Der kan i mere end en forstand være meget langt til sygehuset eller tandlægen, hvis man er hjemløs, misbruger, multisyg eller tilhører en anden etnisk eller kulturel gruppe end dansk. Og hvis man oplever svær ensomhed eller har kognitive udfordringer, kan blot dét at åbne sin egen hoveddør være en uoverkommelig opgave. Hvis det så alligevel lykkes at komme ud ad døren og frem til aftalen i sundhedsvæsenet, er det ikke altid, at man går derfra med en løsning på sit problem. Derfor kan det have afgørende betydning at vide, at man har én at følges med, som minder én om aftalen og som kan være et ekstra sæt ører til at forstå og huske lægens ord. Og som måske går med på apoteket og henter det, der blev ordineret.

Ovenstående er eksempler på, hvorfor ikke alene uligheden i sundhedssektoren stiger, men også den sociale ulighed i mødet med sundhedsvæsenet– trods Sundhedslovens formålsparagraf om lige og let adgang for alle (Kjeld m.fl. 2022). Der er altså et problem, som kalder på forandring.

NGO’en Social Sundhed blev stiftet i 2013 af ildsjælen Kristina Louise Bliksted netop med det erklærede formål at øge den sociale lighed i sundhed ved at uddanne brobyggere – det vil sige frivillige sundhedsfaglige studerende, som kan forandre sundhedsvæsenet indefra – og i løbet af de næste år udviklede organisationen sig til en stor succes med flere afdelinger over hele landet.

Forandringsteorien i Social Sundhed bygger på ’følgeskab og gensidig læring’. Metodens formål er at sundhedsfaglige studerende får erfaringer med at være sammen – og kommunikere – med mennesker i udsatte og sårbare positioner i en relation, som er ligeværdig, idét brobyggerne samtidig med det frivillige arbejde får afgørende viden om de barrierer, der skaber social ulighed i sundhedssystemet.

Netop ved at ledere og medarbejdere i det primære og sekundære sundhedsvæsen får indsigt i disse barrierer og behov hos mennesker i sårbare positioner, får man mulighed for at tilpasse og forandre sundhedsvæsenet, foreningslivet og velfærdssamfundet, så der kan skabes mere lige adgang og bedre understøttelse for alle.

Social Sundhed er – populært sagt – et ”Kinderæg” med tre målgrupper – hvor succeskriterierne har forskellige tidshorisonter:

  1. Det menneske, som står sårbart eller udsat i mødet med sundhedsvæsenet, foreningslivet og fællesskaber – her og nu.
  2. De sundhedsfaglige studerende, som er frivillige brobyggere – og en del af fremtidens sundhedsvæsen og foreningsliv.
  3. Ledere og medarbejdere i velfærdssystemet – på længere sigt.

Metoden er også relevant i forhold til at løse op for et af de Vilde Problemer i vores samfund – nemlig den stigende sociale ulighed i sundhedsvæsenet. Det kan den netop, fordi den på en meget lavpraktisk og konkret måde gør en forskel for mennesker her og nu – både de mennesker der har brug for følgeskab og de studerende brobyggere.

Samtidig rummer metoden et systemisk greb til at forandre det system, som bidrager til at producere den nuværende og stigende sociale ulighed, fordi den netop uddanner fremtidens sundhedsfaglige personale og dermed leverer afgørende viden og feedback til at redesigne sundhedsvæsenet og nedbryde barrierer, så systemet i fremtiden understøtter mere lige adgang og udbytte.

I et samfund, hvor der er mangel på arbejdskraft i velfærdssektoren, er det desuden et væsentlig greb, at metoden bygger på frivillighed. Vel at mærke en frivillighed, som aktiverer studerende, som ellers ofte betragtes som en passiv ressource, som skal skynde sig at blive færdige med deres studier, så de kan komme ud og blive en del af arbejdsmarkedet. Her får de studerende i stedet en rolle som aktive ”velfærds-producenter”, mens de uddanner sig, og de kan dermed være med til at udfylde en mangel i samfundet, for alle de mennesker, som ikke har ressourcestærke pårørende at støtte sig til.

Modellen kan også bruges på det sociale område, f.eks. i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Et eksempel på det er pilotprojektet Socialbrobygning i Aarhus, hvor de frivillige brobyggere er studerende på uddannelserne til lærer, pædagog, socialrådgiver, psykolog, jurist samt ledere og medarbejdere, der arbejder i social- og beskæftigelsesforvaltninger og på ungdomsuddannelserne.

Med vores erfaring fra Social Sundhed rejser vi spørgsmålet, om civilsamfundsorganisationer kan bidrage til at øge den sociale lighed i mødet med velfærdssystemet? Og vi tør godt svare ja.

HVAD KRÆVER DET AF LEDELSEN

  • Det kræver en modig og nysgerrig ledelse at invitere feedback og erfaringer tilbage i det organisatoriske rum, så det er muligt at skabe strukturelle forandringer til fordel for øget lighed i sundhed. Hvad er det, brobyggerne oplever, når de følges med mennesker i sårbare og udsatte positioner ind i de systemer, som vi er ansvarlige for som ledere?
  • Ledelsen skal også være åben for, at det ikke er sikkert at man selv i egen organisation er de bedste til at løse de Vilde Problemer. Man skal invitere andre parter tæt på og ind i forpligtende samarbejder, hvor man har forskellige kompetencer og perspektiver. Man bør slippe styring for at vinde synergi og forløse potentialer og være nysgerrig på, hvad civilsamfundet kan, som en reel aktør på sundhedsområdet og ikke blot som én, der tager de opgaver, de professionelle ikke gider tage sig af eller oplever at have nok tid til.
  • Ledelsen bør anerkende, at den standardisering og hastighed som kendetegner det strømlinede sundhedsvæsen, ikke gælder, når vi skal have de sidste 20 procent af befolkningen med. Den håndholdte indsats for mennesker i sårbare og udsatte positioner, som måske ikke har tillid til systemet og autoriteter på baggrund af tidligere dårlige erfaringer, misforståelser og konflikter, skal mødes individuelt og fleksibelt. Det er et højt niveau af organisatoriske sundhedskompetence og et universelt design, der tilgodeser mennesker i sårbare og udsatte positioner, der kan blive løsningen på, at alle oplever let og lige adgang.

Social Sundhed arbejder for at skabe større social lighed i sundhedssektoren. På kort sigt ved at bygge bro med støtte og følgeskab for mennesker, som står i sårbare eller udsatte positioner i mødet med sundhedsvæsenet, foreningsliv og fællesskaber. På langt sigt ved at Social Sundheds brobyggere er frivillige studerende fra sundhedsuddannelserne – og dermed fremtidens medarbejdere i sundhedsvæsenet og foreningslivet.

  • Kommuner og regioner samarbejder allerede med Social Sundhed på tværs af hele landet – ligesom andre civilsamfundsorganisationer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner og staten.
  • Da Social Sundhed ikke er på finansloven, er organisationen afhængig af finansiering fra offentlige samarbejdsaftaler, statslige puljer og private fonde.
  • Social Sundhed er frivilligt socialt arbejde, som styrker det enkelte menneske, der står sårbart eller udsat i mødet med sundhedsvæsenet og forbedrer kvaliteten af interaktionen mellem den enkelte og systemet.
  • Det er en begrundet antagelse, at den samlede indsats på længere sigt kan bidrage til forandring af sundhedsvæsenet, foranlediget af det sundhedsfaglige personale, som under studierne gennem deres frivillige arbejde som brobyggere har tilegnet sig stærkere social bevidsthed og relationelle kompetencer.
  • I 2022 modtog organisationen Kronprinsparrets Stjernedryspris.