Medarbejdere både vil, kan og skal elske deres arbejde. Foto: Google.com

Mere LOVE i ledelse

08.06.2018 2,772

Fremtidens ledere skal opnå resultater ved at sætte sig selv til side og sætte noget andet i første række: Mennesker, værdier, et højere formål – eller ligefrem kærlighed. Det er hovedindtrykket fra en stor international konference om ledelse og læring.

Af Ola Jørgensen, journalist, Klartekst

Basic values. Purpose. Love + work. Servant leadership. Outward mindset.

Trods bærende budskaber og begreber som disse er vi hverken til new age-messe eller gudstjeneste, selv om konferencens hovedtaler, Barack Obama, bliver hyldet som en messias, da han vinkende går på scenen i San Diego foran mere end 10.000 ledere og fagfolk inden for HR og talentudvikling fra hele verden.

"At være ærlig, arbejde hårdt, tage ansvar, være venlig og bære sine egne byrder. Når det er den slags grundlæggende menneskelige værdier, der præger ens daglige vaner, kan man bedre klare sig igennem hårde tider. Selv finder jeg den styrke i litteratur, tro og andet, der styrker min sjæl," fortalte Barack Obama.

Sådan lød ex-præsidentens opskrift på, hvor man som leder kan opbygge den robusthed, et krævende lederjob forudsætter. Og især til de unge, der bliver fremtidens ledere, lød hans råd:

"Tænk mindre på, hvad du vil være, end på, hvad du vil gøre i verden. Hav et formål som din ledestjerne, og vær ambitiøs med, hvad du vil opnå, men start lokalt og i det små".

På vej mod en formålsøkonomi

Netop længslen efter et højere formål i arbejdslivet er ifølge den amerikanske forsker og konsulent Britt Andreatta ved at definere en helt ny epoke i samfundsudviklingen:

"Vi er på vej fra en videns- til en formålsøkonomi, hvor den vigtigste drivkraft bliver menneskers ønske om og anstrengelser for at realisere deres mål og dybeste værdier, bidrage til samfundet og leve et meningsfyldt liv. Vi ser det tydeligst hos de såkaldte millennials, men deres ønske om at gøre en forskel afspejler en langt bredere tendens," forklarede Britt Andreatta på konferencen.

Blandt hendes råd til ledere i den nye formålsøkonomi er at fokusere mindre på blot ”engagement” og mere på oplevelsen af meningsfuldhed. Det kan man blandt andet gøre ved i sin dialog med medarbejderne at have øre for deres formål, kald og drømme – og være klar til at tilpasse jobindhold og kompetenceudvikling ud fra det.

Sørg for at elske dit arbejde

At medarbejderne både vil, kan og skal elske deres arbejde, var hovedbudskabet fra en anden af konferencens keynotespeakere lærings- og ledelsesguruen Marcus Buckingham, der blandt andet har stået fadder til begrebet styrkebaseret ledelse.

"Kærlighed lyder måske ikke umiddelbart som noget, der er efterspurgt i arbejdslivet, men hvordan er det nu at være forelsket? Man er selvforglemmende, energisk, positiv, passioneret og vil gerne være sammen hele tiden. Er det ikke lige præcis den form for commitment, man som leder drømmer om fra sine medarbejdere? Vi kan slet ikke tale om talentudvikling og ledelse uden at bruge kærlighedens sprog," sagde Marcus Buckingham.

Den selverklærede britiske “fritænker” foreslår alle at bruge en uge på at være forelsket i deres job. Helt konkret: at føre en liste over de ting, de virkelig henholdsvis elsker og afskyr i deres arbejde.

"Se det, du elsker, som røde tråde, der er vævet ind i dit arbejde. Næsten ingen har et helt rødt stof, men alle kan arbejde på at få mere af det, de virkelig elsker, ind i hverdagen. Et realistisk mål for mange kan være, at det skal udgøre 20 pct. af deres job," anbefaler Marcus Buckingham.

Og da det, folk elsker, ofte er det, de er gode til, anbefaler Marcus Buckingham, at vi opgiver forestillingen om, at vi skal arbejde med vores svagheder for at blive mere “komplette”. Ifølge ham er det netop ved at perfektionere vores styrker, at vi både finder glæden og bidrager bedst til fællesskabet.

The power of love

At glemme sit ego, få det bedste frem i andre og derigennem realisere et højere mål er essensen af det, den erfarne amerikanske ledelsesekspert Ken Blanchard kalder tjenende ledelse – servant leadership.

"Når du som leder skal sætte andre mennesker først, er du nødt til at være ydmyg. Ydmyghed misforstås ofte som en svaghed, men dygtige tjenende ledere går samtidig benhårdt efter resultater på bundlinjen," sagde Ken Blanchard.

Resultater skal ifølge ham ses som den anerkendelse, man får for at tage sig godt af de mennesker, der tager sig godt af ens kunder eller borgere. Og i Ken Blanchards øjne er lederens fornemste opgave netop at udvikle andre:

"Vi er som ledere grundlæggende i læringsbranchen, og her gælder ”the power of love” snarere end ”the love of power”.

Selvoptaget selvbedrag

Ledere, der er mere optaget af deres egne resultater end at skabe resultater for andre, er fanget i et selvbedrag, hvor de skaber problemer for andre uden selv at kunne se det. Sådan lød evangeliet fra Jim Ferrell, managing partner i konsulentvirksomheden The Arbinger Institute.

"Hvis ledere kun opfatter andre som midler til at nå deres egne mål, objektiviserer vi vores medmennesker: Vi udnytter dem, betragter dem som forhindringer eller ignorerer dem. Men hvis man som leder objektiviserer sine frontmedarbejdere, gør de det samme med kunderne".

Modgiften er et udadvendt mindset, hvor man leder ud fra, at andre menneskers behov og mål er relevante. Derfor bliver kvaliteter som opmærksomhed, tværgående samarbejde og ansvarlighed helt afgørende.

"Det er egentlig ikke så indviklet. Man skal kunne se og forstå andre, tilpasse sin indsats, så den er hjælpsom for dem, og måle sine resultater ud fra, om de bidrager til andres mål og succes. Problemet er, at mange ledere overvurderer, hvor gode de selv er til det," sagde Jim Ferrell.

 

Om konferencen ATD 2018
Verdens største konference og messe om talentudvikling, læring og ledelse. Afholdes årligt i USA – dette år i San Diego og for 75. gang. Bag konferencen står Association of Talent Development, en global medlemsorganisation for professionelle på området. Læs mere på www.atdkonference.org

 

Læs mere om oplægsholderne:
Barack Obama
Marcus Buckingham
Britt Andreatta
Ken Blanchard
Jim Ferrell

 

Læs mere:

Personligt lederskab: Hvor godt kender du dit?  

Ved du hvordan du virker på andre?


Vurdering
  • 19 vurderinger