At nedbringe medarbejdernes sygefravær kan være en udfordrende og langsigtet opgave, men en god og systematisk indsats nytter. Et lavt sygefravær styrker muligheden for at levere ydelser af god kvalitet til borgerne, letter presset på medarbejderne og giver mere tid og plads til den nødvendige faglige udvikling.
Et for højt sygefravær, har konsekvenser for kerneopgaven. Derfor er sygefraværsniveauet ikke bare en kendsgerning, man må tage på sig, men noget, man på den enkelte arbejdsplads kan og bør påvirke aktivt. Skal sygefraværet ned, skal fraværskulturen ændres. Det kræver, at du som leder går forrest og viser, at sygefravær ikke er et farligt emne at tale om.
Lederen skal holde sygefraværssamtaler. Under samtalerne skal der tales åbent om sygefraværet og medarbejderne skal forstå, at lederen holder øje med fraværet for begge parters skyld.
På lederweb finder du artikler og værktøjer med råd om, hvordan du nedbringer sygefraværet og om, hvordan du eksempelvis holder en sygefraværssamtale.