Ledelsesugen 2025 byder på seks nye podcasts om alt fra duoledelse til ældrelovens pejlemærker og udvikling af ledertalenter.

Her er en lille appetitvækker til hver af de nye podcasts:

Den gode samtale

Hvordan bevarer du den gode samtale, når hverdagen er præget af travlhed og forandringer? I denne podcast fra Væksthus for Ledelse zoomes ind på samtalekunsten som ledelsesværktøj. I podcasten drøfter to erfarne ledere og en samtaleekspert, hvordan du som leder skaber rum for ægte dialog, der giver klarhed og retning.

Podcasten varer ca. 30 min.

Duoledelse

Hvordan får man duoledelse til at fungere i praksis? I denne podcast fra Væksthus for Ledelse kan du høre om en ledelsesform, der både kan styrke beslutninger og skabe nye samarbejdsformer – men som også kræver klar rollefordeling og tæt koordinering. Mød en forsker og to praktikere fra sundhedsvæsenet, der deler erfaringer med at være to om ledelsesopgaven.

Podcasten varer ca. 30 min.

Frisættende ledelse – en podcastserie

Podcastserie: Frisættende ledelse – fra første skridt til nye lederroller

I en ny podcastserie fra Væksthus for Ledelse deler ledere deres erfaringer med frisættende ledelse og svarer på tre afgørende spørgsmål: Hvordan kommer du i gang med at frisætte? Hvordan ændrer lederrollen sig, når kontrollen slippes? Hvad er vigtigt at arbejde med i et frisat arbejdsfællesskab? Du finder første episode her

Podcasten varer ca. 34 minutter.

Fælles offentlig ledelse i en reformstorm

Hvordan kan man styrke fælles offentlig ledelse og skabe bedre sammenhæng, samarbejde og værdi på tværs af sektorer og niveauer? Hør i denne podcast fra Mobilize om det uforløste potentiale.

Podcasten varer ca. 30 min.

Ledertalenter i Odense Kommune: Hvordan går man fra medarbejder til leder?

I Odense Kommune arbejder de med kompetenceudvikling af medarbejdere med interesse for ledelse. Men hvad kræver det at gå fra medarbejder til leder? I denne podcast fra Odense Kommune sættes ord på de største udfordringer, den vigtigste støtte, og hvordan ledelse udvikles i fællesskab.

Podcasten varer ca. 28 min.

Ledelsesdilemmaer: Hans leder skulle tage og læse en ledelsesbog fra efter 1980

I denne podcast fra Region Hovedstaden kan du høre tre ledere debattere tre højaktuelle dilemmaer. Det handler bl.a. om at skulle gå forrest i organisationsændringer, hvor ens egen fremtid er usikker. Om at skulle tage hensyn til medarbejderne – fx i forbindelse med overgangsalder. Og om at være uenig med sin chefs syn på medarbejderne.

Podcasten varer ca. 39 min.

Ældrelovens pejlemærker: Fra paragraffer til puls – ledelse der mærkes

Hvordan omsættes ældrelovens pejlemærker til ledelse i praksis? I denne podcast fra Substans kan du høre om ældrelovens visioner om selvbestemmelse, tillid, civilsamfund og helhedspleje – og hvad det kræver af ledere i ældreplejen. Podcasten er optaget på fire workshops om ældrelovens pejlemærker og giver inspiration og konkrete bud på, hvordan ledelse bliver afgørende for at frisætte potentialet i den nye ældrelov.

Podcasten varer ca. 29 min.

Podcasts

Gå på opdagelse i alle vores podcasts

Pige med høretelefoner og boble, hvor der står podcast.