit DNA, at det er den vej, vi skal gå”, siger hun og fortæller, at over halvdelen af medarbejderne er med på den grønne omstilling.
”Det er dem, der skal løfte opgaven, og jeg ser det som min opgave at skabe de rette betingelser for dem”, siger hun.
Klima fylder mere og mere
En anden af de interviewede ledere har set en gradvis ændring i fokus på grøn omstilling over årene og fortæller, at klima har fyldt mere og mere – især de seneste to år. Men selvom grøn omstilling er en vigtig dagsorden, er den ikke en primær del af kerneopgaven, understreger lederen.
Læs her om nødvendigheden af og metoderne til at arbejde med klimaledelse som en del af driften samt alle interviewene og ni råd om at integrere arbejdet med grøn omstilling som en del af ledelsesopgaven ud fra ledernes erfaringer.