Frygt kan få én til at gøre uhensigtsmæssige ting. For eksempel at forberede sig helt forkert på et foredrag eller en tale. De tre mest udbredte skrækscenarier hos mindre erfarne talere handler alle om at miste kontrollen over sin præsentation.
Den første tanke, der kan få koldsveden til at springe, er især udbredt hos pligtopfyldende, veluddannede personer: “Hvad, hvis jeg kommer til at sige noget forkert?”. Den anden tanke, der får blodet til at sive væk fra hovedet, kan udtrykkes med ét ord: Klappen. “Hvad nu, hvis den går ned, midt i foredraget?”. Det er en lammende tanke, der i sig selv kan give én tunnelsyn og dermed somme tider blive en selvopfyldende profeti. Klappen kan gå ned, fordi man frygter at den skal gå ned. Sidst men ikke mindst er mange helt almindelige oplægsholdere bange for, at nogen blandt publikum skal stille et spørgsmål, de ikke kan svare på. Angsten for at blive afsløret.
Bag alle disser frygtscenarier ligger en grundlæggende forestilling om, at en præsentation skal forløbe helt perfekt og nærmest umenneskeligt fejlfrit. Hvor den forestilling stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg ved, at ønsket om fuldstændig kontrol får mange til at forberede sig (for) grundigt.
De lægger en ufravigelig plan, tilrettelægger præsentationen ned i mindste detalje. Bulletpoint efter bulletpoint. Overskrift, forklaring på overskriften, faktuelle oplysninger ind her og der, copy-paste tekster fra Karnov’s lovsamling eller salgsmaterialet. Tilføj, tilføj, tilføj. Alt bliver skrevet ned, plus lidt ekstra, i tilfælde af at man løber tør for stof.
Før talen er man ved at briste af forberedelse. USB-stikket er rødglødende. Hvor tit har vi egentlig oplevet en taler, der løb tør for stof før tid? For sjældent!
Nervøsitet i selvsving
Så står man der. Alt er klart. Det første, man mærker, er helt almindelig og ganske normal nervøsitet. Tør i munden. Hjertet banker lidt hurtigere. Adrenalinproduktionen fungerer, det skal jeg love for. Det ER skræmmende at stå foran en forsamling af mennesker, der forventer noget af netop dig, når man ikke er vant til det. Man skal være lidt nervøs.
Første slide kommer på, og det slår benene væk under én. Den lille selvtillid, man håbede, man kunne ride på, punkterer. Det er som om, man ikke ved, hvad man selv har skrevet. Som om nogen har givet én det forkerte nodeblad at spille efter. Stemmen lyder forkert. Ordene snubler over hinanden. Planen, man har lagt, smuldrer. Man klikker fra slide til slide og ved ikke længere, hvorfor man dog tog dem med? Det, der var genialt hjemme ved computeren, er i bedste fald banalt, i værste fald noget vrøvl. Den gode nervøsitet bliver til panik og går i selvsving.
Den nøgne taler
Overlevelsesinstinktet bringer de fleste igennem. Nogle stavrer på PowerPoint-krykker med kroppen drejet halvt ind imod lærredet og ender med at læse op, andre skynder sig stakåndet at få det hele overstået. Hvad gør man efter sådan en tur? Forbereder sig endnu grundigere næste gang?
Det underlige er, at hvis man bliver kastet ud i foredragssituationen uden at få mulighed for at forberede sig, men i øvrigt ved noget om det, man taler om, går det som regel meget bedre. Især hvis man ikke bruger PowerPoint. Det er sandsynligt, at man føler sig meget nervøs i sådan en situation, men publikums oplevelse af “den nøgne taler” er som regel meget positiv. Den er nærværende, mere personlig og man forstår meget bedre, hvad der bliver sagt.
Men kan det virkelig passe, at man skal lade være med at forberede sig? Kan det virkelig passe, at en præsentation er bedre uden visuelle hjælpemidler?
I første omgang ja. Men problemet er bare ikke dine visuelle hjælpemidler eller det, at du forbereder dig. Det er måden, du forbereder dig på. Måden du bruger dine hjælpemidler på. Problemet er, at du blander to vidt forskellige sprog, når du skriver dine slides til din tale.
- Hvis du skulle holde en tale på tysk, ville du ikke skrive den ned på dansk, vel? Det sprog vi bruger, når vi sidder ved computeren og skriver, er næsten lige så forskelligt fra det sprog, du bruger foran publikum, som tysk er fra dansk.
To sprog
Dansk er (mindst) to forskellige sprog. Det skrevne dansk og det talte. Til daglig er vi ikke bevidste om, hvor stor forskellen er. Det skyldes, at vi i de fleste situationer, hvor vi bruger det talte sprog, ikke behøver noget at støtte os til. Vi taler frit og uden manuskript eller andre hjælpemidler.
Ordene bliver automatisk til sætninger, når vi dribler os igennem meninger, forestillinger, historier, svar og tilkendegivelser. Det flyder, og mange bliver med rette beskyldt for ikke at tænke, før de taler. Sådan er det talte sprog, vi kan sagtens tænke, mens vi taler. Tilsvarende når vi skriver, er det de færreste danskere, der har brug for at at sige ordene højt, før de skriver. Vi skriver bare. Nogle banker fingerspidserne hårdt ned i tastaturet med fynd og klem. Andre fedter lidt rundt med sætningerne for at stramme dem op. Luer ud og bytter rundt, for det skrevne sprog kræver stringens.
I begge tilfælde er det to adskilte processer: At skrive og at tale. Det er også to meget forskellige måder at formulere sig på. Som tysk og dansk. Alle, der har prøvet at skrive afskrift fra en lydoptagelse, kender forskellen. Man kan sagtens sige: “Det er fordi, i virkeligheden har vi ikke øh dansk er ikke bare ét sprog, sådan som vi …eller nogen i hvertfald, som mange går rundt og tager for givet”. Det ville lyde usikkert, men forholdsvis almindeligt som talesprog. På skrift, derimod, fungerer det ikke. Omvendt kan vi tydeligt høre i dansk tv-dramatik, når en replik er lidt for skriftlig. Især de replikker, der har til formål at fortælle os seere, hvad baggrunden er for den handling, der udspiller sig lige om lidt. Der er ord, vi bruger i skrift, som får os til at lyde kølige og distancerede, hvis vi bruger dem i tale: “Vil du redegøre for dine handlinger den pågældende dato?” hedder noget i retning af: “Vil du fortælle, hvad du lavede den dag?” på talt sprog.
Når man har tænkt sit oplæg igennem, mens man skrev, tror man, at man bare kan holde det sådan uden videre. Man glemmer, at det skal oversættes fra skriftlig dansk til mundtlig. Hvis man ikke oversætter det, bliver man slået af, hvor dårligt forberedt man i virkeligheden er, når man blænder op for sin PowerPoint-præsentation.
Ti gode råd
Hvad gør man så, hvis man vil foreberede sig mundtligt. Det er selvfølgelig individuelt, hvad der virker. Men her er nogle gode råd til, hvordan man kan forberede sig til at fremlægge noget mundtligt.
1. Tal højt med dig selv.En del af din forberedelse bør foregå mundtligt. Du slipper ikke for at tale lidt højt med dig selv. Der er stor forskel på at have tænkt noget, man vil sige, og så rent faktisk sige det. Når vi kun tænker, hvad vi vil sige, springer vi tit en masse ord og meningsbroer over uden selv at opdage det. Hvis der er meget på spil, kan du indkalde en lille gruppe til at høre dit foredrag, inden det går rigtig løs. Bed dem give dig feedback ud fra følgende to spørgsmål: Hvad virkede godt? Hvad ville de gerne have mere af? De behøver ikke påpege alle mulige små fejl.
2. Find viljen i hjertet. Det er altid en god idé at gøre sig klart, hvad man vil opnå med sin tale. Du skal finde viljen i dig selv til at opnå det, du vil. Det er kernen i dit indlæg. Hvad vil du opnå under din tale? Hvad vil du opnå efter din tale? Hvad vil du de mennesker, der lytter til dig? Hvad tror du at de vil? Hvordan får du din vilje og deres viljer til at mødes?
3. Fortæl. Øv dig i at fortælle. At fortælle er ikke at læse højt eller lære udenad. Fortælling er, at du ser noget for dig, mens du taler. Du kan ikke huske det hele fra begyndelsen. Det kommer til dig efterhånden. Ligesom at gå ned ad en vej, du kender. Når du drejer om hjørnet, kan du pludselig huske, hvilken vej du drejer ned ad næste gang. Brug en kollega eller ven som sparringspartner. Prøv uden hjælpemidler, noter eller huskesedler at fortælle med egne ord, hvad det er, du vil fremlægge. Se det for dig.
4. Fokuser på meningen, ikke ordene. Koncentrer dig om meninger i stedet for ord og sætninger. Folk husker ikke ord. De husker meninger – meningen med det, du siger. Dit kropssprog, din stemmeføring, din vilje og hensigt og hele den sammenhæng, du optræder i, skaber tilsammen meningen.
5. Enkle slides. Hvis du bruger PowerPoint, så prøv at undgå bulletpoints og sætninger. Gør dine slides øjeblikkeligt aflæselige, og skab dem, så de fremkalder undren, spørgsmål eller taler til et andet center i hjernen, end det grammatiske. F.eks. med et billede. Brug kun slides, hvis de tilføjer et overblik, en oplevelse eller en dokumentation, du ikke kan formidle mundtligt.
6. FAQ. Hvis du er nervøs for spørgsmål, du ikke kan svare på, så forbered en liste over de spørgsmål, du forventer at få. Bed eventuelt en kollega om at give dig input til kritiske spørgsmål. Gennemgå listen og svar mundtligt på spørgsmålene for dig selv. Hvis der kommer spørgsmål under dit foredrag, du ikke kan svare på, falder de uden for listen af forventede spørgsmål. Du har ret til ikke at kunne svare på alt. Du kan fx sige: “Det er et godt spørgsmål. Jeg kan ikke svare på det.” Smil og vis, at det er helt ok ikke at kunne svare på alt.
7. Vid hvad du vil sige, men ikke hvordan. Mentalt bør du være forberedt på, at du ikke ved, hvordan din præsentation kommer til at forløbe. Hvis du spiller fodbold, ved du jo heller ikke præcis, hvordan du vil score målet. Når du går ind i en bagerforretning, ved du jo heller ikke nøjagtig, hvordan du vil bede om det morgenbrød, du er kommet efter. Slip kontrollen lidt og lad ordene komme til dig, når de er der.
8. Brug dit eget talesprog. Fagsprog har det med at smitte gevaldigt af på vores mundtlige sprog. Det bliver ligesom en uniform, der skjuler vores personlighed og skaber distance. Dit sprog fortæller, hvem du er. Folk, der gerne vil fremtræde mere dannede, end de er, falder ofte for fristelsen til hyperkorrekt sprog. Siger f.eks. “Det var direktøren og jeg, der tog initiativet” (omsagnsled til grundled), mens det retteligt var direktøren og mig, der tog initiativet. Stå så vidt muligt ved den, du er, og hvor du kommer fra. Andet kan komme til at virke utroværdigt.
9. Tal med dit publikum. Mange begår den fejl, at de isolerer sig i minutterne før de skal optræde. Men det er altid en god idé, at have udvekslet et par ord med et par stykker i salen, lige inden du går på. Det giver en ro. Du kan måske fange en af deres blikke under foredraget og hvis du kan bruge noget fra samtalerne i selve foredraget, signalerer det overskud og nærvær. “Lige før talte jeg med en af jer, der fortalte mig, at…”.
10. Tilgiv dig selv. Du kommer helt sikkert til at begå små fejl. Det gør alle. Det, der betyder noget, er ikke, om du fejler, men hvordan du håndterer fejlen. Ret fejlen uden videre besvær. Tilgiv dig selv. Og husk at de færreste bryder sig om perfekte mennesker. Vi kan bedst lide dem, der ligesom os selv er mennesker, der kan begå en fejl i ny og næ
Anders Stahlschmidt er kommunikationsrådgiver og journalist. Han har beskæftiget sig med presse, medier, kommunikation og ledelse. Anders har haft en lang karriere inden for tv-produktion, før han startede som konsulent for 6 år siden.
Anders er forfatter til en række bøger om kommunikation, bla. “Tag ordet – grib forsamlingen”, “Præsentationsteknik”, “Spørgeteknik” og “Førstehjælp til Feedback”. Han er uddannet fra Danmarks Journalist Højskole i 1990.
