Dine medarbejdere er trætte af sukkerpludder og rosenrød tale

09.01.2015 4,780

Fortidens ledere delte ordrer ud oppefra og ned og var ikke tvunget til at ’fake’ medarbejderdemokrati og medinddragelse. Nutidens ledere derimod taler vidt og bredt om anerkendelse, kreativitet, værdier og loyalitet over for organisationens fælles mål. Medarbejderne risikerer at få forstoppelse. Måske var det en god idé med jævne mellemrum at sende ordene til kogevask.

Steen Nepper Larsen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Campus Emdrup

Det tog cirka 700 år for gaflen at brede sig fra de italienske fyrstehuse i Firenze, Bologna og Venedig til de fattige danske husmandssteder. 1600-tallets store handlingsduelige konge, Christian d. Fjerde, var den første ejer af en gaffel herhjemme. Gaflen er som bekendt et civiliseringsinstrument, der strengt taget ikke er lige så uomgængelig som en kniv eller en ske. Vi er jo alle udstyret med klør-fem; men med gaflen kunne man ’flashe’ sine rene hænder under måltidet, hvilket overklassen og hoffet var de første til at få en distinktionslysten faible for. Det tog omkring 200 år for det engelske lokum med træk og slip at sive ned gennem klasser og lag. Så var det slut med primært at forrette sin nødtørft i hjørnerne af de royale spisesale, i grebningen eller i naturen.

Til gengæld tog det ikke lang tid for værdi-, kompetence-, innovations-, evaluerings- og kreativitetsbegreberne at bevæge sig fra toppen af organisationsrangstigen og de mest fremsynede og højest rankede business schools i USA til de danske lederes tunger og videre til den offentlige debat. Det tog kun 5-10-20 år. Så det er næppe overraskende, at der lanceres nedsivningsteorier inden for sociologien, der kan danne basis for at forstå, hvordan den internationale business-’overklasses’ forheksende begreber og styringsteknologier siver helt ned til din at sætte dagsordenen for din ’biks’ bag om din ryg, mens dit velvillige svælg begynder at fungere som resonanskasse for tidens uimodståelige schlagere.

Med et intenst mimetisk begær har landspolitikerne og lederne i staten, kommunerne og regionerne efterhånden også lært sig selv og ikke mindst producenterne og forbrugerne af offentlige serviceydelser at tale om en påkrævet styrkelse af evalueringskulturen, kompetencemålingerne, innovationskraften og kreativitetsøkonomien. Borgeren er ved at udånde, og offentligheden forstået som res publica er ved at blive afviklet til fordel for en flagrende netadfærd 24-7, mens New Public Management-jargonen fungerer, som var den en selveskalerende støjsender på både speed og autopilot. 
 

Snakkemaskineriets anmassende produktion af nysprog

Et kæmpemæssigt snakkemaskineri taler samfundet frem til dåd. Fra den særdeles rummelige semantiske sirupskande udgår smagfulde, lårtykke stråler af retoriske falbelader. Alle til hobe har vi nærmest umærkeligt fået en vilje til at til at besnakke os selv og organisationens udvikling på en hidtil uhørt positiv facon.

I dag hedder kriser og problemer ’udfordringer’. Ved folk for meget, eller er de kritiske, så kaldes de ’erfaringsramte’, eller de bliver bedt om at fralægge sig ’Nej-hatten’. Fyres medarbejdere, forlyder det, at der er blevet foretaget en nødvendig ’personalejustering’. Er en fra frontpersonalet lidt for genert, lyder ’diagnosen’ på ’generthedsdiskompetence’, og den kan man gøre noget ved at gå på kursus (an offer you cannot refuse). Forsøger man at give folk mere ’ansvar over eget liv’, så man bagefter kan påføre dem skylden for, at det alligevel gik galt, så er man i færd med at ’implementere’ en ’empowerment-strategi’.

På universiteterne blev medarbejderdemokratiet (den gamle styrelseslov) afskaffet for mere end 10 år siden; men hér er der slet ingen grund til at fortvivle, for nu taler alle top- og mellemlederne varmt om at styrke den ’interne kommunikation’, ’facilitere idégenereringen’ og øge muligheden for ’medinddragelse’. Ønsker man at fortsætte med at sætte økonomi og afkast over miljøet, det planetære ansvar, den generationelle etik og en lokal regions fremtid, så laver man da bare en hyklende og hakkende ’bæredygtighedsstrategi’. Undervejs smækker man også lige et par lækre formuleringer med ind i sit ’værdicharter’ og sin ’handleplan’ om ’anerkendende ledelse’ og ’loyalitet’.

Tvinger man studerende til at jage igennem studierne, så de får mindre tid til at lære noget og at tænke sig grundigt om, så proklameres det stolt og monotont fra tinge, at ’studiefremdriftsreformen’ vil sørge for, at studerende ikke bliver arbejdsløse. Det mest paradoksale forekommer at være, at vi alle – høj som lav - synes at være dømt til ’udvikling’ og ’forandring’ for ’udviklingens’ og ’forandringens’ egen skyld.
 

Det fatale fravær af modbegreber


Når tvangen, men også hangen og trangen til positivitet breder sig som en veritabel steppebrand i ledelsesretorikken og på gulvniveau i de moderne, transparente og vildt eksponerede kontormiljøer, så sker der desværre det, at modbegreberne til de klistrede flovser forsvinder. Og helt renset for ’negative’ og kritiske ord degenererer kommunikationen. Det bliver forbudt, måske endda umuligt at tale om de virkelige problemer uden omsvøb. George Orwells nysprog version 2.0. transformeres til dagligdagsdiskurs.

Sprog- og erfaringsløsheden breder sig, og dømme- og forestillingskraften svinder ind. Alle begynder at vogte på hinanden og sætte sikkerhed højere end nytænkning og fri eksperimenteren. Organisationen kommer til at tale om sig selv og fremtiden under niveau. Den taber sin genuine stemme, selvbevidsthed og evnen til skånselsløst at kritisere sig selv. Sukkerpludder og rosenrød tale træder i stedet for en frihed til at ytre sig offentligt og uden angst.

Medarbejderne er måske nok servile; men de er ikke dumme. Så hvis medarbejderne fornemmer, at ledelsen taler løgnagtigt - for slet ikke at sige ned til dem - så gennemskuer de det enten lynhurtigt eller på det tidspunkt, hvor de retoriske udgydelser har bevæget sig langt ud over smertegrænsen. Så landets ledere gør sig selv en gevaldig bjørnetjeneste, hvis de smører tykt på eller ’terroriserer’ de ansatte til at dikke som en hær af hyperpositive lammehaler.
 

Send ordene til kogevask

Den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein proklamerede for mere end 60 år siden, at man burde sende ordene til kogevask, når de så at sige blev taget i at tage på sommerferie før tiden. Kongenialt skal anbefalingen herfra lyde, at man vasker sin mund grundigt med sæbe med jævne mellemrum.

Samtiden gør klogt i at besinde sig. Der er brug for en radikal genopdragelse af både tanken, tungen og talen, og den behøver man ikke tage til hjemlandet for at finde. Og dog: det er måske ligefrem ved at gå sit modersmåls rige reservoir af betydninger og ordenes historie efter i sømmene, at det er muligt at spørge kritisk, skeptisk og demaskerende til tidsåndens populære og altgennemætsende vokabular. Engang var det således kun meget få forundt at være kreative (inden for monoteismen var Gud den eneste skabende kraft i verden og havde fået alt til at blive til ud af intet, jf. creatio ex nihilo) og kompetente (kongen kunne opløse Rigsdagen, og politiet var som voldsmonopol udstyret med en magtkompetence second to none). Det var en helligbrøde at forestille sig, at almindelige mennesker kunne være kreative og tro, at kompetencerne kunne demokratiseres.  


Fortiden skal ikke idylliseres


Er det så en fordel, at vi alle sammen nu må belave os på at være kreative på kommando, multikompetence-CV-beskrevne og omstillingsberedvillige inden for konkurrencestaten, der i stigende grad er udset til at gøre os klar til at deltage i den intensiverede globale vidensøkonomi?

I de gode gamle dage – der ikke var så gode endda… - blev organisationer ledet top-down. Ideologien tilsiger os, at den ledes bottom-up i 2015; men glem ikke at det stadigvæk er lederne og i sidste ende ejerne, der leder og fordeler arbejdet. Og selvom vi i dag i stigende grad styres ved hjælp af frihed, og vore kreative og innovative idéer efterspørges, gøres til skattede varer og italesættes som strategiske ressourcer, så er det strukturelle udbytningsforhold og økonomiske forhold, der afgør, om man får lov til at beholde sit job som løn- og vidensarbejder.

Men kaldte man en spade for en spade, slap man i det mindste for enten at skulle bruge eller at være udleveret til samtidens værste buzz-words. Tandemparret faglighed og fagstolthed, der kunne danne et stolt nyt par nr.7 i det 21. århundrede, risikerer at tabe i flyvehøjde, når virkeligheden lyves til. Tvangen til smagfuld strategisk selv- og organisationssnak skaber en selvrygklappende verden, som ingen i længden kan holde ud at leve og arbejde i.  

Læs også

Anerkendende ledelse er et ideologisk glidemiddel

De fem værste former for ros

Advarsel: Selvudvikling gør dig usikker og selvoptaget

Læs artikler på Lederweb om værdibaseret ledelse


Vurdering
  • 20 vurderinger