Du kender det sikkert fra din egen hverdag som leder: Du har hele tiden et øje på medarbejdernes trivsel og velbefindende.
”Har de det godt i teamet?”
”Ser alle ud til at trives – eller virker Henning egentlig ikke lidt nedtrykt for tiden?”
Din rolle som leder er forbundet med høje følelsesmæssige krav, fordi du skal rumme hele holdets følelser og reaktioner.
På samme tid kan du ikke altid vise dine egne følelser. Og du glemmer måske at mærke efter, hvordan du egentlig selv trives.
Som leder har du brug for et godt psykisk arbejdsmiljø
”Lederen har en position, som gør, at manges øjne og opmærksomhed er rettet mod ham/hende, og det betyder også, at lederens følelser og stemning smitter. Alle er optaget af at aflæse lederen, hvad enten det sker bevidst eller ubevidst. Mennesker smitter hinanden med deres humør – og ledere smitter mere på grund af deres position i gruppen,” siger Lill Palmblad. Hun er erhvervspsykolog og autoriseret arbejdsmiljørådgiver og har specialiseret sig i blandt andet ledertrivsel, som hun også har en bog på vej om.
”Lederrollen kræver, at man er opmærksom. Intellektuelt og også relationelt. Og evnen til begge dele nedsættes, når man ikke har det godt. Hvis man ikke trives, eller hvis man er decideret stresset, så er det de funktioner, det er det overskud, det går ud over. Og så bliver man faktisk mindre god, end man kunne være som leder,” påpeger Lill Palmblad.
Man kan kalde lederes arbejdsmiljø højrisiko
Som leder er der forskelle mellem dit eget psykiske arbejdsmiljø og dine medarbejderes.
Kigger vi på de gængse faktorer, som kan belaste i arbejdsmiljøet, er lederes arbejdsmiljø ofte det, man kan kalde højrisiko.
”Foruden de høje følelsesmæssige krav er ledelse også ofte en meget travl post, hvor mange og vigtige krav, forventninger og ønsker mødes. Og derfor kan det være vældig svært at prioritere,” forklarer erhvervspsykologen.
Samtidig kan lederen ikke læsse af på sine medarbejdere og lige få lidt luft på den måde, ligesom andre i medarbejdergruppen kan.
Der skal de i stedet vende sig mod deres lederkolleger.
”For ledere er deres relation til deres lederkolleger og deres lederteam en vigtig ressource. For der er de på lige fod og kan sparre med hinanden omkring ledelsesopgaven. Måske kan de hjælpe hinanden praktisk. Måske kan de hjælpe hinanden med ressourcer. Måske er der nogle af de andre, der har haft en lignende problemstilling. Derfor er det vigtigt, at ledergruppen fungerer godt,” siger Lill Palmblad.
Lederen som menneske forsvinder
Og så er der det ekstra element ved ledernes psykiske arbejdsmiljø, at det ofte bliver glemt eller overset af alle omkring lederen.
”Vi glemmer, at ledere har et psykisk arbejdsmiljø. Og det gør faktisk en stor forskel, fordi vi så også nemt glemmer, at det skal være i orden,” fortæller erhvervspsykologen og uddyber, at ”vi” i det her tilfælde faktisk er os alle sammen.
”Det er en slags kulturel kode, vi har. At når et menneske bliver leder, så forsvinder det menneske lidt for vores blik som person og som menneske, og så træder der en funktion frem i stedet for,” siger Lill Palmblad.
Og den funktion skal ordne, strukturere, koordinere, levere, udvikle og sørge for andres trivsel.
”Men vi kommer alle sammen meget hurtigt til at overse, at ledere også har et arbejdsmiljø. Alle sammen: medarbejdere, lederens leder, organisationen og HR. Og lederen selv.”
Lederen får energi af og bliver presset af den samme opgave
Men der er også steder, hvor både du som leder og medarbejderne har det samme psykiske arbejdsmiljø, der bliver påvirket af de samme faktorer.
”Lederes psyke er jo ikke væsensforskellige fra andre menneskers. Så derfor reagerer de på de samme påvirkninger som alle mulige andre. De gængse påvirkninger, når vi taler om psykisk arbejdsmiljø: stor arbejdsmængde, tidspres, uklare krav, modsatrettede krav, høje følelsesmæssige krav, krænkelser og trusler,” understreger erhvervspsykologen.
Og så er der lige den ekstra krølle, at mange ledere både får energi af og bliver presset af de samme opgaver.
”De fleste ledere bliver ledere, fordi de føler, at de kan gøre en positiv forskel. Det driver ledere og er en stor del af motivationen at have ansvar for noget. Og også at have ansvar for noget svært. Som er komplekst, og hvor der måske er et krydspres,” forklarer Lill Palmblad.
Samtidig er mange ledere også handlekraftige.
Med mod til at ændre ved tingene. Handle på dem.
Og det spiller også ind på ledertrivslen.
”Noget af det, som kan blive svært for ledere, det er, når de ikke kan flytte det, de gerne vil flytte. Eller når de ikke kan komme til at handle,” påpeger Lill Palmblad.
Få redskaber til at lede psykisk arbejdsmiljø
Netop derfor kan det være nyttigt for dig at have nogle konkrete redskaber – både til at sikre og forbedre din egen og dine medarbejderes trivsel.
Uddannelsen “Ledelse af psykisk arbejdsmiljø” giver dig metoder og ny inspiration til at udvikle og fastholde et bæredygtigt psykisk arbejdsmiljø gennem ledelse af kultur og samarbejde.
Når kurset er slut, vil du have fået konkrete redskaber til, hvordan du styrker det gode psykiske arbejdsmiljø og forebygger mistrivsel.
Både for dig selv og medarbejderne.
Uddannelsen “Ledelse af psykisk arbejdsmiljø“
Ved at deltage i uddannelsen vil du og din organisation derefter have fået:
- Et sprog, der gør det lettere at tale om og handle på psykisk arbejdsmiljø
- Viden og indsigt i jeres kultur og inspiration til, hvordan I skaber en bæredygtig kultur
- Viden og værktøjer til at få øje på stress hos dig selv og dine medarbejdere og handle på det
- Konkrete metoder til at styrke det psykiske arbejdsmiljø og forebygge risikofaktorer
- Træning og feedback fra erfarne ledelseskonsulenter
Uddannelsen varer tre hele dage og tre halve netværksdage.
Læs mere og tilmeld dig her.