Stop med at udskyde – sådan får du tingene gjort

Du sidder og kigger ud i luften og tænker over, hvordan du skal få tid til at se din familie. Der er mange opgaver, der skal nås, mål, der skal opfyldes, og ønsker, der står på stand by. Bliv bedre til at gøre dine ønsker til virkelighed, og inspirer dine medarbejdere til at forfølge deres ønsker og mål. Lær, hvordan du bliver motiveret til at realisere dine ønsker, og vis, hvordan tingene bliver gjort.

Skribentinfo

Det kan være svært at omsætte ønsker til virkelighed. For at blive motiveret til at komme i mål, får du her fire trin, som professor og forsker ved New York University, Gabriele Oettingen, har sammensat og kalder; WOOP-modellen:

1. Wish (Ønske)
2. Outcome (Udfald)
3. Obstacle (Forhindringer)
4. Plan (Plan)

Læs om de fire trin i WOOP nedenfor.  

1. Ønske

Alt starter med et ønske. Men med ønsker alene kommer du ingen vegne. Du skal først og fremmest have en positiv indstilling, hvis du har ambitioner om at virkeliggøre dine ønsker og mål. For hvis du er negativt indstillet fra starten, giver du nemmere op, eller kommer overhovedet ikke i gang.

Ønsker du fx at få mere tid sammen med din familie, nytter det ikke at have opgivet målet på forhånd. Vær positiv, og tro på, at du kan ændre din hverdag. Så bliver det muligt. Men en positiv indstilling kan ikke stå alene - du skal konkretisere dine ønsker, så de ikke bliver til fantasier.

20-sekunders-reglen:

Når du skal kæmpe dig op fra sofaen og ned i fitnesscenteret, skal du bruge din ”aktiveringsenergi”. Den sværeste del er at komme op og af sted. Skær 20 sekunder af din ”aktiveringsenergitid”. Hvis du gør din positive vane 20 sekunder kortere, forøges chancen for, at du får den lavet fx ved at have pakket tasken dagen før. Du kan også bruge 20-sekunders-reglen omvendt. Hvis du fx lægger din telefon uden for rækkevide og skal rejse dig for at bruge den, vil du tjekke den mindre.

Læs mere her 


2. Udfald

Når du kender dit ønske, skal du forestille dig, hvad du gerne vil have ud af at opnå det. Hvis dit ønske fx er at se din familie mere, er det vigtigt at forestille sig det bedst mulige udfald. Er det for at blive en bedre forælder? Være en bedre ægtefælle? Eller noget helt tredje? 

Dernæst skal du overveje, hvordan udfaldet skal ske. Du kan fx beslutte dig for ikke at arbejde i weekenden eller lukke for mailen, når du hjemme. Skriv ned, hvorfor det er en god ide at se din familie mere, så bliver det nemmere at motivere dig selv til ikke at arbejde i weekenden eller tjekke mailen.   

3. Forhindringer

Der er en større chance for at realisere dit ønske, hvis du tænker over faldgruberne. Nogle bliver mere motiverede af at se forhindringerne for sig, mens andre bliver demotiverede.

Det fascinerende ved det er, at dem, der bliver demotiverede, opdager, at deres mål er for urealistiske, mens dem, der bliver mere motiverede, finder ud af, at deres mål er værd at forfølge. Målene er realistiske og forandringerne overkommelige, og man bliver opløftet ved tanken om, at det kan lykkes.

Hvis dit ønske er at være mere sammen med din familie, må du derfor, inden du lover guld og grønne skove, se på dine forhindringer. Er det realistisk ikke at arbejde i weekenden? Vil du blive forstyrret af mails og opkald? Vil du blive mere stresset i hverdagen, hvis du skulle nå det samme på kortere tid? Er der nogen medarbejdere/kollegaer, du kan uddelegere til? Dette er blot nogle af de forhindringer, du kan støde på. Men ved at kende dem, kan du også bedre løse dem og nå det overordnede mål. 

Eksempel: Se dine forhindringer for dig

USA’s special forces bruger mange timer på at gennemgå alle tænkelige fejl og ulykker, der kan ske på en planlagt mission. Alle forhindringer bliver undersøgt ned til mindste detalje, og de bliver tilknyttet løsninger. Hvis helikopteren nødlander, gør vi X. Hvis vi er i undertal, gør vi Y.


4. Plan

Når du har set dine forhindringer for dig, er du klar til at lægge en plan. For at din plan skal kunne klare forhindringerne, skal du have ”Hvis-så”-svar forberedt. Fx: Hvis jeg arbejder på at se min familie mere og bliver tilbudt et nyt, spændende arbejdsområde, takker jeg nej og går en tur for at slå det ud af hovedet.  

Gå i gang med det samme

Stil dig selv følgende spørgsmål, og kom i gang med det samme:

Ønske: Hvad drømmer du om at opnå i fremtiden?
Udfald: Vær konkret. Hvordan ser resultatet ud?
Forhindringer: Hvad står der i vejen?
Plan: Når forhindringer dukker op, hvad vil du så gøre?

Artiklen er frit oversat og redigeret fra Gabrielle Oettingens forskning fra hjemmesiden: http://www.woopmylife.org/ og artiklen Stop Being So Positive.

Læs mere:

Fem forudsætninger for handlekraft

Passiv ledelse er også god ledelse

E-læringsværktøj om effektivitet

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer