‘Små drenge der kravler på væggene’ eller ‘en modediagnose alle efterhånden har’? ADHD vækker mange billeder og hurtige antagelser. Men på arbejdspladsen er virkeligheden sjældent så enkel. Her møder ledere ikke en diagnose – men et menneske med styrker, sårbarheder og forskellige ønsker til arbejdslivet.

Så hvad gør du, når en medarbejder både kan være den mest handlekraftige i pressede situationer og samtidig have svært ved at skabe overblik i hverdagen? Når høj intensitet og engagement følges af udmattelse? Og hvordan tager du hul på samtalen om disse spændinger, uden at reducere medarbejderen til en hurtig forklaring?

Et bachelorprojekt fra CBS af Rose Marie Hannibal Ørsted og Caroline Kokholm-Jørgensen undersøger, hvordan ADHD opleves på arbejdspladsen, og hvordan ledere kan skabe en åben og undersøgende dialog om ledelsesbehov, uden at fastlåse medarbejdere i stereotype forståelser.

Tre samtaler, der gør dig klogere på medarbejderne

Hverdagen med ADHD kan for mange være fyldt med modsætninger og spændinger. Tre spændinger, der gik igen i bachelorprojektet, er Kaos, Struktur og Intensitet.

Som leder kan du bruge disse tre emner som nøglen til en god dialog med dine medarbejdere, for bedre at forstå dem og deres forskellige ledelsesbehov – om de har ADHD eller ej.

1. Kaos

Kaos er et emne, der fylder meget i interviewene i bachelorprojektet – men det rummer meget mere end den gængse forestilling om uorden og forvirring. Kaos rummer også handlekraft, engagement og mening. Det kan altså både være udtryk for en overbelastning, ‘noget, der skaber tvivl, usikkerhed og følelsen af at miste grebet’, men samtidig kan kaos være udtryk for energi, retning og evnen til at handle i komplekse og uforudsigelige situationer.

For nogle er kaos et grundvilkår, der i det daglige let kan blive misforstået af andre. Derfor er det vigtigt at møde det ‘kaotiske’ med åbenhed og forståelse, frem for et behov for at korrigere og rette. En medarbejder beskriver kaos-spændingen sådan her:

Når der er kaos, så er jeg bare i mit es. Så er jeg bare den rolige. Så det er sjovt, når der ikke er kaos, så er jeg mega kaos. Men når der er kaos, så bliver jeg pludselig rolig.

Tal med din medarbejder om kaos

Kan du genkende oplevelsen i dette citat? Hvornår følte du sidst, at noget var kaos? Kan du i nogle situationer føle, at kaos giver dig mere energi? Hvordan kan jeg bedst understøtte dig, når kaos bliver for meget?

2. Struktur

Hos medarbejderne fremstår struktur både som ven og fjende. Der er et tydeligt ønske og behov for struktur, men nogle kan have svært ved selv at skabe den. Struktur bliver en måde at håndtere den konstante strøm af tanker og impulser, og kan se forskelligt ud fra person til person. Nogle skaber selv struktur på deres helt egen måde, mens andre får hjælp af deres leder til at strukturere hverdagen. Her er det dog tydeligt, at behovet for struktur ikke er lig med et ønske om styring og kontrol. En medarbejder beskriver struktur-spændingen sådan her:

Man er jo på samme tid et kæmpe rodehoved, og alligevel sådan en systemfascist.

Tal med din medarbejder om struktur

Kan du genkende oplevelsen af dette citat? Hvordan ser struktur ud for dig i hverdagen? Er der nogle områder, hvor du ønsker mere struktur? Hvordan kan jeg hjælpe dig med at skabe struktur? Hvornår skal jeg holde mig væk?

3. Intensitet

Intensitet kan ses i medarbejdernes work flow, og i den måde de er til stede i arbejdet. Det kan for nogle rumme høj energi og tempo og for andre evnen til fordybelse og nærvær. Intensiteten blev af en medarbejder sammenlignet med at lette fly: ‘Jeg kan have sindssygt mange bolde i luften. Jeg letter et fly der, letter et fly der… men de skal også lande. Så snart det kører, så vil jeg gerne flytte mig fra det’.

På samme måde kan nogle opleve intensitet som perioder med høj produktivitet og engagement. Bagsiden af medaljen kan dog være perioder med lav energi og motivation. En medarbejder beskriver intensitets-spændingen sådan her:

Så er jeg sådan: Okay, NU er jeg in the zone. Og så kværner jeg bare fem dage igennem på seks timer. Og så bliver jeg bare sådan fuldstændig smadret bagefter.

Tal med din medarbejder om intensitet

Kan du genkende oplevelsen i dette citat? Hvordan ville du beskrive dit work flow? Hvad forstyrrer dit workflow? Hvordan kan jeg hjælpe med at skabe rammer, der bedst understøtter din måde at arbejde på?

Siden Rose og Caroline gennemførte deres undersøgelse, er bolden blevet ved med at rulle. Deres fund danner nu grundlag for en podcast-episode med CBS Well-being Lab, og de er i fuld gang med at omsætte resultaterne til en videnskabelig artikel.

Med det håber de at starte en ny samtale om ADHD, hvor vi ikke tænker så firkantet om diagnoser. Hvor vi ser på mennesket før diagnosen.

Er du nysgerrig på at høre mere? Følg med på Well-being Labs hjemmeside, når vi udgiver Podcasten ‘Slip ADHD’en ud af kasserne.’

Om CBS Well-being Lab

CBS Well-being Lab arbejder for at styrke trivsel blandt studerende. Gennem forskning og udviklingen af praksisnære værktøjer undersøger de, hvad det vil sige at uddanne unge til at kunne navigere i et stadig mere komplekst studie- og arbejdsliv.

Læs mere på Well-being Lab’s hjemmeside.