At begynde på en offentlig lederuddannelse er som at blive kidnappet. Først bliver man revet ud af sin hverdag, bort fra sit fag, væk fra sit verdensbillede. Derefter bliver man tvunget til at bruge helt nye ord – ofte abstrakte, halvsmarte engelske begreber – påduttet andre briller og andre principper til at forstå sit fag og sit arbejdsliv. Og sig selv. Det gør ondt, og det virker nytteløst. I hvert fald i begyndelsen.
”Alt det new public management, vi har skullet igennem, ligger langt fra min Hvidovre-virkelighed. Det har været meget svært at se relevansen. Det var ekstremt fluffy – og i virkeligheden også ret provokerende for mig. Det der med at alting skal måles i små petitesser, det kan jeg slet ikke have. Jeg tror, der er nogle værdier, man ikke kan måle – f.eks. nogle kvaliteter og værdier i relation til familierne,” siger lederen af Hvidovres Kommunes sundhedspleje Ellen Bonde-Pedersen, der har været i gang med Den offentlige Lederuddannelse, DOL, siden efteråret 2010.
Samme overordnede melding kommer fra langt de fleste af de 10 kommunale ledere, Væksthus for Ledelse løbende har interviewet om deres oplevelse af at være i gang med Den Offentlige Lederuddannelse: Uanset om man er leder på sundheds-, social-, ældre-, skole- eller dagpasningsområdet, oplever mange, at lederuddannelsen i begyndelsen fører dem bort fra deres fag og deres professionelle hjemmebane.
”Jeg har skullet lære et sprog, som er totalt anderledes fra den socialpædagogiske verden, jeg har været i hele mit arbejdsliv. Som socialpædagog har min skoling handlet meget om at komme tæt på og reflektere over relationerne mellem mennesker. På DOL er der fokus på resultater, effekt, styring, lean, markedsføring o.s.v. Det kan virke helt abstrakt. I begyndelsen var jeg meget i konflikt med de nye begreber. Men det har heldigvis ændret sig en del,” siger Preben Overgaard, der siden 2003 har været leder af en specialinstitution for behandlingskrævende børn i Høje Taastrup Kommune.
”Da jeg begyndte på mit første modul, tænkte jeg: ’hvordan fanden kan man være leder af et andet fag end det, man selv kommer fra’. Nu forstår jeg det, synes jeg. I dag er jeg først og fremmest leder,” siger Preben Overgaard om den udvikling, han har gennemgået på sin lederuddannelse.
En guidet tur til virkelighederne uden for osteklokken
For fremmedgørelse og management-kvalmen får nemlig efterhånden følgeskab af en anden oplevelse for mange på lederuddannelse. En tilbagevendende melding fra de interviewede ledere er, at lederuddannelsen giver dem ”et refleksionsrum” eller ”et udkigstårn” til på afstand at iagttage og analysere deres egen hverdagspraksis og deres eget fag – i lyset af de mange andre forskellige interesser og fagligheder, der ofte er i spil i f.eks. en børnehave, en folkeskole eller en specialinstitution:
”Lederuddannelsen har gjort mig meget bedre til at se tingene i en helhed. Tidligere har vi nok levet i vores egen boble med fokus på vores egne specifikke dagsordener. I dag kan jeg se, at vi er en del af en større helhed af behov og interesser i kommunen. Det samme kan mine medarbejdere, som jeg løbende diskuterer mine nye perspektiver med,” siger Anne Madsen, der er socialrådgiveruddannet og leder af Brøndby Kommunes institution Ungehuset. Det er en institution, som er målrettet 15-27 årige kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledigheden og beskæftiger socialrådgivere og pædagoger.
At et lederuddannelses-forløb indebærer en kidnapningsproces, hvor man tvinges på en rejse ud af osteklokken – med garanti for at møde fremmede kulturer og opfattelser af det fag eller den ydelse, man til daglig står vagt om – er en erkendelse, alle de interviewede kommunale ledere vil skrive under på:
”Jeg har først og fremmest kunnet bruge min uddannelse til at se, at der er andre – helt legitime – virkeligheder end vores pædagogiske. Jeg er ikke længere så bange for at lade forældrene komme til fadet. Og bestyrelsen er ikke bare en modstander. Sådan så jeg det nok mere tidligere. Alle de mange parter, der har en interesse i det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne, har forskellige historier og forskelige syn på tingene. Min opgave som leder er at forstå dem – og udnytte dem – så vi skaber den bedste kvalitet for børnene på de givne præmisser,” siger Linda Hessellund, pædagoguddannet og områdeleder for seks daginstitutioner, samlet i Dagtilbud Dronningborg i Randers Kommune.
Inddrag din hverdag i din egen lederuddannelse
Fælles for de ledere, der overvinder kidnapningsfornemmelsen, er, at de har held til at inddrage deres egen ledelseshverdag i uddannelsen. På den måde kan de – med lodder, trisser og hårdt arbejde – bygge bro mellem uddannelsens teoribøger og personaleudfordringerne på gul stue, siger ledelseskonsulent Poula Helth, der har fulgt ledelsesudviklingen i den offentlige sektor på nærmeste hold gennem efterhånden fire årtier.
De ledere, der ikke formår at bygge den bro, oplever imidlertid noget andet: Lederuddannelsen forbliver påklistret, abstrakt og irrelevant i forhold til hverdagen.
”Udfordring nummer ét er at få praksis inddraget i lederuddannelsen. Så enkelt kan det faktisk siges. Det er den altafgørende forskel på et vellykket og et mislykket lederuddannelsesforløb. Derfor er det så vigtigt, at både arbejdsgivere, kursusudbydere, undervisere – og ikke mindst de studerende selv – insisterer på at nedbryde skellet mellem lærebøgernes generelle teorier og hverdagens konkrete udfordringer,” siger Poula Helth.
Pensum ligger for de studerendes fødder
Og der skal megen kamp og mange søvnløse nætter til for at få nedbrudt skellene og skabt en fornuftig vekselvirkning mellem praksis og teori, mellem hverdag og lærebøger, fortæller de interviewede kommunale ledere om deres første år eller halvandet på lederuddannelse. Men vekselvirkningen er ikke alene mulig – den er langt hen ad vejen selve formålet med Den Offentlige Lederuddannelse, siger en af uddannelsens bagmænd, chefkonsulent Niels Erik Hulgård Larsen, professionshøjskolen UCC:
”Meningen med DOL’en er at give lederne et uddannelsesforløb, der kommer helt tæt på Karl Ejnar. Tæt på den enkelte leder, tæt på den enkeltes hverdag. DOL’ens pensum ligger for de studerendes egne fødder – og de bruger det. Samtidig er der blevet skabt eksamensformer, som gør det muligt at få hive hverdagens dilemmaer helt ind til det grønne klæde. Og mange steder er det lykkedes at få rekrutteret undervisere, der har fødderne lige så solidt plantet i praksis som de studerende selv,” siger Hulgård Larsen, der var involveret i forarbejdet forud for DOL’ens oprettelse i 2009 og var med i ekspertgruppen bag Danmarks Evalueringsinstituts evaluering af de offentlige lederuddannelser tidligere på året.
“Denne praksisorienterede lederuddannelse er bydende nødvendig”, siger Hulgård Larsen. Det er nemlig ikke kun den enkelte leder på lederuddannelse – men nærmest hele den kommunale sektor – der risikerer managementkvalme og faglig fremmedgjorthed, hvis den vanskelige velfærdsvirkelighed holdes uden for døren til lederuddannelsernes undervisningslokaler.
”Udviklingen af velfærdsinstitutionernes ledelse har i mange år været udsat for en pseudoakademisering, som har været langt mere skadelig end den djøficering, man altid fremhæver som det onde. Det har mange steder skabt en karaoke-ledelse, hvor lederen synger de standardiserede ord til de standardiserede melodier – men ikke har øjne og ører for sig selv eller den kontekst, vedkommende indgår i,” siger Niels Erik Hulgård Larsen.
To-sproget velfærdskorrespondent
Uanset hvor tæt lederuddannelsen kommer på Karl Ejnar og lærer ham at synge egne sange i stedet for management-karaoke, vil den enkelte leders største udfordring stadig være at oversætte – eller bygge bro – mellem forskellige verdener og forskellige fagligheder. For når man først er blevet kidnappet fagligt som leder, får man også et nyt sprog – ledelsessproget – som ikke nødvendigvis hverken tales eller forstås af kolleger eller medarbejdere på arbejdspladsen.
”Jeg er nødt til at være tosproget. Jeg må hænge min ledelsesdiskurs i garderoben. Jeg skal være translatør. Ind imellem kan jeg se, at jeg forstyrrer mine medarbejdere med mine forestillinger og mit sprog. Det er uundgåeligt – og det er min opgave at håndtere det. Jeg har jo selv oplevet samme modsætning mellem det faglige og det ledelsesmæssige, da jeg begyndte på min lederuddannelse,” siger Linda Hessellund, leder af Dagtilbud Dronningborg i Randers Kommune.
Sådan overlever du en faglig kidnapning: Forlæng dagligdagen med et bræt – ind i lederuddannelsen
Ifølge chefkonsulent Niels Erik Hulgård Larsen, professionshøjskolen UCC, bør man som studerende på en lederuddannelse hele tiden prøve på at ”forlænge dagligdagen med et bræt” for at få skabt sammenhæng mellem hverdagens udfordringer og uddannelsens refleksioner. Han giver seks råd til, hvordan det kan gøres:
– Lav en aftale med din chef om, hvilke præcise rammer og muligheder du har for at studere og forberede dig til undervisningen.
– Brug og inddrag din studiegruppe maksimalt, så du får respons på dine tanker og udfordringer.
– Bruge energi på at være forberedt – hver gang.
– Inddrag dine interessenter – dine medarbejdere, kolleger og brugere – i de refleksioner, du gør dig på uddannelsen.
– Bring dine hverdagsudfordringer ind i uddannelsen, hver gang det er relevant.
– Hold kæft og lad være med at tage stilling hele tiden. Det er vigtigt at være kritisk og reflekteret – men mindst lige så vigtigt at være åben og nysgerrig over for de nye vinkler og perspektiver, uddannelsen tilbyder.
Læs øvrige artikler i projektet:
Læs også
Ledelse udvikles hvor ledelse praktiseres!
Ledere der lykkes – hvad er det de kan?
