At opnå tillid fra medarbejdere og samarbejdspartnere fylder meget for mange ledere – måske især for nye ledere. Men tillid er et svært begreb, der svæver et sted mellem kalkule og eksistens.
Du kan ikke undvære tillid, og på den anden side kalkulerer du også sommetider og vælger at have tillid for at få noget til at ske. Tillid har en funktion, nemlig at reducere social kompleksitet – at du kan få noget til at ske sammen med nogle, som du ret beset måske ikke kender så godt.
Når man fx bliver leder for ens tidligere kollegaer, ændrer ens rolle sig, og tilliden ændres også. Det bliver nødvendigt at signalere en ny grænse, hvor tilliden ikke længere er baseret på det samme niveau af fortrolighed som tidligere. Her forsøger man som ny leder at opbygge en tillid, der er anderledes end den tillid, der kommer fra venskabelige relationer.
Dette indebærer at vinde tillid fra alle medarbejdere, især når man træffer upopulære beslutninger, uden at det ser ud som om, man favoriserer tidligere venner. Nogle kommer måske også til at sætte for stramme grænser og mister noget på venskabskontoen – det er ikke en hel let balance.
2 former for tillid
Den langvarige tillid
Der er den tillid, vi skaber i langvarige relationer, og som består af en lang række mikrohandlinger, der i forlængelse af hinanden gør, at man indgår i mere og mere tillidsfulde relationer. I løbet af disse langvarige relationer udvikles tilliden gennem udvidede opfattelser af en samarbejdspartners evner, integritet og velvilje.
Den hurtige tillid
Der er den hurtige tillid – ”Swift Trust” – som har at gøre med, hvordan man hurtigt opnår en tilstrækkelig tillid i en midlertidig gruppe som fx et projektteam eller samarbejdsgruppe. Det har ofte noget at gøre med, at tillid overføres fra andre sammenhænge.
”Swift Trust” er især til stede i grupper, der har en begrænset levetid, dannet omkring et fælles og relativt klart mål eller formål, og hvor deres succes afhænger af en stram og koordineret kobling af aktivitet. Rammesætning af opgaver bliver derfor en meget væsentlig ledelsesopgave.
Tillid på formel
Tre amerikanske eksperter indenfor ledelse og rådgiver-relationen David H. Maister, Robert Galford og Charles Green har i bogen: ”The trusted advisor” prøvet at sætte tillidsskabelse på en formel. Formlen er oprindelig udviklet i forhold til rådgivere, der skal skabe tillid i langvarige relationer: Tilliden opbygges gennem nærvær, troværdighed og pålidelighed. Tilliden svækkes gennem for stor selvorientering.

Tilføjelsen om passende selvafsløring er baseret på sociologerne Robert Goffee og Gareth Jones arbejde omkring autentisk lederskab. Robert Goffee er tidligere professor på London Business School, hvor også Gareth Jones har undervist.
1. Nærvær
Nærvær har at gøre med at være til stede i nuet, lytte til det der bliver sagt, gerne citere hvad andre har sagt, og hele tiden arbejde for at skabe en god stemning under mødet.
2. Troværdighed
At blive opfattet troværdig har fx at gøre med at komme forberedt til møder, at være ærlig omkring områder, hvor du mangler viden, og det har også at gøre med at tale med overbevisning og udstråle engagement.
3. Pålidelighed
I forhold til pålidelighed handler det fx om man kan rejse forventninger og indfri dem. At indgå præcise aftaler, holde dem, og skabe løbende overblik omkring hvad I har opnået sammen.
4. Undgå for stor selvorientering
For stor selvorientering kan være hæmmende for opbygning af tillidsfulde relationer. Skru ned for egne historier og lad være med at afbryde og slutte sætninger for andre. På den anden side skal man også manifestere en holdning for at opnå respekt, så der skal findes en balance.
5. Passende selvafsløringer
Undersøgelser viser, at ledere får følgeskab blandt medarbejdere ved at komme med passende selvafsløringer. Det har ofte noget med at vise en ”menneskelighed”, og at man også selv kan have udfordringer eller begå fejl.
Læs også: Tillid i ledelse
Kilder: Søndergård, Birger (2023) Teaming i organisationer, Samfundslitteratur Paludan, Trine (2006) Trust and boundaries between newly promoted leaders and their employees, Paper præsenteret på EGOS-konferencen, Bergen. Søndergård, Birger (2023) Tillid I midlertidige teams, Lederliv Maister, David, Charles Green og Robert Galford (2017), The trusted advisor, The Free Press Goffee, Robert og Gareth Jones (2015), Why Should Anyone Be Led by You? What It Takes to Be an Authentic Leader. Harvard Business Review Press |