Få fornyet energi i dit lederskab

Det er nemt at sige, at man skal huske sin egen udvikling som leder, men ledelsesudvikling kan hurtigt ryge i baggrunden, når kalenderen er fyldt. Få tre råd om, hvordan du kommer tilbage på udviklingssporet med fornyet energi og et engagement, der smitter.

Skribentinfo

Når du møder ind mandag morgen og ser, hvordan din kalender fyldes med det ene møde efter det andet, så kan ambitionerne om ledelsesudvikling hurtigt ende med at blive parkeret.

Men det påvirker dit engagement og din motivation, og dine innovative tanker dør langsomt ud, hvis du føler, at du er kørt fast. På samme måde vil det påvirke dine medarbejdere, og derfor kan det opleves sværere at fastholde dem.

Her er tre råd og en praktisk øvelse til at finde fornyet energi i dit lederskab:

1. Find lyspunkter i kalenderen

Kig i din kalender, og find noget, som du virkelig ser frem til.

Hvis du har svært ved at finde noget, du ser frem til i din kalender, er der en stor risiko for, at du er kørt træt i det. Det er ikke fordi, du skal kunne se frem til alle møder i din kalender – det gør de færreste - men du skal gerne have lyspunkter, hvor du faktisk glæder dig. Der skal være noget, som tænder en gnist og får dig til at være ekstra engageret. Det, som gør, at dit arbejde er spændende, og at du møder op hver dag.

Læs også: Sig nej til møderne – og få en masse tid forærende 

Det er let at falde i fælden og tænke, at du ikke selv har kontrol over, hvad der kommer i din kalender – men noget kan du kontrollere. 

Når du ved, hvilke opgaver du brænder for, så sørg for, at de kommer til at fylde så meget som muligt i din kalender. Det handler om at have noget at se frem til og en kalender, der giver dig energi. For at nå dertil handler det i høj grad om, at du også får sagt fra, når kalenderen bliver for fyldt med det, som dræner din energi. Vær skarp på, hvad der motiverer dig.


2. Skab tid til udvikling

Når hverdagens trummerum og travlhed får overtaget, er det svært at se ret meget andet end netop det – den ensformige hverdag, hvor du vælger de løsninger og metoder, du kender bedst.

Men det skaber ikke udvikling og nye resultater. Derfor skal du indimellem være villig til at investere noget mere tid i en given opgave for at afprøve nye måder at løse den på og give mere plads til de fejl, der kan opstå, når du afprøver nye metoder.

Når du planlægger og prioriterer tid til udvikling, vil du opleve, at det med tiden bliver svært at undvære den motivation og tilfredsstillelse, der følger med at udvikle sig selv. Det er her, at det bliver inspirerende og motiverende for de fleste at gå på arbejde.


3. Hold dig opdateret

Hvis du er kørt fast i din ledelse, kan du føle dig modløs og opgivende. Men det påvirker også dem omkring dig. Overvej, hvilke aspekter af din lederrolle der har udviklet sig de seneste år. Har du svært ved at finde nogen udvikling, så er det tid til at gøre noget ved det.

Vær på forkant med ny viden om, hvad fremtiden kalder på af lederkompetencer, og hvordan du effektivt kan udvikle din lederstil og ledelsesområde. Deltag i de relevante konferencer, kurser og projekter, som kan bidrage med ny viden og udvikling. Hvis du er i tvivl om, hvor du skal finde det, så brug dit netværk og dine relationer.

Ledernetværk kan være en god mulighed for sparring og for at åbne døre til nye måder at udvikle din ledelse på. Er du allerede en del af et eller flere ledernetværk, kan det være en mulighed at søge andre netværk for ny sparring. 

Brug tid på at reflektere over din lederstil og dine ledelseskompetencer, og bliv bevidst om dine styrker og udfordringer som leder.

Læs også: Har du for travlt til udvikling? 

Husk at gøre plads til din udvikling i din kalender. Jo mere du kan få planlagt din udvikling, jo større sandsynlighed er der for, at du får det gjort.

Nedenfor er en øvelse med fem trin, du kan bruge til igangsætte en refleksion over din ledelse. 

 

Øvelse: Kig indad

Her er fem punkter med spørgsmål, du kan bruge til at reflektere over din ledelse. Skriv noget ned til hvert punkt, så du løbende kan minde dig selv om dine svar.

  1. Reflektér over spørgsmålet: Hvad tror du, medarbejderne kender dig på, og som gør dig forskellig fra andre ledere?
  2. Reflektér over, hvilken udvikling du har brug for i forhold til organisationens mål.
  3. Prøv en uge at registrere og reflektere over de situationer eller handlinger, der især afspejler det, du står for.
  4. Reflektér efterfølgende over, hvilke konkrete handlinger du kan sætte i værk, der i endnu højere grad afspejler det, du vil kendes for som leder? Hvordan vil medarbejdere, chef og lederkolleger mærke ændringerne i dine handlinger?
  5. Afdæk og udfordr dine værdier. Tag udgangspunkt i dine svar på spørgsmål 1: Er værdierne stadig dækkende? Er der kommet nye aspekter til? Er der flere nuancer i din måde at forstå dig selv på? Hvad er du blevet mere opmærksom på?
Kilde: Tag kontrollen over din egen udvikling 

 

Artiklen er frit oversat og redigeret fra 3 signs youre in a leadership rut på Inc.com.

Skribentinfo

Vurdering

4,9 /5

10 vurderinger

Kommentarer