– Om personer, der forgifter en arbejdsplads
Er din arbejdsplads forgiftet af en psykopat? Og har du måske selv ansat ham? Ny bog af Sanne Udsen lærer dig, hvordan du undgår at ansætte psykopater, og hvordan du slipper af med dem igen. Opfølger til bestselleren Psykopater i jakkesæt.
Hvordan kan det gå til, at nogle mennesker til ansættelsessamtaler, til politiske møder, på dates eller bare i almindelig omgang med andre mennesker gang på gang kan fremstille sig selv på overbevisende måde som svaret på alle ens udtalte eller uudtalte bønner, mens virkeligheden oftest viser sig at være den stik modsatte? Hvorfor får de lov til ikke bare at gøre det én gang, men igen og igen, og hvad kan man gøre for at beskytte sig mod den slags ”giftige” personer?
I bogen forsøger Sanne Udsen at besvare spørgsmålene:
1) Hvordan undgår man at ansætte en psykopat i virksomheden?
2) Hvordan minimerer man skaden hvis man allerede har en sådan i sin virksomhed?
3) Hvordan slipper man evt. af med vedkommende igen?
Bogen indeholder desuden relevante anonyme cases fra det virkelige liv.
Om forfatteren
Sanne Udsen, cand. polit. og ph.d., er indehaver af et konsulentfirma med arbejdsmarkedsforhold, løn- og karriererådgivning som speciale. Hun er desuden forfatter til adskillige bøger, bl.a. bestselleren ”Psykopater i jakkesæt” (2006), som var udsolgt fra forlaget, før den udkom samt bogen om Stein Bagger “Stein og Drømmefabrikken” (2010).
Forfatter | Sanne Udsen |
Forlag | L&R Business |
År | 2013 |
Sider | 220 |
Pris | 300 kr |
ISBN | 9788750043539 |