Det er næsten for oplagt at skrive, når historien nu handler om en cheflæge og en chefsygeplejerske på en hjerteafdeling. Men det er lige så rigtigt, som det er sjovt at skrive: Når det gælder ledelse, så slår deres hjerter i takt.

“Vi har et godt samarbejde, fordi vi har respekt for hinanden, er ydmyge og transparente. Der er ingen skjulte dagsordener. Vi er begge mennesker med hjertet på det rette sted, og vi vil hinanden det bedste”, siger Kirstine Lærum Sibilitz, der er cheflæge på Afdelingen for Hjertesygdomme, Amager og Hvidovre Hospital.

Lederkollega og chefsygeplejerske Jette Beck Mieritz er enig.

“Vi er ikke ‘veninder’, og vi ses ikke privat. Vi har faktisk aldrig været ude at spise sammen, bare os to. Vi er blevet kendt for vores stærke tværfaglige ledelse. Vi har ingen hemmeligheder for hinanden, og vi sidder ofte sammen og svarer på mails – for eksempel sender vi altid fælles svar. Det giver et godt og sammenspillet indtryk, siger Jette Beck Mieritz.

Cheflæge Kirstine Lærum Sibilitz (til venstre) og chefsygeplejerske Jette Beck Mieritz har de seneste godt to og et halvt år stået sammen som duoledere på Afdelingen for Hjertesygdomme på Amager og Hvidovre Hospital.

Patienten skal kunne mærke god ledelse

De to leder en hjerteafdeling, der består af cirka 300 medarbejdere. Fem er i staben, og der er omkring 15 mellemledere. Derudover er der sekretærer og repræsentanter fra alle sygehusfaglige grupper. Dertil kommer, at hjerteafdelingen har lokaler på både Hvidovre og Amager Hospitaler. Det er en stor gruppe at lede på en arbejdsplads, hvor der samtidig hele tiden kommer nye patienter.

“Vi har strømlinet vores kommunikation, så vores ledelsesideologi, som vi giver videre til mellemlederne, skal forplante sig helt ned til de kliniske afdelinger og sengeafsnittene. Kommunikationen flyder både fra os og ned, ligesom den også går i den modsatte retning. I sidste ende skal patienten kunne mærke sammenholdet”, siger Jette Beck Mieritz.

“Vi er optaget af, hvordan man skaber en god kultur, og hvordan man får forskellige faggrupper til at samarbejde. Vi er nysgerrige på mennesker og på de processer, der former dem. Hvis vi ikke har været tydelige omkring vores mandat, så vender det straks tilbage til os. Derfor er det vigtigt, at vi er klare i vores kommunikation. Under de forandringer, vi har stået bag, har vi haft tendens til at gå meget ned i detaljer. Det kan være en udfordring, når vi samtidig skal kunne tænke, handle og bevare et strategisk overblik”, siger Kirstine Lærum Sibilitz.

Sætter et spejl op for hinanden

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år arbejdet målrettet på at nedbryde faggrænser og arbejde mere tværfagligt og patientorienteret. Det arbejde foregår også i Region Hovedstaden, som hjerteafdelingen ligger under.

“I den proces er det vigtigt, at vi fagligt stoler på hinanden og formår at udvikle os sammen. Vi sætter et spejl op for hinanden, reflekterer og udvikler os i fællesskab. Vi har udviklet os sammen gennem de opgaver, vi har løst, og der er en stor loyalitet imellem os. Hvis vi skal vende noget vigtigt med vores øverste chefer, så gør vi det altid sammen. Vi gør jo også alt dette, fordi det er sjovt, og fordi det fører til de bedste patientforløb. Når konfliktniveauet er højt, smitter det af på omgivelserne, og derfor er det vigtigt, at vi som rollemodeller viser vej. Patienterne skal kunne mærke, at vi arbejder som et team”, siger Kirstine Lærum Sibilitz.

“Vi har fået en stærk mellemledergruppe, og vi arbejder meget med tillid. Vi har gjort en indsats for, at vores mellemledere kan styre selv – vi har lagt kursen og skabt ‘commitment’. Det har vi gjort for at give dem mulighed for selvstændigt lederskab. Det, synes jeg, er spændende: at skabe en ledergruppe, der kan lede sig selv. Det følgeskab, synes jeg, er meget interessant, siger Jette Beck Mieritz.

Den gode duoledelse

Jette Beck Mieritz blev uddannet sygeplejerske i 1992, mens Kirstine Lærum Sibilitz blev læge i 2007. Begge har – udover sundhedsfaglige overbygninger på deres grunduddannelser – også uddannelser inden for ledelse. Stort set siden 2009 har Jette Beck Mieritz brugt sin tid på fusioner og fissioner af hjerteafdelinger i Region Hovedstaden.

Siden 1. januar 2023 har de arbejdet tæt sammen som duoledere. Først i en periode, hvor hjerteafdelingen var lagt sammen med den medicinske afdeling i Glostrup. Senere blev det ændret, da politikerne fra midten af 2023 besluttede at flytte Glostrups medicinske afdeling til Hvidovre. Den 1. december 2023 blev der oprettet en ny, selvstændig hjerteafdeling på Amager og Hvidovre Hospital.

“Vi er to, vi er duo. Vi har været igennem svære ledelsesprocesser, hvor vi skulle lægge afdelinger sammen. Det har ofte føltes, som om vi stod meget alene. Fysiske flytninger, omorganisering, nye politiske krav osv. Men sammen har vi været stærke. Jeg har altid følt ligeværdighed. Kirstine er god til at være på samme niveau. Vi har hele tiden været klar over, at vi er jævnbyrdige, men Kirstine har det sidste ord, hvis der opstår en konflikt, eller hvis vi er uenige”, siger Jette Beck Mieritz.

“Jeg vidste, hvem Jette var, allerede da jeg var yngre læge. Hun er ikke konfliktsky, og hun formår at sætte ord på det, der er svært. Hun siger mig imod, når det er nødvendigt. Det skaber en ærlig og respektfuld dialog. Samtidig er hun omsorgsfuld og hjælpsom – det er en fornøjelse at arbejde sammen med en, der virkelig kerer sig om andre. Jette er en erfaren leder med gennemslagskraft. Hun handler hurtigt og er tydelig i sin kommunikation. Man kan altid regne med, at hun løser opgaver effektivt og sikkert. Hun siger ja, når hun mener det – og siger det højt, når hun er uenig. Den tydelighed gør samarbejdet nemt og trygt”, siger Kirstine Lærum Sibilitz.

Uenighed tages internt

“Tidligere havde vi monoledelse på afdelingen, men nu arbejder vi meget mere på tværs. Jeg deltager for eksempel på ledelsesmøderne med lægerne, hvis Kirstine ikke kan, og omvendt er hun med til sygeplejerskernes møder, hvis jeg ikke kan være til stede. Men generelt gør vi tingene sammen og bruger meget tid på at finde fælles løsninger. Medarbejderne kan ikke ‘shoppe’ svar hos os. Man kan altså ikke gå til den ene leder og få ét svar og så til den anden og få et helt andet svar”, siger Jette Beck Mieritz.

“Det har krævet vedholdenhed at være duoledelse og at lede sammen. Vi har respekt for, at vi er to. Vi har respekt for hinanden. Hvis det skal lykkes, så skal man ville give noget af sig selv til den anden. Man skal turde læne sig ind i hinandens personligheder. Vi er meget koordinerede i vores kommunikation. Når vi er uenige, tager vi det internt, så vi udadtil står samlet. Jeg tror, man når længst gennem tværfagligt samarbejde på tværs af faggrænser og ved at nedbryde siloer”, siger Kirstine Lærum Sibilitz og tilføjer:

“Det er også tidskrævende, men tiden er givet godt ud. Vi vender stenene sammen og venter, til vi har en fælles løsning. På den måde får vi løst nogle problemer. De gange, hvor vi ikke har koordineret vores stemme, må vi ofte en ekstra tur rundt i manegen, og så ender vi med forkerte kommandoveje. Det kan skabe problemer ned gennem ledelsen”, siger Kirstine Lærum Sibilitz.

Intet varer ved

I omkring to og et halvt år har Kirstine Lærum Sibilitz og Jette Beck Mieritz stået side om side i spidsen for hjerteområdet på Amager og Hvidovre Hospital. De har haft en fælles strategi, en fælles dagsorden. De har været transparente over for hinanden, og de har fået skabt en fælles kultur i ledergruppen, der er smittet af ned gennem organisationen.

Men snart er det slut. Fra 1. september er Kirstine Lærum Sibilitz ansat som ny vicedirektør med særligt ansvar for Hjertecentret på Rigshospitalet. Har de to – inden deres professionelle veje skilles – et sidste råd til hinanden?

“Jeg håber, du vil tage alt det med, som du står for, bruge alle de ledelsesværktøjer, du besidder, og bevare din nysgerrighed på processer”, siger Jette Beck Mieritz.

“Jeg håber, du vil fortsætte med at bevare den fine balance med at være meget tydelig i din ledelse, og den måde du sætter retning på og samtidig er omsorgsfuld”, slutter Kirstine Lærum Sibilitz.