Bogens formål er på pædagogisk vis at introducere nye ledere i især den offentlige sektor til de relevante problemstillinger i relation til ledelsesopgaven. Forfatterne har på forskellig vis mange års erfaringer som konsulenter og ledere med ledelse som primært arbejdsområde, konkret med undervisning, ledelse af medarbejdere, ledelse af ledere og ledelse af forskellige organisatoriske forandringsprocesser. Især har de arbejdet med ledere og ledelse i den offentlige sektor og undervist på offentlige lederuddannelser, lederaspirantuddannelse og lederafklaringsforløb.
Bogens temaer er underbygget af resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse samt efterfølgende fokusgruppeinterview i Aarhus Kommune i starten af 2022 blandt nye og erfarne mellemledere samt medarbejdere med ledelseslignende ansvar (ledere af opgaver, projekter, teams m.m.), der indenfor de seneste tre år har været i gang med en lederuddannelse.
Det gennemgående mønster er, at det, der motiverer lederne særligt i forhold til at vælge ledervejen, handler om at skabe følgeskab, trivsel, motivation, mening og retning. Og det, der særligt overrasker lederne, når de starter lederrollen, er, hvor meget den administrative del og driften fylder i ledelsesopgaven. Og at ledelsesopgaven føles modsætningsfyldt og svær at varetage. For eksempel angiver to ud af tre ledere, at de kun i mindre grad eller i nogen grad er opmærksomme på at passe på sig selv som ledere, og at oplevelsen af ensomhed i ledelse fylder meget.
Forfatter | Kirsten Baggesgaard Seeberg, Henning de Haas, Randi Juul-Olsen, Hanne Møller, Troels Møller, Jesper Wass Hansen (red.) |
Forlag | Contentpub |
År | 2023 |
Sider | 220 |
Pris | 320 kr |
ISBN | 978-87-94205_31-3 |