Advarsel: Derfor skal du være varsom med pyt

Pyt-knappen er blevet et populært universalværktøj, der kan bruges i de fleste sammenhænge. Sjovt nok, mest af andre, der ikke har noget i klemme selv. Men for meget pyt har konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø, og det kan i værste fald æde kreativitet, initiativ og selvtillid for den enkelte og i organisationen. Læs her, hvorfor du i stedet for pyt skal begynde at stille spørgsmål.

Skribentinfo

Har dit job eller liv placeret dig i en situation, du oplevede, var virkelig vanskelig? Et paradoks. Det tog din nattesøvn og i dine vågne timer kørte tankerne i en pærevælling uden rigtig at komme frem til en løsning. Har du i den samme situation oplevet at få rådet fra en leder, kollega eller ven: Bare sig pyt?

Hvis ja, så har du været i kløerne på en vaskeægte pyt-ekspert. Pyt-eksperter er til hver en tid klar med ekspertrådgivning om andres liv. Essensen i rådene er at tage lettere på tingene. ”Pyt, bare lad det fare.” ”Pyt, det skal du ikke tage så tungt.” ”Pyt, når én dør lukker sig...” etc.

Pyt er dårlig nyt

For det nemmeste pyt er det, vi synes, andre bare burde sige. Men vi kan med fordel økonomisere lidt med pyt-rådgivningen og i stedet stille et uddybende spørgsmål eller ti. For konsekvensen af en pyt-adfærd kan føre til et pyt-miljø og blive et træk i pyt-kultur. Det er dårligt nyt for det psykiske arbejdsmiljø. Det kan udhule den psykologiske tryghed og skabe et nedadgående resiliens-niveau.

Det kan også føre til følelsen af at blive negligeret, hvilket langsomt kan æde fx kreativitet, initiativ og selvtillid for den enkelte og i organisationen som helhed.

Byt pyt ud med spørgsmål

Dem, der er hurtigst til at foreslå pytknappen sidder i en position, hvor de ser tingene med ophøjet ro og de kan ikke se problemet. Det er klart, for det er ikke deres eget levebrød, trivsel eller helbredstilstand, der er på spil.

Følelsen af at blive underkendt ligger lige for med pyttet. ”Hvor svært kan det være?!” Tja, som regel mere svært, når man selv kan ende med håret i postkassen. Vi kan selvfølgelig ikke gå i rundkreds om hvert et lille bump, men det vigtige er at blive lidt skarpere på, hvad problemet er for den anden, før vi tyr til pyt.

Det selvdestruktive pyt

Når vi tilpas mange gange har fået at vide, at vi bare skal sige pyt, begynder vi at sige det til os selv. Så tager den logiske hjerne over og prøver af alle kræfter at undertrykke følelsen i maven, hjertets banken og den sammensnørede hals. Vi forsøger desperat at fremstamme vores pyt og stå ved det.

Lykkes det ikke, ligger det lige for at begynde at slå sig selv i hovedet, fordi vi ikke bare kan sige pyt, lade det fare eller tage os sammen. For som det ressourcefulde menneske, vi helst vil være, er det jo fedest at bevare et selvbillede af en afbalanceret karakter, kendetegnet af halv handlekraft og halv storisk ro.

Til det billede hører ikke accepten af at fejle med at komme videre, gribe dagen og bare sige pyt.

Det selvdestruktive pyt opstår som nævnt i slipstrømmen af en overdosis af andres velmente pytter. Vi begynder at undertrykke vores følelser og overhøre vores intuition, der siger, at noget er galt. Det giver et enormt spillerum for stress og mistrivsel at blive negligeret af andres pyt, og endnu mere, når vi negligerer os selv.

I forlængelse heraf kan vi med gru opdage, vi selv er blevet pyt-ekspert. Overfor andre. Når du ikke rigtig kan se medarbejderens, kollegaens eller samarbejdspartneres problem. Pludselig tager vi os selv i at sige de bevingede ord: ”Sig pyt! Hvor svært kan det være?”

Læs også: 7 råd der forebygger stress hos dine medarbejdere

Tre typer destruktive pyt

Pytterne kan inddeles i tre kategorier.

Det pyt, vi:

  • modtager fra andre
  • siger til os selv
  • selv siger til andre

Problemet opstår, når vi forstår hinandens problemer for hurtigt og konkluderer, det ikke er et rigtigt problem. Vi trækker på skuldrene og siger: ”Nåh, ikke andet, bare sig pyt”. Sjovt nok sjældent til chefen over os, selvom det bliver tænkt. Helt sikkert også praktiseret i handling, ved fx at forholde sig passivt til den indsats, chefen efterspørger. Man møder de organisatoriske intentioner med ”det destruktive pyt”, der spiser strategier til morgenmad.

Når vi siger pyt videre til andre, bliver vi en del af et usundt øko-system – et pyt-klima - der hæmmer menneskers vækst. Meld dig ud af systemet og vær nysgerrig på problemet. Både overfor andre og overfor dig selv. Ubetydelige problemer skal ikke dyrkes, men vi kan med fordel økonomisere med pyt og huske det smukke i at lade definitionsretten til problemets størrelse være op til problemets ejermand. Vi er bare mennesker, og når arbejdslivet eller livet bider fra sig, er kuren sjældent: PYT.

Læs også: En god leder stiller gode spørgsmål

Skribentinfo

Vurdering

4,0 /5

24 vurderinger

Kommentarer