I dag spejdes der efter frivillige som en del af løsningen på fremtidens velfærdsudfordringer. Det stiller krav om en professionalisering af den frivillige indsats gennem metoder, succeskriterier og målbarhed. Men professionaliseringen udgør en trussel mod selve frivilligheden.
Det mener Anders la Cour, lektor, ph.d. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, der bl.a. forsker i frivillighedssektoren.
“Man må erkende, at man ikke kan definere, hvordan frivillige udfører deres indsats, for deres motivation er netop, at den sker frivilligt. I stedet må det offentlige stille sig til rådighed for de frivillige som et tilbud om et rum, hvor de frivillige selv kan undersøge, hvordan de bedst udfører deres frivillighed. Ellers er der ikke tale om andet end gratis arbejdskraft”, fastslår Anders la Cour.
Succeskriterier er forskellige
Han anerkender det offentliges behov for at samarbejde med frivillige og deres organisationer. Men han peger på sammenstødet mellem de forskellige succeskriterier i den offentlige sektor og blandt frivillige.
“I det offentlige er den sammenhængende indsats, der balancerer mellem krav, forventninger og ressourcer, en succes. Mens kvalitet i den frivillige verden er selve det at kunne udfolde sig frivilligt med fleksibilitet, lydhørhed, personlighed, solidaritet, anarki, eksperimenter og mod – egenskaber, som i første omgang tiltrak det offentliges interesse, men som er svære at håndtere i en verden af formelle krav”.
Anders la Cour påpeger, at frivillige netop henter deres motivation i at gøre en frivillig indsats, så ’frivillighed på kommando’ eksisterer selvsagt ikke.
For ham handler den offentlige sektors samarbejde med frivillige derfor om at afstemme forventningerne. De offentlige ledere må indse, at det, som i deres verden er svagheder – det uhåndgribelige og ikke målbare –, netop er styrken i den frivillige indsats.
“Der er masser af gode eksempler på, hvor man har forstået at udnytte den mekanisme, fx børns voksenvenner og besøgsvenner for ældre. Det er lykkedes, fordi man her har givet de frivillige plads til selv at undersøge, hvordan de vil være frivillige”.
Et spørgsmål om tillid og mod
Selv om den offentlige sektor er underlagt krav til bl.a. forsyningssikkerhed og kvalitet, er den ifølge Anders la Cour nødt til at møde den frivillige verden med tillid – og risikere ikke at få det, man forventede.
“Men så må man forsøge igen med anderledes metoder eller på nye områder. Det er ikke frivilligheden, der er forkert, men forventningerne til den”.
Det betyder også, at medarbejderne i det offentlige må leve med at arbejde side om side med frivillige, der ind imellem griber tingene anderledes an.
“Selvfølgelig skal man kunne diskutere kvaliteten af frivilligindsatsen, men man skal tale om den ud fra de begreber, der definerer kvalitet blandt de frivillige”.
Og man skal ikke gøre sig illusioner om frivillige som velfærdssamfundets redning, men holde fast i den skandinaviske velfærdsmodel og en videreudvikling af den.
“Tør den offentlige sektor slippe de frivillige løs til selv at undersøge og udvikle deres indsats, kan frivilligindsatsen blive et godt supplement til velfærden. I modsat fald søger de blot andre steder, hvor de kan udfolde sig”.
Det frivillige Danmark
- 35 pct. af befolkningen udfører i løbet af et år frivilligt arbejde.
- Danskerne bruger i gennemsnit 17 timer om måneden på frivilligt arbejde.
- Frivilligt arbejde sker langt overvejende i en frivillig forening eller selvejende institution, mens en mindre del foregår i den offentlige sektor.
- De dominerende områder er idræt (11 pct. af befolkningen), bolig- og lokalsamfund (6 pct.) og social- og sundhedsområdet (6 pct.).
- Størstedelen af aktiviteten er drift af de frivillige organisationer, fx bestyrelser, praktisk arbejde og fremskaffelse af midler.
- En typisk frivillig er træner i en fodboldklub, spejderfører, bestyrelsesformand i grundejerforeningen eller besøgsven.
Kilde: ’Frivilligt arbejde – den frivillige indsats i Danmark’, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Eksempel på frivillige i det offentlige
Det specialiserede dagområde i Randers Kommune begyndte for et års tid siden at annoncere efter frivillige, bl.a. ud fra en forståelsesramme, som områdeleder Jørgen Groht og den øvrige ledelse har udviklet sammen med medarbejderne.
“Den betyder, at der er tale om forpligtelse, så snart den enkelte frivillige har indgået en aftale med os. Og at det er os, der i samarbejde med den frivillige definerer rammerne for samarbejdet. Så frivilligheden gælder kun, indtil vedkommende har sagt ja, for så er der allerede skabt en forventning og dermed en forpligtelse”, fastslår han.
Forpligtelserne er nedskrevet i nogle retningslinjer, der sammen med definitionen og politikken for frivilligt arbejde skal hjælpe både frivillige, ledelse og medarbejdere til at navigere i det nye land, som inddragelse af frivillige stadig er.
“Vi har ikke en anden frivillig stående klar til at overtage, hvis en vælger at forlade en opgave. Så vi er nødt til at kunne regne med vedkommende. Netop kontinuiteten er en af de største udfordringer i samarbejdet med frivillige. Vi skal hele tiden tænke i, hvordan vi opretholder og udvider deres funktioner”, siger Jørgen Groht, som i princippet kan bruge frivillige overalt i organisationen.
Pt. er 17 frivillige tilknyttet ad hoc som praktiske hjælpere ved særarrangementer, mens andre deltager i friluftsliv på udflugter, sport, spil, musikalske aktiviteter, indkøb m.m.
Frivillige har ikke kostet jobs
Brugen af frivillige har ikke kostet stillinger på området.
“Men vi har jo fået skåret i budgetterne og dermed også i antallet af medarbejdere, så selvfølgelig udfører de frivillige funktioner, som er med til at bære den samlede serviceramme i en positiv retning. Det står også direkte i vores politik, at frivillige medvirker til at opretholde et vist serviceniveau. Og det er ind imellem blevet tolket som temmelig kontroversielt“, siger områdelederen.
Nogle frivillige har undervejs alligevel ikke kunnet se sig selv som en af del det specialiserede dagområde. Det har de allerede konstateret, da de blev introduceret til, hvordan f.eks. svært handicappede skal hjælpes med de mest basale behov. I andre tilfælde har de lokale ledere måttet erkende, at de frivillige ikke har kunnet leve op til forventningerne. Men forinden har man forsøgt at korrigere i forsøget på at fastholde den frivillige.
“Reaktionerne blandt de frivillige er meget forskellige, når vi præsenterer dem for retningslinjerne. Nogle siger straks, at det så slet ikke er frivilligt mere, når man ikke selv må bestemme alt, mens andre oplever det, som at vi tager det frivillige arbejde meget alvorligt. Men vi arbejder med borgere, der ofte ikke selv kan drage omsorg for egne behov eller sætte grænser, så det er ikke meget i vores ydelser, der er tilfældigt”, siger han.
Udfordringen for de professionelle er til gengæld ikke at være nøjeregnende med de frivilliges faglige ballast og uddannelsesbaggrund men lægge vægten på det personlige match mellem de indskrevne og den frivillige.
“Det er meget bekræftende at iagttage, hvor stort udbytte parterne har af hinanden, så vi skal sørge for at give plads til de medmenneskelige relationer, der opstår”, siger Jørgen Groht.
Artiklen er tidligere bragt i Offentlig Ledelse under overskriften Frivillighed på kommando findes ikke
Læs mere
