Ferien er ved at være slut, og mange af os skal tilbage til arbejdet – heldigvis med batterierne opladet, masser af overskud og arbejdsglæden helt i top.
Her er en top syv over, hvad ledere oftest gør galt – og som de kommer til at gøre overfor deres medarbejdere, der virkelig dræber arbejdsglæden efter ferien.
Dette skal du gøre for at ødelægge dine medarbejderes arbejdsglæde:
- Giv medarbejderne store uoverskuelige opgaver
De medarbejdere, der får lov til at starte roligt op efter ferien, vil få overblik over deres opgaver og føle, de får noget fra hånden, og at de gør en forskel.
Hvis du til gengæld hurtigt vil smadre deres nyvundne energi, skal du sørge for, at de bliver kastet ud i arbejdet fra første sekund. Lad dem ikke få tid til at danne sig et overblik over de opgaver, der allerede ligger og venter. Giv i stedet medarbejderne nye og komplekse opgaver, som du vil have, de fokuserer 100 pct. på – også selvom der ligger mindre, lettere opgaver og venter. Det kan spolere arbejdsglæden for de fleste. - Forlang, at dine medarbejdere tager overarbejde
Dine medarbejdere er fulde af energi her efter ferien, og den bevarer de bedst ved at starte roligt op og skabe sig et overblik over opgaverne. Faktisk giver det arbejdsglæde, hvis du som leder giver dine medarbejdere forståelsen af, at der er ok at være bagud lige efter ferien. Det er nærmest umuligt ikke at være det.
Men vil du lukke gassen ud af ballonen i en fart, skal du forlange, at dine medarbejdere tager overarbejde den første uge. På den måde er du helt sikker på, at organisationen ikke får glæde af den oparbejdede energi og motivation.
Vidste du, at undersøgelser viser, at medarbejdere, der arbejder 55 timer om ugen (i modsætning til dem, der arbejder 35-40 timer ugentligt), har højere risiko for at få slagtilfælde og hjerte-karsygdomme? Lad dine medarbejdere arbejde mange timer, og de mister ikke kun arbejdsglæden, de bliver også syge. - Sørg for, at dine medarbejdere har dårlige relationer til hinanden
Undersøgelser viser, at gode relationer på jobbet øger arbejdsglæden, og de er faktisk også medvirkende til, at vores generelle livsglæde føles højere.
Du kan ret hurtigt dræbe medarbejdernes arbejdsglæde ved at sørge for, at de ikke har tid til at arbejde på relationerne. Gør alt for, at dine medarbejdere ikke har det godt med kollegerne. Giv dem ikke tid til fælles pauser og naturligvis ingen fælles frokost, hvor de kan tale sammen om ferien. Og hvis du virkelig vil dræbe deres arbejdsglæde, kan du lade stå til, hvis du opdager, der er splid mellem to kolleger. På den måde vil den dårlige stemning hurtigere sprede sig. - Giv ikke feedback
Undersøgelser peger på, at specielt den positive feedback gør medarbejderne mere produktive og giver dem en højere indre motivation (læs: arbejdsglæde). Undersøgelser viser også, at ros og anerkendelse gør os mere kreative og væsentlig mindre stressede. Det er vigtigt for arbejdsglæden, at vi får ros, når vi gør et godt stykke arbejde. Så ved vi bedre, hvad vi gør godt – og det kan vi så gøre mere af. Vi får følelsen af, at vi skaber resultater – at vi gør en forskel.
Dine medarbejdere vil miste modet hurtigere end du kan sige arbejdsglæde, hvis de ikke får ros, når de føler, de har fortjent det. Men ros der ikke er oprigtigt (specifik) såsom pligttros eller sarkastisk ros, kan også ødelægge arbejdsglæden for de fleste. Så skal du dræbe medarbejdernes arbejdsglæde, skal du ikke give dem nogen feedback overhovedet – og slet ikke konkret positiv feedback. Når de gør tingene godt, tier du, men når de fejler, slår du hårdt ned! - Vær i dårligt humør
Vi påvirker let hinandens humør. Hvis du selv er glad, smitter det af på dine medarbejderes arbejdsglæde. Når de er glade, vil de helt naturligt sprede det gode humør til kollegerne, men også til jeres borgere, samarbejdspartnere osv.
Så gør alt, hvad du kan for at virke sur, uoplagt og uengageret, og det samme vil ske med dine medarbejdere. Gør endelig ikke noget rart for dine medarbejdere, hent ikke kaffe til en, du alligevel skal i møde med, overrask ikke med kage til alle, hvis I har opnået et flot resultat, pynt ikke afdelingen med friske blomster – i det hele taget skal du passe på med at gøre noget for at overraske dem positivt, de kan nemlig risikere at blive gladere og dermed performe bedre. - Sig ikke godmorgen
Ledere, der skaber flere og bedre resultater, fokuserer ikke kun på resultaterne, de har også gode sociale færdigheder. De kender deres medarbejdere, og medarbejderne kender dem.
Hvad kan du så gøre for at ødelægge det allerede de første arbejdsdage efter sommerferien? Start med ikke at sige godmorgen til dine medarbejdere, gå simpelthen forbi dem – ignorer dem. Spørg heller ikke ind til deres ferie, og vis på den måde, at du overhovedet ikke interesserer dig for medarbejderen som menneske.
Det kan være starten til at skabe en kultur, hvor ingen siger godmorgen til hinanden, og ingen kender hinanden. Det ødelægger ikke kun arbejdsglæden, men også samarbejdet. - Skab mistillid
Når dine medarbejdere har tillid til dig som leder – når de føler, at de får den hjælp og opbakning, de har brug for, øger det deres engagement og motivation. De får simpelthen mere arbejdsglæde.
Vil du dræbe arbejdsglæden, skal du blot vise mistillid til medarbejderen. Tjek hele tiden op på deres arbejde, men involvér dem ikke i strategiske og organisatoriske tanker og målsætninger. Når en medarbejder kommer med nye idéer og forsøger at komme i dialog, skal du straks lukke det ned – lyt aldrig til deres forslag – det vil blot give dem opfattelsen af, at de gør en meningsfuld forskel.
Ovenstående syv punkter er skrevet med et glimt i øjet, og jeg vil absolut ikke anbefale jer at følge dem. Desværre er de alle eksempler på situationer, vi ser i organisationer verden over.
Ledere er ansvarlige for arbejdsglæde
Som leder har du en afgørende betydning for dine medarbejderes arbejdsglæde. Både i forhold til deres arbejdsopgaver og i forhold til stemningen på arbejdspladsen. De ledere, der bliver set som gode ledere, er nemlig gode til at fokusere både på resultater og relationer. Medarbejdere mister arbejdsglæden, hvis de ikke ved, at de skaber meningsfulde fremskridt/resultater, og hvis de ikke har meningsfulde, gode sociale relationer på jobbet.
Undersøgelser viser, at vi er mere produktive, innovative, kreative, hjælpsomme, fleksible, engagerede, motiverede og optimistiske, når vi har arbejdsglæde. Vi bliver også mindre syge og mindre stressede. Glade arbejdspladser opnår mere, og hvis du som leder dræber medarbejdernes arbejdsglæde, går det ud over både sygefraværet, produktiviteten, borgertilfredsheden og til sidst bundlinjen. Derfor skal du som leder vide, hvad der skader arbejdsglæden hos dine medarbejdere og gøre noget ved det.
’Arbejdsglæde nu’ hjælper organisationer med at skabe arbejdsglæde, men vi ved også en masse om, hvad der ødelægger arbejdsglæden. Læs mere her.
Læs mere:
Advarsel: De største dræbere af arbejdsglæde