Lidt for smart i en fart

Der skal være plads til de små kvikke bemærkninger på arbejdspladsen, men handler bemærkninger om kollegaen, så er grænsen hårfin. Det viser en ny undersøgelse fra HK. Sjove bemærkninger kan let opfattes som sårende af den, det går ud over.

Skribentinfo

Et godt grin er med til at få arbejdet til at glide og skaber en god stemning, men det er ikke alle, der er med på spøgen, hvis de sjove bemærkninger bliver personlige. Det viser en ny undersøgelse foretaget af HK. Kun hver fjerde af de i alt 7.000 adspurgte medlemmer svarede således, at de opfatter de små personlige kommentarer om alt fra deres udseende, madvaner eller jyske ophav som positive.

”Det er en flydende overgang, hvornår en bemærkning går fra at blive opfattet humoristisk til, at den bliver opfattet som negativ. For en person i en udsat situation eller for en sårbar person, kan kække bemærkninger have samme effekt som mobning og gøre, at medarbejderen ikke har lyst til at være på sin arbejdsplads”, fortæller seniorforsker ved Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Karen Albertsen til 24 timer.

Hun pointerer desuden, at det kan være svært at gennemskue, hvornår noget blot er en harmløs bemærkning, og hvornår noget er kamuflerede spydigheder.

Det kommenterer vi på:

  • Udseende  (11%)
  • Madvaner (8%)
  • Oprindelse (7%)
  • Politisk overbevisning (5%)
  • Tro (2%)
  • Seksuel orientering (1%)

 

Plads til humor og til at sige fra

Der skal imidlertid være plads til en humoristisk tone på arbejdspladsen, og man kan ikke forlange, at folk altid ved, hvornår de er kommet til at sige noget sårende.
”Den ene dag kan jeg opfatte, det som sjovt, at der bliver kommenteret på mit køn, min religion eller mit røde hår, men en anden dag kan det ramme hårdere,”siger Tina Ravn Holmegaard, arbejds- og organisationspsykolog hos Crecea til 24 timer.

Derfor er det også nødvendigt, at den person, der har en ubehagelig oplevelse kan sige fra, pointerer hun.

”Det er vigtigt, at arbejdspladsen har regler for, at det er ok at gå tilbage til en fuser og sige, at den bemærkning røg forkert ind", siger hun, og erkender samtidig, at det ikke altid er så let.
”Man kan meget let blive opfattet som nærtagende, hvis man siger fra”, erkender hun. 

3 gode råd

  1. Tag jævnligt temperaturen på det psykiske arbejdsmiljø ved løbende at have en dialog med fokus på både styrker og svagheder.
  2. Vær bevidst om omgangstonen: Hvordan er den? Og hvordan får man sagt fra, hvis en kollega eller en leder rammer ved siden af 'kammertonen'? Det er lettere at sige fra, hvis der er klare aftaler.
  3. Sæt fokus på feedback. Hvordan er tonen, når man giver og modtager.

Kilde: Arbejds- og organisationspyskolog Tine Ravn Holmegaard.

 

Læs mere:

Dét irriterer dine medarbejdere

Når kollegaen spænder ben for dig

Skribentinfo

Kommentarer