Fuldtidsdagsordenen fylder meget i både kommuner og regioner. Og d. 6. juni udkommer Væksthus for Ledelse med en publikation, der samler erfaringer fra ledere, der arbejder med at skabe en ny kultur på netop fuldtidsområdet.  

Publikationen er udarbejdet i et partsamarbejde mellem Danske Regioner, KL og de faglige organisationer. Formålet er at klæde regionale og kommunale ledere på til at arbejde med at få flere op i tid. Det gør publikationen gennem bl.a. cases, gode råd og redskaber.

Publikationen bygger på erfaringer fra målgruppen og på indsatserne i kommunalt og regionalt regi. Den kommer omkring de barrierer, gevinster og vigtige læringer, som ledere ser tilbage på efter en fuldtidsindsats, eller når de står over for at skulle i gang.

Særligt fire temaer fylder, når man arbejder med fuldtid: 1) Økonomi, 2) Opgaveplanlægning og fleksibilitet, 3) Rekruttering og tilknytning og 4) Arbejdsmiljø. Derfor er det de fire temaer, der udgør opbygningen i publikationen.

Det er lederrollen, der er i fokus, og publikationen henvender sig derfor til alle regionale og kommunale ledere – uanset fag.