Efter corona: Det efterspørger medarbejderne

Dine medarbejdere kommer til at efterspørge andre rammer for deres arbejdsliv på den anden side af corona. Samtidig har de fået en stor portion digital selvtillid, som betyder, at ting, der før var umulige, nu pludselig kan lade sig gøre. Er du klar til det?

Skribentinfo

Hvordan agerer du som leder post corona? En ny undersøgelse kortlægger danskernes holdning til arbejdslivet på den anden side af corona og kommer med bud på, hvad det har af betydning for dig som leder.

I e-bogen ”Fremtidens digitale arbejdsplads” præsenterer Astrid Haug, digital rådgiver i Astrid Haug Bureau og Julie Kristine Strange, der er partner og CEO i Master Danmark, resultaterne af undersøgelsen om danskernes holdning til arbejdslivet og medarbejdernes syn på arbejdslivet post-corona og ikke mindst, hvad de forventer af deres arbejde fremover.

Bogen tager afsæt i vidensmedarbejdere, men flere af punkterne er også brugbare i jobs, der i højere grad kræver fysisk tilstedeværelse på bestemte tidspunkter. 

Spørgsmålet er, om du er klar til den nye virkelighed?

Denne indsigt kan du bruge til at være på forkant og proaktivt tage stilling til, hvordan jeres arbejdsplads kan finde nye løsninger på medarbejdernes behov og forventninger.

Lyt til medarbejderne og se på, hvordan I kan gentænke arbejdsformer, indretning af arbejdspladsen og hvilken adfærd, I belønner. Det er fx ikke længere cool at møde op med en lille influenza og et kilo Kleenex. Eller at rejse jorden rundt for at holde møder med folk, man lige så godt kan se online.

Det er heller ikke ok at insistere på, at dine medarbejdere skal møde op på kontoret hver dag, bare fordi du som leder er bange for, at de ikke laver noget derhjemme. For hvad siger det egentlig om chefen, om medarbejderne og den kultur, der præger arbejdspladsen?

Én ting er sikkert: Ting, der ikke var mulige før, er nu mulige. Det skal I få det bedste ud af.

Læs også: Gør coronatid til læringstid

Fem temaer ledelsen bør forholde sig til

Hvilke løsninger, kompromisser og nye veje, har I brug for at skabe? Hvilken betydning har det for arbejdspladsen, at langt de fleste medarbejdere har erfaring med at mødes via Teams eller Skype og ikke længere ønsker at komme på kontoret hver dag?

Diskussionen, som du og I som ledelse bør tage, har fem lige nødvendige temaer:

1. Fleksibilitet

Mange medarbejdere ønsker at bevare deres frihed, når de kommer tilbage på kontoret. Det kræver medarbejdere, der kan tage ansvar, arbejde selvstændigt og kontinuerligt levere høj produktivitet. Ikke alle medarbejdere kan levere dette, men lad det ikke stoppe andre fra at gøre det. Du må gerne give nogle medarbejdere mulighed for at arbejde hjemmefra mens andre ikke får samme tilbud. Udgangspunktet må være tillid samt klare forventninger og mål. Som ledelse bør I overveje, hvordan I kan imødekomme dette. I behøver ikke lande den permanente løsning med det samme, men kan opstille flere mulige scenarier, som I tester af over en periode.

Læs også: 5 råd: Sådan leder du dine medarbejdere gennem genåbningen

2. Hjemmearbejdspladsen

Mere lavpraktisk er, hvilket udstyr organisationen stiller til rådighed for medarbejderens hjemmearbejdsplads. Er der brug for webcams og mikrofoner? Hvad med dem, der ikke har plads hjemme, men ønsker fleksibiliteten? Har de behov for et tredje sted, som ikke er hjemme eller på kontoret? Opfindsomheden for at skabe attraktive medarbejdertilbud vil være stor i de kommende år.

Læs også: 4 anbefalinger når du skal lede medarbejdere der arbejder hjemme

3. Teknologi

Dernæst er der den teknologi, som arbejdspladsen stiller til rådighed til intern chat, webinars, online-møder – eller hvad jeres organisation nu kræver. I finder næppe ét system, som kan klare alle jeres behov. Skab snarere en pallette af systemer, som opfylder et bredt behov, og som medarbejderne kan boltre sig på, snarere end at begrænse dem. Igen er tillid et nøgleord. Gentænk hvordan du kan tilgodese IT-sikkerheden, især når folk arbejder hjemmefra. Skab jeres egne uformelle fora via Teams, Slack eller lignende. Eller brug de sociale medier til det, de er tænkt til, nemlig at være sociale med hinanden og omverdenen.

Læs også: Den virtuelle leders kommunikation

4. Indretning af kontoret

Der vil stadig være folk på arbejdspladsen. Men hvis folk kommer der mindre, behøver alle så faste pladser? Er der måske i stedet brug for flere stillezoner og telefonbokse? Genbesøg planen for indretning og kontorpladser, hvis ikke alle medarbejdere kommer ind hver dag. Skal I bruge mindre plads, eller kan I skabe innovative miljøer, hobbyrum, krea-væg eller træningsrum, som medarbejderne kan have glæde af? Gør det lidt sjovere at komme ind på kontoret. Måske indretningen skal være mindre statisk, så der sker fornyelse oftere? Undervurdér ikke værdien af god kaffe og sociale events.

Læs også: Skab muligheder ud af forandringerne

5. Arbejdskultur - fysisk og digitalt

Det femte niveau er selve arbejdskulturen. Man kan ikke se den, og man kan ikke bare fikse den ved at købe nyt udstyr. Få medarbejderne til hver især at beskrive tre ting, som de er glade for ved at arbejde hos jer, eller tre ting, som de ikke vil undvære. Ud fra det kan du sammensætte fem kendetegn ved jeres kultur.

Få skabt klare rammer for, hvilke forventninger I har til hinanden, når I ikke kan se hinanden. Og sørg for også at afstemme forventningerne. Er det fx ok, hvis man først logger på kl. 10, men til gengæld arbejder sent? Og skal alle e-mails besvares samme dag? Er det useriøst at booke egen-tid i kalenderen, hvis man skal koncentrere sig om en vigtig opgave? Og er det ok at forlade et Zoom-møde, hvis emnet ikke er relevant for en? Eller tage en yoga-time midt på dagen?

Tag afsæt i, at den enkelte skal have rammerne for bedst at udføre sit arbejde mest effektivt. Nogle har behov for mange vandhuls-møder og statusrapporter, andre har ikke. De kan til gengæld have brug for meget alenetid eller variation. Hvilke typer medarbejdere har du?

Det siger medarbejderne

200 medarbejdere har deltaget i deres undersøgelse, og de er meget enige, når de sætter ord på, hvordan covid-19 har ændret deres arbejdsliv.

Næsten alle har oplevet markante forandringer. 97 pct. siger, de har oplevet en ændring eller radikal ændring i deres arbejdsliv som følge af covid-19.

En af konklusionerne er, at ingen savner transporttid. Og næsten alle oplever, at det er gået overraskende godt med de ændrede arbejdsforhold. Der er bred enighed, når 8 ud af 10 finder det positivt at kunne arbejde koncentreret hjemmefra uden forstyrrelser eller spildtid på transport.

“Man bliver ikke forstyrret på samme måde i løbet af dagen. Møderne er som regel kortere og mere skarpe, så ikke så meget spildtid”.

9 ud af 10 mener, at fordelen ved digitale møder er muligheden for effektivitet, hvor alt det overflødige er skåret væk. Medarbejderne vil fremover gerne arbejde mere digitalt og hjemmefra, men kan ikke undvære den fysiske kontakt med andre mennesker.

“Man undgår færre misforståelser, når man taler sammen fremfor at maile. Og så er det hyggeligere.”

Så der er stadig behov for den fysiske arbejdsplads. Men måske ikke hver dag. Og måske i nogle andre former.

Artiklen er baseret på bogen: ”Fremtidens digitale arbejdsplads” som du kan læse her 

Skribentinfo

Vurdering

4,9 /5

13 vurderinger

Kommentarer