5 tips: Bliv en bedre leder i krisetid

Effektiv kommunikation og gennemsigtighed er en af de vigtigste opgaver for lederen i en krisetid. Få her råd om, hvordan du kan blive en bedre leder i en krisetid.

Skribentinfo

Åbenhed i en tid med krise

Hvad kan du gøre generelt? Kommuniker følgende:

  1. Hvad ved vi lige nu?
  2. Hvad ved vi ikke lige nu?
  3. Hvad gør vi for at lære mere?

At skjule dårlige nyheder er en refleks for mange ledere i en krisetid, også i en hurtig eskalerende krise som Covid-19, men det er ikke brugbart, når åbenhed og hurtighed er altafgørende for at komme helskindet igennem krisen. Ingen leder har nogensinde haft succes med at lede på baggrund af det skjulte. Maksimal åbenhed giver maksimal feedback. Det er altafgørende, når tingene går så stærkt, som de gør lige nu.

1. Håndter utrygheden

Når der er krise, er det vigtigt, at du kan håndtere den utryghed, der naturligt følger med. Det er vigtigt, at du kan skabe et rum med højt til loftet og masser af lys, hvor det er tilladt at stille alle spørgsmål.

Det kræver mod at vælge åbenhed - og visdom til at vide, at valget er det rigtige for at nå de mål, der betyder noget for alle. Den afgørende erkendelse er, at hvis du ønsker, at andre skal tale ærligt og sige det, de undrer sig over eller bekymrer sig for, er du som leder nødsaget til at skabe et miljø af åbenhed og tryghed.

Med nøjagtige oplysninger fra ledelsen kan medarbejderne vende deres opmærksomhed mod udfordringerne og bruge deres færdigheder til at udvikle nye løsninger på de hurtigt opståede problemer.

Læs også: 4 råd: Sådan håndterer du medarbejdernes bekymringer 

2. Skab tillid

Forskning viser, at tillid er grundlaget for et samarbejdende lederskab, specielt i krisetider. Covid-19 pandemien tilbyder adskillige muligheder for at brænde igennem som den kompetente leder for hele teamet, men også for alle interessenter, der bliver påvirket af situationen.

Spørgsmålet, du bør stille dig selv, er: ”Hvordan kan vi være fuldt pålidelige for hver enkelt af vores interessenter i denne svære periode? ”

Husk, at tillid er opbygget gennem dialog og handlinger, ikke kun gennem intentioner og planlægning, specielt når tingene går hurtigt. Involver dine medarbejdere og spørg dem, hvorledes vi skaber maksimal tillid til vores interessenter i en svær tid. Pas på med at tro, at du som leder ved bedst.

Læs også: Nærværende corona-ledelse på afstand

3. Prioritér opgaverne og sæt målsætninger

Prioriteringer kan ændre sig markant i krisetider. Derfor er det vigtigt, at der kommunikeres om, hvilke opgaver der bør udføres straks og hvilke, der kan vente.

  • Gør det klart, hvad der er af kritiske opgaver så tidligt som muligt
  • Når prioriteterne ændrer sig, skal du straks kommunikere til alle interessenter
  • Vær helt klar på, hvem der gør hvad, og hvor der kan hentes hjælp, hvis der opstår usikkerhed.
  • Vær tilgængelig for spørgsmål angående ændrede opgaver. Du kan ikke være sikker på, at det er tydeligt efter første gang

Tip: Fokusér på de kritiske opgaver, som har betydning for organisationens interessenter, som dit team kan udføre og er motiverede for at udføre.

Læs også: 8 råd: Inddrag dine medarbejdere mens du kriseleder

4. Skab engagement

I usikre tider er det vigtigt, at engagementet holdes i top. Til at starte med er det normalt højt, men falder typisk, hvis teamet ikke engageres.

  • Fokusér på, at det umiddelbart negative kan have en langsigtet positiv effekt
  • Insistér på en rolig ledelsesstil
  • Læg vægt på en personlig interaktion
  • Husk at række ud til alle
  • Glem ikke at spørge ind til den følelsesmæssige side
  • Brug samskabelse så meget som muligt
  • Hold fast i teamritualer, som I har haft før

Tip: Fokusér din kommunikation på de langsigtede positive virkninger uden at negligere de negative konsekvenser.

Læs også: 5 råd: Fasthold medarbejdernes motivation på afstand

5. Ha’ empati

Empati er nøglen til at komme helskindet igennem kriser. Når det for alvor begynder at blive svært, er empatien endnu vigtigere.

  • Vær det bedste eksempel for dine medarbejdere. Det breder sig
  • Vær tilgængelig, også mere end du normalt er
  • Brug krisen til at komme tæt på mennesket bag medarbejderen
  • Lyt uden for-forståelser
  • Lyt til hele mennesket, også hvad der sker uden for arbejdet

Tip: Når der sker dramatiske hændelser, der vender op og ned på, hvad vi kender, er det vigtigt, at medarbejderne kan udtrykke deres følelser. Giv rum og vær tålmodig. Du vil ikke kunne forstå alle bekymringer, men det er din opgave at lytte med empati.

Læs også: Mod i kriseledelse

Nutiden definerer fremtiden

Husk, at du som leder kan få prøvet din ledelsesmæssige værktøjskasse af for alvor. Du får nok ikke en større mulighed for at vise, hvilket stof du som leder og menneske er gjort af. Gør du det rigtige, og lærer du af dine udfordringer, vil du i mange år fremover kunne drage nytte af dine beslutninger i en svær tid. Det er en mulighed for at vise, hvad du og dit team er i stand til.

Læs også: Lad ikke corona-krisen gå til spilde

Skribentinfo

Kommentarer