Nej tak til den nye ide fra medarbejderen, der rækker hånden op på personalemødet og afslag til din egen indre dialog, før tanken er tænkt til ende. De situationer kender de fleste ledere i en travl organisation.
For helt ærligt, midt i strategi, timeplaner, MUS-samtaler, voksende papirbunker og måske også fuld kraft på hjemmefronten, så passer det bare ikke lige ind med gode idéer nu – fra hverken medarbejderne eller dig selv.
Dit nej peger kun på dig
Et ‘nej’ fortæller en historie om dig som leder. Nej’et har den fordel, at du skaber ro, tryghed og kontrol. Ikke nødvendigvis på arbejdspladsen, men for dig selv. For mange “nej’er” fortæller dig derfor, at du måske er for ophængt og har brug for at trække vejret eller danne dig et overblik. Hvis det er tilfældet, så ved du som leder, at pilen peger tilbage på dit ansvar.
Ofte tyder et ‘nej’ på, at der mangler lidt på overskudskontoen, og det påvirker dine medarbejdere. Så prøv, at være helt ærlig over for dig selv: Ville den idé, der var oppe på mødet forleden være sjov at afprøve, hvis ikke der var så meget på programmet for tiden? Det skaber et nyt flow af energi, når du siger “ja” til nye projekter.
Husk at klandre dig selv
Der er ikke noget i vejen med at sige ‘nej’, hvis der er en god grund til det. Men du skal klandre dig selv, hvis du ikke både for din egen og arbejdspladsens skyld er bevidst om, hvorvidt du som udgangspunkt er et ja eller nej-menneske.
Hvis du ikke tester, om et ‘ja’ kan være med til at forbedre flow’et på arbejdspladsen, går du glip af fantastiske udviklingsmuligheder, nye projekter, teambuilding, der kan løfte arbejdet og en konstruktiv indstilling blandt dine medarbejdere – og det er ikke altid hensigtsmæssigt, når der går trædemølle i hverdagen.
Sig ja tre gange
Gør derfor dig selv den tjeneste at sige ‘ja’ de næste tre gange, du støder på et dilemma eller en idé. Det skal selvfølgelig ikke siges hovedløst og uden sammenhæng med fx de økonomiske rammer for arbejdet, men der er omvendt ikke andre måder at finde ud af, om dit ‘ja’ kan skabe en positiv forandring på din arbejdsplads.
Konkret kan det være dilemmaer fra personalemødet eller i forskellige problemstillinger. Eller som før nævnt kan det være konkrete idéer fra dine medarbejdere. Bekymringen ved at sige ‘til’ i stedet for ‘fra’ er, at der går ressourcer tabt. Men i virkeligheden, så er der ressourcer at hente, hvis du tør eksperimentere med din indstilling som leder. Afsæt eventuelt en uge eller en måned, hvor du afprøver, hvordan det er at være en ja-leder.
‘Ja, og…’
Arbejdsgangene skal passes, deadlines lurer om hjørnet, niveauet skal holdes og borgerne skal serviceres – derfor er det okay, hvis du siger “Ja, og…” På den måde kan dit næste svar på et dilemma eller en idé lyde:
“Ja, det er en god idé med en rotationsordning, og vi skal stadig være i stand til at nå den deadline” eller “Ja, det er et forsøg værd, at vi afholder et ekstra personalemøde, og det bliver på forsøgsbasis, fordi jeg er bekymret for, hvorvidt det indvirker på vores serviceniveau”.
På den måde har du stadig kontrol, mens du skaber mulighed for, at et eller flere projekter kan få luft under vingerne og måske derved skabe merværdi.
Deltag i dit eget ‘ja’
Tag dig tiden til at være med i det nye projekt og se det som udviklende for sammenholdet – en udvikling der helt sikkert vil bære frugt, som du kan høste på et senere tidspunkt.
For eksempel kan det gode forhold, du opbygger til din souschef ved at starte et nyt projekt sammen være med til, at du senere undgår, at der opstår problemer i dagligdagen. På den måde skaber du ved at sige ‘ja’ opbakning og omstillingsparathed i personalegruppen. Netop fordi du viser vejen. Du siger: “På min arbejdsplads er vi ikke bange for at tænke nyt”. Og den holdning smitter.
’Nej, men vi kunne også…’
I innovative miljøer og i kreative sammenhænge leger man ofte med ordene “Nej, men…”. Man nedlægger et dogme for at undgå, at folk i forskellige arbejdssammenhænge obstruerer den kreative proces og dræber lysten til at gå på job.
Det er altså kun tilladt inden for de kreative rammer at sige ‘nej’, hvis man derefter siger “men vi kunne i stedet…” eller “men det kunne være sjovt at…”. Hvis du har svært ved at sige ‘ja’ af åbenlyse grunde, så kan det være en sjov udfordring til dig selv, at du kan kompensere ved netop at sige “Men vi kunne også…”
Giv det en chance
Du kan allerede nu sige ‘ja’ for første gang. Artiklens forslag er nemlig, at du siger ja til at prøve at være ja-menneske den næste uge, måned eller det næste år, hvis du altså tør slippe kontrollen?
Kort fortalt skaber det nemlig et flow, når du bliver bevidst om, om du er et ja eller nej-menneske. Og de oplevelser og erfaringer, du går glip af ved at skabe tryghed, kan på et senere tidspunkt være noget, du som leder ville have ønsket, du havde sagt ja til langt tidligere.
Tips til lederen
● Prøv at være ja-menneske i en uge eller en måned
● Sig “Ja”,“Ja, og…” eller ”Nej, men…”
● Vær bevidst om udviklingsmulighederne
● Gør status, når du har prøvet at være ja-menneske
Nyd udviklingen og oplevelserne sammen med dine kollegaer
Om forfatteren:
Sofia Manning er coach og medejer af Manning Inspire, der er Danmarks største udbyder af coachuddannelser. Sofia er forfatter til bl.a. bestselleren ’Coaching’ og er netop nu aktuel med bogen ’Hvad vil du virkelig?’, som hun har skrevet sammen med hendes businesspartner Mie Kaae.