Vi befinder os i en verden, hvor overmod ikke blot tolereres – det dyrkes som en dyd. Her er alle nyheder historiske, alle produkter unikke, og alle virksomheder markedsførende med de dygtigste medarbejdere og mest excellente ledere.

Sproget er fyldt med superlativer og mister gradvist forbindelsen til virkeligheden. Denne sproglige overdrivelse skaber en ligegyldighed over for fakta, sandhed og præcision.

I jagten på opmærksomhed og overtalelse overses de alvorlige konsekvenser: tilliden svækkes, skepsis vokser, og vi ser flere skandaler, selvoptagede virksomheder og en udbredelse af alternative fakta og subjektive sandheder.

Med afsæt i klassiske myter om overmod – Ikaros, Sisyfos, Narkissos og Pygmalion – undersøger Mikkel Toxvig i bogen ‘Magt og overmod – om sprogets storhedsvanvid i ledelse og arbejdsliv‘, hvordan vi er havnet i denne tilstand. Han viser, hvordan gamle forestillinger om etik, magt og ledelse stadig præger vores sprog og tankegang, og argumenterer for, at det er tid til et opgør.

I stedet bør vi fremme en ny forståelse af magt og ledelse baseret på etisk ansvarlighed og fælles forpligtelse. Det kræver, at vi ændrer sproget og igen ser overmod som en last – ikke en dyd. Kun sådan kan vi genopbygge tillid og skabe en mere bæredygtig og sandfærdig kommunikation i erhvervslivet og samfundet.

ForfatterMikkel Toxvig
ForlagSamfundslitteratur
År2025
Sider128
Pris149 kr.
ISBN9788759346051