Sådan løser pensionister mangel på arbejdskraft

Kære pensionister: Vi har brug for jer! Sådan lød opråbet fra Lisbeth Kjær Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, da hun sidste efterår i desperation over manglen på kvalificeret arbejdskraft opfordrede pensioneret sundhedspersonale til at returnere til arbejdspladsen. Opfordringen blev hørt og fulgt. Erfaringerne kan let overføres til andre områder, og ledelsesudfordringerne er til at overse, siger Lisbeth Kjær Lagoni.

Skribentinfo

”Det, vi har sat i værk her i Aalborg, hvor vi inviterer pensionister og efterlønnere tilbage på jobbet, er en relativt kortsigtet, men til gengæld særdeles succesfuld delløsning på et akut personaleproblem. Pilotprojektet kører parallelt med et mere langsigtet tiltag, der går ud på at give vores ældre medarbejdere lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Lisbeth Kjær Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital og øverste chef for godt 3.000 sygeplejersker.

Og der er akut brug for de ældre. Medierne løber over af historier om negative konsekvenser for borgerne af den udtalte mangel på alt fra sygeplejersker, læger og jordemødre til pædagoger, lærere og fængselsbetjente. I sundhedsvæsenet kan konsekvenserne være særligt alvorlige, fordi medarbejdermangel bl.a. kan føre til aflyste operationer og forsinkelser i behandlingen.

Vil gerne tilbage på deltid

Aalborg Universitetshospital fik i 2022 en regionsrådsbevilling til nytænkning i forhold til rekruttering af sygeplejersker og fastholdelse af ældre medarbejdere. Lisbeth Kjær Lagoni, der selv har arbejdet som sygeplejerske i 32 år, havde hørt på vandrørene, at der var ikke så få pensionerede kolleger, som gerne ville tilbage på deltid, men ikke vidste, hvordan de skulle gribe sagen an.

”Dem ville jeg gerne have fat i. Men det er jo travle folk, der farer rundt til yoga og sprogundervisning og passer børnebørn, så jeg vidste godt, at hvis jeg skulle have held med det, måtte det blive på deres betingelser. Første skridt var at invitere den tidligere fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, som var gået på pension, med i en arbejdsgruppe. Hun har et supergodt netværk af pensionerede kolleger via pensionistforeningen i Dansk Sygeplejeråd og ved derfor, hvad de vil anse for at være attraktivt. Vi fik også nogle chefsygeplejersker, tillidsfolk og yderligere to pensionerede sygeplejersker med,” fortæller Lisbeth Kjær Lagoni.

Resultatet blev et koncept, hvor ældre, garvede sygeplejersker, som brænder for faget og kan den gedigne, gode sygepleje, får en funktion som ressourceperson og rollemodel for yngre medarbejdere, der er startet for nylig. I det endelig tilbud, hospitalet gik ud med til de tidligere medarbejdere, bliver man fast tilknyttet en bestemt afdeling efter eget valg. Man kan arbejde op til 15 timer om ugen og bestemmer selv, hvornår arbejdstimerne lægges.

”Vi regnede ud, hvor mange vi havde råd til at ansætte under bevillingen fra Regionsrådet, der ligger uden for den normale normering, og gik derefter i gang med at annoncere på sociale medier, i det regionale dagblad og via information ud i forskellige pensionistnetværk. I en periode havde vi sågar streamere på busserne her i Aalborg. Det hele ledte frem mod et kickoff-arrangement i kongrescentret, hvor vores chefsygeplejersker gjorde reklame for deres respektive afdelinger,” siger hun og tilføjer, at hospitalet mangler folk overalt, og at man derfor undervejs udvidede målgruppen til også at omfatte bl.a. læger, jordemødre, bioanalytikere og social- og sundhedsassistenter.

Der dukkede over 100 interesserede op i kongrescentret. De fleste var pensionister, men ikke alle, da man på grund af lovgivningen ikke må differentiere på alder. Resultatet blev, at 71 søgte ind. Så mange havde pilotprojektet ikke ressourcer til, men alle kom til samtale, og dem, der ikke i første omgang fik ansættelse, modtog et tilbud om at komme på en vikarliste eller blive tilkaldevagt. Det takkede et stort antal ja til.

19 genansættelser

I alt blev der ansat 19 personer, som i det forløbne år har arbejdet ca. 10 timer om ugen i gennemsnit: 14 sygeplejersker, en social- og sundhedsassistent, en jordemor og tre læger. Den ene af lægerne var en yngre psykiatrisk børnelæge, som havde været sygemeldt længe og så tilbuddet som en mulighed for at vende gradvist tilbage. En anden var en pensioneret patologiprofessor, som nu er tilknyttet hospitalets patologiafdeling, hvor han superviserer de unge læger. Alle 19 er blevet taget utrolig godt imod ude på afdelingerne, fastslår Lisbeth Kjær Lagoni.

”De er simpelthen så glade for dem derude. Det betyder meget for en ung sygeplejerske – og særligt på afdelinger med mange nyansatte og unge – at have en erfaren kollega at sparre med. Det giver ro og skaber tryghed i opgaveløsningen. Samtidig tror jeg også, konceptet kan bidrage til, at de unge ikke mister modet, når de ser, at der kommer en ældre kollega ind og er fuld af energi og arbejdsglæde – ikke fordi de skal, men fordi de har lyst. Det er både inspirerende og giver en masse god energi til afdelingen.”

Lisbeth Kjær Lagoni har heller ikke hørt, at det skulle give udfordringer, hvis en 40-årig afdelingssygeplejerske fx får en 72-årig tidligere leder ansat på sin afdeling.

”De pensionerede sygeplejersker er meget bevidste om og ydmyge overfor rollen som ressourceperson. Det, jeg hører ude fra afdelingerne, er, at alle de ældre har oplevet at blive taget godt imod – og at afdelingslederne også er utroligt glade. Det kan faktisk ikke være meget bedre,” fortæller Lisbeth Kjær Lagoni.

Bliv lidt længere

Genansættelsen på den gamle arbejdsplads starter med en oplærings- og testperiode, som varierer alt efter, hvor længe, man har været væk fra faget eller det speciale, man skal arbejde med. Det går dog typisk rigtigt stærkt for de fleste med at komme tilbage i workmode, da de grundlæggende kompetencer ikke forsvinder, blot fordi man har været på pension eller efterløn nogle år, pointerer Lisbeth Kjær Lagoni, der tilføjer, at selvom den primære rolle er at være ressourceperson, så udfører de også indimellem almindeligt sygeplejearbejde. De kan simpelthen ikke lade være, som hun siger.

”Jeg håber og tror, at mange andre – ligesom vi har gjort her – får øjnene op for, at man ledelsesmæssigt bør være langt mere fleksibel i sin måde at ansætte personale på. Hvis en dygtig medarbejder er på vej på pension, så gå ind og lav nogle aftaler med vedkommende, så hun stadig har en tilknytning. Det er så utrolig vigtigt af mange grunde, at vi holder fast i de gode erfaringer og kompetencer så længe som muligt,” siger hun og fortsætter:

”Det kan også være, at man siger som leder: Når du har haft fri et stykke tid og gået Caminoen, kan du jo komme tilbage og være her en dag om ugen og hjælpe til. Det tror jeg faktisk, relativt mange gerne vil. Måske på grund af den sociale tilknytning, økonomiske forhold eller simpelthen, fordi man stadig har en masse at give. Så hvorfor ikke gøre det?”

Opgør med stive ansættelsesforhold

Lisbeth Kjær Lagoni kan ikke se, hvad der skulle være til hinder for, at man iværksætter lignende pilotprojekter eller permanente ordninger på andre hospitaler landet over, og for den sags skyld også på skoler, børneinstitutioner og bosteder, ja, overalt i det offentlige, hvor der er rekrutteringsproblemer, siger hun.

”Jeg kan kun opfordre alle til at trække på vores erfaringer her i det nordjyske – og jeg deler dem hellere end gerne. Og her taler jeg både i forhold til at rekruttere pensionister og efterlønnere og fastholde ældre kolleger på arbejdspladsen.

Vi er ikke gode nok til at anerkende ældre kollegers kompetencer. Alting går så forbistret stærkt i dag, og hvis du ikke kan tage en fuld vagt, er du allerede ude på et sidespor. Det skader ikke alene de ældres muligheder for at blive lidt længere på egne præmisser, men er også afskrækkende for de unge, som prioriterer work-life-balance højt. Faktum er imidlertid, at hvis vi skal holde fast i velfærdsstaten, som vi kender den, er vi nødt til at gøre op med de stive kasser og indføre ansættelsesforhold, som passer til den tid, vi lever i,” pointerer Lisbeth Kjær Lagoni.

 

 

Skribentinfo

Kommentarer