Kendte ledelsesbegreber som fx tillid, selvledelse og kommunikation får nye aspekter og nuancer, når lederen over for en del af medarbejdergruppen skal klare sig uden sine måske vigtigste redskaber: Den tætte og kontinuerlige kontakt, den daglige og uformelle kommunikation, den direkte faglige ledelse og muligheden for en bred og fælles inddragelse af medarbejderne. Og netop dette er et vilkår for ledere, der skal lede en arbejdsplads, der aldrig holder lukket.

En ny publikation fra Væksthus for Ledelse zoomer ind på, hvad der kan være særligt udfordrende ved at være leder i døgndrift. Publikationen, der hedder ”Ledelse døgnet rundt”, er baseret på interviews med ledere, deres chefer og medarbejdere på 24/7-arbejdspladser i kommuner og regioner.

Den beskriver blandt andet fem særlige udfordringer, der knytter sig til at lede en 24/7-arbejdsplads ud fra den klassiske opdeling i ledelsesdiscipliner: Strategisk ledelse, faglig ledelse, personaleledelse og driftsledelse. Hertil kommer udfordringen med at værne om lederens egen trivsel i jobbet.

I artiklen her kan du kort læse om de fem ledelsesudfordringer og de fire ledelsesgreb, der er vigtige for at lykkes med opgaven.

De 5 ledelsesudfordringer

 

4 ledelsesgreb for at lykkes med 24/7 ledelse

Publikationen identificerer også fire ledelsesgreb, du som leder kan bruge til at håndtere nogle af de særlige udfordringer og vilkår, der knytter sig til at lede en 24/7-arbejdsplads. De er:

1. Skab tillid og kapacitet til selvledelse

Ledelse af en 24/7-arbejdsplads kræver balance mellem din ledelse og medarbejdernes selvledelse. For det er nødvendigt, at beslutninger kan træffes og problemer løses, selv når du ikke er til stede.

Tillid er afgørende. Som leder skal du have tillid til medarbejdernes bidrag, og medarbejderne skal føle sig trygge ved at søge hjælp og tale om tvivl og fejl. Tillid i ledelse handler om at opbygge tillidsfulde relationer og øge autonomi og selvbestemmelse.

Læs mere om tillid i ledelse her 

2. Opbyg selvbærende systemer og strukturer

For at få en 24/7-arbejdsplads til at fungere, kræver det mere end blot personlig tillid og gode relationer. Det kræver et velfungerende “stillads” af systemer og strukturer, der gør hverdagen mere forudsigelig og robust.

De interviewede ledere fremhæver tre centrale strukturelle løsninger:

  • Delegering af ledelsesansvar: Ledelsesopgaver fordeles på flere personer, men det overordnede ledelsesansvar kan ikke uden videre delegeres.
  • Styrkelse af arbejdsfællesskaberne: Selvledelse og selvkørende teams skal understøttes ledelsesmæssigt for at undgå uformelle ledere og splittelse i arbejdsfællesskabet.
  • Systematisk videndeling: Skab fora for faglig dialog og videndeling på tværs af medarbejdergruppen mellem de respektive vagter, hvor relevant viden deles, og der skabes mulighed for erfaringsudveksling og læring.

Disse tiltag er afgørende for at gøre arbejdspladsen mindre afhængig af ledernes konstante tilstedeværelse.

3. Vær ekstra bevidst om din kommunikation

Kommunikation er kernen i al ledelse. Som leder formidler du organisationens mål, drøfter løsninger og justerer løbende kursen gennem effektiv kommunikation. Dette gælder også for ledere på en 24/7-arbejdsplads, hvor personlig kontakt kan være ekstra vanskelig.

For at imødekomme dette kan du fx:

  • Bruge digitale og mobile kommunikationskanaler hyppigt og bevidst for hurtig afklaring af hverdagsproblemer.
  • Være bevidst om din fysiske tilstedeværelse og prioritér synlighed, især over for aften- og nattevagter.
  • Udnytte små anledninger til personlig kommunikation med medarbejdere, der sjældent møder dig.
  • Inddrage andre i kommunikationsopgaven, som fx tillidsrepræsentanter og trio, for at sprede budskaber og skabe en god kultur for dialog.
  • Udnytte skriftlig kommunikation, både i formelle kanaler og gennem nyhedsbreve, mails eller opslag på interne platforme, for at nå ud på tværs af tidspunkter.

4. Værn om din trivsel i jobbet

Lederne på 24/7-arbejdspladser oplever til tider jobbet som grænseløst, og de kan føle sig både ensomme og utilstrækkelige i deres rolle som leder.

Erfarne ledere fortæller, at de er blevet bedre til at sætte grænser for tilgængelighed uden for almindelig arbejdstid og klart afstemme forventninger om, hvornår og hvordan de kan kontaktes.

For at styrke trivslen søger ledere støtte ved at kommunikere åbent med deres chef og påvirke rammerne, de arbejder inden for. De søger også faglig sparring, ofte fra kolleger i lignende roller, og finder værdi i fællesskaber med andre 24/7-ledere.

Du kan læse mere om ledelse døgnet rundt i den netop offentliggjorte publikation ”Ledelse døgnet rundt” ved at downloade eller bestille den gratis her.