4 råd: Bliv bedre til at sige nej
Er dine medarbejdere gode til at sige nej? Er du? Hvis ikke kan det både gå ud over effektiviteten og trivslen. Heldigvis kan man lære det, og med enkle redskaber kan selv den mest inkarnerede pleasertype blive bedre til at styre tiden og sætte sunde grænser på jobbet.
Skribentinfo
Afbrydelser og mindre vigtige opgaver kan styre din dag, hvis du har svært ved at sige nej til at blive forstyrret. Det opleves som frustrerende, fordi det stjæler tid og opmærksomhed fra vigtigt arbejde, og det går i sidste ende ud over din oplevelse af at have udrettet noget. Endnu værre bliver det, hvis du ikke kan sige nej, også når der er alt for mange opgaver i forhold til den tid, du har til rådighed. Konsekvensen er dalende arbejdsglæde og i værste fald stress.
Der kan være mange grunde til, at det er svært at sige fra, men som regel handler det om frygt for, hvad det vil betyde for relationen til andre. Vil chefen opfatte mig som doven eller dårlig til mit job? Vil din medarbejder blive stødt, måske ligefrem vred? Vil et nej skabe en konflikt? Nogle kæmper med skyldfølelse, hvis de har sagt nej og er nervøse for at have været for afvisende. Heldigvis kan det godt lade sig gøre at sige nej, uden at alle ulykkerne indtræffer bagefter. Det handler først og fremmest om, hvordan man gør.
Læs også: 10 sætninger du skal undgå
De 4 strategier
Her er fire strategier, der kan gøre det nemmere for både dine medarbejdere og dig selv at sige nej på jobbet:
1. Sig mere ja
Udnyt at et ja ofte virker bedre, når vi kommunikerer med andre. Når du vil sige nej, så fortæl i stedet hvad du ønsker at sige ja til. Hvis din medarbejder afbryder dig for at bede om hjælp her og nu, kan du sige: "Jeg har ikke tid til det her i dag, jeg har brug for tiden til bunken af bestillinger. Kan vi tage det i morgen?" At fortælle, hvad du siger ja til, kan føles mere imødekommende end et blankt afvisende nej og være nemmere for andre at forstå og acceptere.
2. Vis respekt overfor den, du siger nej til
3. Håndtér skyldfølelsen
Reflekter gerne over, om de krav, du stiller til dig selv, er for strenge. Alle stiller ubevidste krav til sig selv. Fx tænker vi, at vi skal svare på mails samme dag, eller altid hjælpe andre, når de har behov for det, eller at vi altid skal være tilgængelige for andres spørgsmål. Har du personlige krav, som er for strenge og skal blødes lidt op?
Øv dig også i at rumme skyldfølelse i et vist omfang. Hvis du vil være ærlig, passe på din tid og varetage dine egne interesser og prioriteter, vil du somme tider være skyld i, at andre ikke får deres ønsker opfyldt. Her kan en lille portion skyldfølelse være den pris, du må betale, for at være ærlig og tro mod dine egne prioriteter.
4. Lær at stå fast
Hvis du selv har tendens til at blive usikker og begynde at bøje af, når du vil sige nej, kan du blive bedre til at stå fast, hvis du en gang for alle vedtager nogle personlige principper og holder dig til dem. Beslut fx, at du ikke tjekker indbakken i weekenderne, eller at du ikke siger ja til møder, hvor der ikke er en dagsorden. Henvis til dit princip, når du vil sige nej, så det bliver tydeligt, at dit nej ikke er personligt ment. Sig fx Jeg tjekker (af princip) ikke mails i weekenderne, så længe mine unger er så små. Eller sig: Jeg siger (af princip) ikke ja til møder, hvor der ikke er en dagsorden. Så ville jeg få alt for travlt.
Læs mere om konkrete værktøjer til at sige nej på jobbet i bogen: Sådan siger du nej på jobbet – uden skyld, skuffelser og sure miner. Bogen er skrevet af Line Ullmann og udgivet på Forlaget Frydenlund, maj 2021.
Kommentarer