Der er mange former for distance – faktisk skal der ikke mere end 15 meters afstand til, før det påvirker kommunikation og samarbejde. Distancen har den samme effekt, uanset om man er på den anden side af kloden eller den anden side af vejen.
Kommunikationen bliver sjældnere, og der kan opstå kulturforskelle eller en dem-og-os-kultur. Når vi ikke ses så ofte, er der information, som vi ikke får, og så begynder vi at gætte på hinandens hensigter og motiver i stedet. Derfor skal vi kommunikere klart og tydeligt, så vi ikke misforstår hinanden. For kan noget tolkes, så bliver det tolket. Det kaldes i bogen for megafoneffekten: Alle budskaber forstørres pga. distancen, og kan noget tolkes negativt eller kritisk, så bliver det det. Derfor skal der også arbejdes meget bevidst på at skabe tillid og forventningsafstemning i relationerne.
Bogen er en værktøjsbog, som har fokus på god praksis. Den er udformet som en håndbog, der giver svar på distancelederens spørgsmål omkring det særlige fokus i lederskabet, som er nødvendigt for at have succes, når der ledes på distancen. Hvad siger teorien, hvordan gør lederne i praksis, hvad virker og hvad virker ikke. Der indgår desuden cases og interviews, der beskriver en mangfoldighed af arbejdspladser, ledere og tilgange til distanceledelse. Med forord af Jens Moberg.
Om forfatteren:
Anne Birgitte Lindholm har gennem de seneste par år undervist mere end 400 ledere i distancelederskabets muligheder og udfordringer. Hendes udgangspunkt er, at grundlaget for godt lederskab på distancen er forståelse for de mekanismer, der sætter ind i det enkelte menneske, når vi befinder os på afstand af hinanden. Anne Birgitte Lindholm er uddannet kemiingeniør og har desuden studeret musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er partner i konsulenthuset PS4 A/S.
Forfatter | Anne Birgitte Lindholm |
Forlag | L&R Business |
År | 2012 |
Sider | 240 |
Pris | 399 kr |
ISBN | 9788779010017 |