Magt ændrer dig os radikalt fra det øjeblik, du får magten tildelt. For at beholde magt uden at misbruge den, skal du holde fokus på andre og være empatisk, givende og taknemmelig. Det er bare meget nemmere sagt end gjort.
Magt ændrer din hjerne
Når man får magt, ændrer man sig markant. Magt hæmmer nemlig flere af ens medmenneskelige og sympatiske evner, og det sker ikke i løbet af nogle år. Det sker i det sekund, du mærker følelsen af magt.
Ifølge professor Dacher Keltner, i bogen “The Power Paradox”, får man ofte tildelt magt ved at arbejde empatisk for det fælles bedste, men når man så har fået tildelt magten, ender man i de værste tilfælde med at misbruge den og opføre sig som en impulsiv og usympatisk sociopat.
Studiet viser tydeligt, hvad der sker inde i hjernen hos mennesker, som tildeles magt, og hvordan man ændrer sig. Følelsen af magt giver nemlig et sus af fornøjelse og begejstring. Følelsen giver selvtillid og en større mening, hvilket får niveauet af dopamin i hjernen til at stige, og kan resultere i noget, der minder om maniske episoder. Ofte er manier nemlig associeret med øget følelse af magt.
Læs også: Leder tag magten på dig
En spontan og impulsiv sociopat
Keltners studie viser også, at rige og magtfulde mennesker er mindre omsorgsfulde, kører mere råddent, lyver mere, er mere seksuelt grænseoverskridende og voldelige. Han beskriver tre dårlige egenskaber, som generelt udvikler sig, når man får tildelt magt:
1. Magt gør os uhøflige og respektløse
Magten får os til at føle os hævet over skrevne og uskrevne sociale regler, særligt i samtaler med andre mennesker, hvor man vil have en tendens til at dominere, afbryde og underkende modpartens input. Man vil også udvise mindre respekt i sine ordvalg og generelt være mindre fokuseret på modparten i samtalen.
2. Magt gør os mindre empatiske
I forlængelse af, at magt gør os mere uhøflige og respektløse, gør magt os også mindre empatiske i den forstand, at man får sværere ved at aflæse ansigtsudtryk og genkende følelser hos andre. Normalt spejler man hinandens mønstre i interaktioner for at passe ind i den sociale kontekst, men når man føler sig magtfuld, så spejler man modpartens mimik mindre. Fx gengælder man ikke et smil eller et venligt nik med hovedet.
Derudover bliver magtfulde mennesker mere inspireret af deres egne fortællinger end andres. Dette ligger også i tråd med, at den manglende empati gør magtfulde mennesker mere tilbøjelige til at se verden fra deres egen synsvinkel. Hvilket er i tråd med, at magten skifter ens fokus fra andre mennesker til en selv.
3. Med magt føler man sig hævet over moralske principper
Forskningen peger også på at magt får os til spontant at udvise sociopatiske træk. Hvor man med magt bliver mere dobbeltmoralsk. Så måske man godt kan indrømme sine egne uetiske handlinger, men så følger også en særlig god forklaring med. Hvor andre, som gør det samme, bare er umoralske.
Læs også: Magt: Tre former du skal kunne balancere imellem
Undgå at magten stiger dig til hovedet
For at undgå at magten stiger dig til hovedet, kræver det, at du som leder er bevidst om, hvad magten gør ved dig og aktivt modvirker de mekanismer, som kan gøre dig afstumpet. Ifølge Keltner, skal man dagligt minde sig selv om følgende fem ting:
- Vær opmærksom på, hvad magten gør ved dig.
- Øv dig i ydmyghed.
- Fokusér på andre, og vær generøs.
- Udvis respekt for andre.
- Arbejd for ligeværd og respekt, ved at hjælpe dem, der føler sig magtesløse.
”Magten har jeg – den skal ikke statueres. Det er ordentligheden, der er det afgørende.” Citat af leder i Væksthus for Ledelses publikation: Ledere der lykkes 2
Som leder skal man besidde ordentlighed, retfærdighed, anstændighed, autenticitet, åbenhed og loyalitet. Det er ifølge “Ledere der lykkes 2” idealet for, hvad en magtfuld leder skal besidde af kompetencer, for at modvirke de mekanismer, som gør, at man bliver afstumpet. Man skal være drevet af grundlæggende værdier om ligeværd og respekt, men samtidig være tydelig i sin rolle som den, der har det sidste ord. Man skal altså kunne stå sikkert, også når det stormer, og ens integritet bør aftvinge respekt blandt både medarbejdere og samarbejdspartnere.
Her er yderligere fem punkter, som hindrer, at magten stiger dig til hovedet:
- Påtag dig bevidst autoritet og ledelsesmæssigt ansvar og optræd tydeligt og afklaret.
- Kommuniker klart omkring egne værdier og sørg for, at andre kender din holdning og position i konkrete sager.
- Træf gerne markante eller upopulære beslutninger med henvisning til et værdimæssigt eller moralsk grundlag.
- Reager spontant og tydeligt på forhold, du anser for forkerte – fx illoyalitet eller brud på uskrevne regler om god tone og ordentlighed.
- Hold dig ikke tilbage med at vise følelser eller dele personlige refleksioner – uden at sætte din ledelsesmæssige autoritet over styr.
Ifølge Keltner og publikationen: Ledere der lykkes 2, er det daglige påmindelser, som den gode leder bør gøre brug af i hverdagen. Sæt aktivt tid af, også hvis det er bare er en enkelt gang eller to om ugen, så det med tiden kan blive en naturlig del af din ledelse.
Artiklen er oversat og redigeret fra Dacher Keltners bog; The Power Paradox – How We Gain and Lose Influence, Penguin Press 2016.