4 råd til dig der mangler medarbejdere

Tilbyd flextid, giv indflydelse, lad erfaringen komme til orde og udfordr seniorerne. Det er fire råd, hvis din arbejdsplads ønsker at fastholde de ældre medarbejdere.

Skribentinfo

Det grå guld, seniorer, erfarne medarbejdere – kært barn har mange navne, og det samme har aldersgrupper. Tæller de plus 50-årige, eller plus 60-årige? Eller er det medarbejdere, der ønsker at arbejde videre efter pensionsalderen? Uanset betegnelsen og uagtet alder, er der flere ting, du kan gøre for at fastholde gruppen på arbejdsmarkedet:

”Der er flere håndtag at skrue på, når man gerne vil fastholde seniorer. For det første kan man skrue individuelle fleksibilitetspakker sammen til seniorerne. Det kan rumme fleksibilitet i forhold til arbejdstid, arbejdssted, seniordage m.m. Mange seniorer ønsker at trappe gradvist ned, og så er færre timer om ugen et godt sted at begynde,” siger Morten Ballisager, uddannet cand.scient.pol. og ejer og direktør i Konsulenthuset Ballisager, en landsdækkende HR-virksomhed med speciale i outplacement, karriererådgivning og rekruttering.

Ikke andenrangs medarbejdere

Kulturen på arbejdspladsen skal anerkende og respektere den erfaring, seniorerne har oparbejdet igennem et arbejdsliv. Seniorerne vil rigtig gerne have indflydelse og vil ikke parkeres som andenrangs medarbejdere.

Ældre Sagen har i mange år arbejdet for at forbedre forholdene for seniorer på det danske arbejdsmarked. Ubevidst aldersdiskrimination og fordomme om seniorer er nogle af de emner, Ældre Sagen har italesat.

"Der er nogle reservationer overfor seniorerne. Det skyldes blandt andet, at seniorerne har mindre motivation til at lære nyt i forhold til andre grupper af ansatte, og det vurderes i et samfund – der synes at gå hurtigere og hurtigere – som mere negativt end for eksempel begrænset erfaring, som jo er de unges problem. Samtidig er der en tendens til, at lederne bliver yngre, og unge ledere, der taler til ældre ansatte, som om de er børn, er noget af det mest uempatiske og forfærdelige. Men det sker desværre af og til. Vi kan i øvrigt måle, at en stor aldersforskel mellem medarbejder og leder virker negativt på samspillet,” fortæller Morten Ballisager.

Seniorer udgør en tredjedel af arbejdsstyrken

Ifølge Morten Ballisager er fordelene ved at fastholde seniorerne en adgang til en meget stor ressource, da seniorer udgør en tredjedel af arbejdsstyrken. Derudover er seniorer gode til at bevare overblikket, når ting spidser til, og de er gode til det, man kalder pragmatisk læring, det vil sige at sætte nye indtryk i relation til tidligere læring. 

”Arbejder en organisation ikke bevidst med at fastholde sine seniorer, skal man lade være med at stille op i koret omkring manglende arbejdskraft, for så har man ikke gjort sit eget benarbejde. Når vi taler om seniorer generelt, ser jeg både forcer og svagheder i gruppen. Forcen er erfaringerne, svagheden er den mindre motivation til at lære nyt”, siger Morten Ballisager.

Fire råd om fastholdelse af ældre medarbejdere

Hos Konsulenthuset Ballisager har de netop afsluttet Kandidatanalysen 2022, der undersøger danske lønmodtageres holdninger, motivation og præferencer i deres arbejdsliv og karriere. I den findes også et afsnit om seniorerne, og hvad de +50-årige drømmer om i arbejdslivets sidste år?

Med udgangspunkt i den rapport giver Morten Ballisager her fire råd, hvis man ønsker at fastholde seniormedarbejderne:

#1. Mulighed for flextid
#2. Giv indflydelse
#3. Lad erfaringen komme til orde
#4. Seniorerne skal udfordres

#1. Mulighed for flextid: Det kan betyde nedsat tid, eller det kan betyde fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår arbejdet foregår.

#2. Giv indflydelse: Det handler om at bringe den erfaring og viden, seniorerne sidder med, på banen. Det er jo altid en balancegang, for erfaring bor jo også i fortiden, og det er ikke altid fortiden, der bærer svaret på, hvordan opgaverne løses bedst nu og fremadrettet. Men det er samtidig ikke det samme som, at man slet ikke skal interessere sig for erfaringerne.

#3. Lad erfaringen komme til orde: Det kan gøres uformelt ved, at lederne interesserer sig løbende for seniorernes erfaringer. Det kan også gøres mere formaliseret gennem et mentorråd. Morten Ballisager er selv tilhænger af det uformelle.

#4. Seniorerne skal udfordres: Hvis seniorerne bliver for videns-magelige, så skal du som leder reagere - fx hvis den modne medarbejder søger udenom processer, hvor man lærer nyt. Og modne medarbejdere er generelt mindre nysgerrige på ny læring.

Sådan lyder de fire råd fra Morten Ballisager. Læs mere i Kandidatanalysen her:

Læs også: De sidste år som leder

Skribentinfo

Kommentarer