Et røntgenbillede af 60-70 af indstillingerne til årets Kommunale Lederpris afslører, at ’organisationen i krise’ er en genganger. Det konkluderer lektor og ledelsesekspert Søren Voxted fra SDU, som har læst indstillingerne. Og ellers ligner medarbejdernes bevæggrunde og motivation for at indstille lederen til åres pris i forbavsende grad sidste års, erfarer han.
– Chefens faglighed vejer stadig tungt, ligesom hans eller hendes empatiske evner og evne til at kommunikere med brugergrupper på alle niveauer også i år er gennemgående. Men til forskel fra sidste år er der mange fortællinger om organisationen i krise – dårlig ledelse, lukningstrusler, nedskæringer osv. Indstillingerne til prisen går så i høj grad på, at lederen har evnet at styre organisationen igennem krisen. Den historie så jeg ikke sidste år. Det afspejler jo dybest set det, prisen er udtryk for – at der er tillid og tiltro til offentlig ledelse, og at de professionelle systemer ikke er ledelsesresistente – lederen betyder noget, konstaterer Søren Voxted, som også hæftede sig ved, at flere kvindelige ledere på det sociale område blev fremhævet for at altid at være til rådighed.
– De møder som de første om morgenen, går hjem som de sidste om aftenen og er altid til at få fat i. Spørgsmålet er jo, om det er noget, som skal præmieres.
Kan identificere sig med chefen
Søren Voxted påpeger, at han i år har læst indstillingerne ’frisk fra fad’, hvor han sidste år fik et sorteret materiale at analysere på, og det kan spille en rolle for det billede, som tegner sig. Men sikkert er det, at institutionslederens faglige identitet stadig spiller en vigtig rolle hos medarbejderne
– I en tid med budgettilpasninger og forandringer er det vigtigt at have nogen at diskutere og identificere sig fagligt med, når der skal tænkes i muligheder og begrænsninger, så det går
mindst muligt ud over kvaliteten af ydelsen. Det kræver faglig indsigt.
Nu er det anden gang, prisen uddeles – er der brug for den?
– Man skal huske på, at prisen jo ikke er et objektivt udtryk for ledernes evner, men derimod for medarbejdernes oplevelse af lederne – et skulderklap, som afspejler deres begejstring. Så ja, på den måde er der brug for den. Jeg mener, at prisen har en styrke på de indre linjer, men jeg tror ikke, at den har den store betydning for omverdenens billede af de offentlige ledere. For medierne er og bliver den dårlige historie altid bedre end den gode, mener Søren Voxted.
– Men at det aftvinger overskrifter, hver gang en ældre borger vanrøgtes eller et barn bliver klemt, er jo netop udtryk for, hvor sjældent det sker. Der findes da uden tvivl offentlige organisationer, som er dybt nede i et morads, men det er langt fra normen, det ved vi jo. Og mange steder har man jo netop ansat dygtige ledere for at rette op, inden man havnede på forsiden af en avis, siger Søren Voxted og påpeger:
– Man skal også huske, at de medarbejdere, som indstiller deres leder til prisen, er medarbejdere, der gør det nemmere at være leder. Netop i kriseorganisationer er man ofte meget motiveret for at bakke op og være loyal over for lederne. Jeg siger altid, at hvis jeg nogensinde skulle være koncerndirektør, skulle det være hos DSB. Med så stor krise ville hele organisationen være indstillet på succes, og derfor ville man som leder have nogle gode muligheder – lidt polemisk sagt.
Artiklen er tidligere bragt i Offentlig Ledelse under overskriften Kriser skaber tillid.
Vinderne af Den Kommunale Lederpris 2011 er….
Blandt 354 indstillinger har COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling, Kommunaldirektørforeningen og en række faglige organisationer netop kåret tre vindere af Den Kommunale Lederpris 2011:
- Birgitte Sonsby, skoleleder på Ejerslykkeskolen i Odense Kommune løb med prisen for bedste institutionsleder.
- Jørgen Niemann, sektionsleder i Randers Kommune fik prisen for bedste kommunale fagchef.
- Bo Rasmussen, kommunaldirektør i Albertslund Kommune blev kåret til årets kommunale topleder.
I forbindelse med den kommunale lederpris, har Væksthus for Ledelse lavet en lille film til ære for de kommunale ledere. Se den her
Læs mere: