Alle ledelsesteams består af forskellige mennesketyper. Der er forskel på deltagernes faglige tilgange, kompetencer, synspunkter, interesser og personlige stil, og der er forskel på, hvad der motiverer, og hvad der irriterer i et team samarbejde. Derfor kan det være fristende at sammensætte ledelsesteams, der består af personer der ligner hinanden. Men det ville være en fejl. For et team, der består af forskelligheder kan sagtens være opskriften på et succesfuldt team. Netop det omhandler Væksthus for Ledelses publikation: “Ledelse er (også) en holdsport“.
Det kan forskellighed bidrage med
Forskelligheder i et ledelsesteam styrker teamets diskussioner positivt ved, at ideer og problemstillinger bliver belyst fra flere synsvinkler. Det betyder også, at teamet kan fordele opgaver og ansvar sådan, at alle bidrager med det, de hver især er bedst til. På den måde bliver et team, der består af vidt forskellige mennesketyper stærkere end et team, hvor alle er ens og i øvrigt helt enige med hinanden.
I publikationen “Ledelse er (også) en holdsport” udgivet af Væksthus for Ledelse udtaler en skoleleder:
“Det kræver så mange kompetencer at lede en skole, at det i praksis er umuligt at mestre det hele selv. Derfor er det fantastisk, at vi som skoleledere kan trække på hinandens forskellige kompetencer. En i teamet er fx elendig til økonomistyring, men super god til at udvikle pædagogikken. På den måde kan vi i ledelsesteamet dække hinandens svage sider af”.
Læs også: 5 kendetegn ved et usundt ledelsesteam
Virkeligheden er nogen gange en anden
Forskelligheder kan være godt. Men hvad nu, hvis Louise sender stikpiller til Peter, fordi han for fjerde gang overskrider en deadline, eller Helle er ved at få et mindre sammenbrud, fordi hun synes, tonen ved mødebordet er for hård? Så er der lang vej til det succesfulde team, som udnytter forskellighederne positivt.
Forskelligheder i ledelsesteamet er kun produktive, hvis I forstår at tackle og udnytte dem rigtigt. Det handler om, at I skal prøve at forstå hinandens forskelligheder og udnytte dem optimalt, så I kan gennemskue de forskellige handle- og motivationsmønstre, som I hver især er styret af.
Læs også: Guide til effektive lederteam
Sådan har andre gjort
I publikationen “Ledelse er (også) en holdsport” giver seks ledere deres bud på, hvordan de i deres ledelsesteam har valgt at fremme produktiv forskellighed:
- Vi skaber en kultur, hvor man dækker hinandens styrker og svagheder af.
- Vi analyserer personprofiler for alle teamets medlemmer ved hjælp af typetest.
- Vi kobler erfarne og mindre erfarne ledere sammen parvis.
- Vi arrangerer teambuilding med fokus på styrker og roller i teamet.
- Vi holder sociale arrangementer med elementer af faglig videndeling.
- Vi sørger for, at æren for gode resultater fordeles retfærdigt i teamet.
Det, der virker for andre ledelsesteams, er måske ikke det, der virker for jer. Alle ledelsesteams er forskellige, og derfor er der heller ikke en løsning, der passer alle. Men ved at sætte fokus på forskelligheden i jeres ledelsesteam kan I italesætte de ting, der fungerer for jer hver især og de ting, der ikke gør.
Når I sætter fokus på forskellighederne, anerkender dem og taler om dem, resulterer det i, at Louises stikpiller til Peter enten er blevet overflødige eller i det mindste er blevet til konstruktiv kritik, og Helles sammenbrud er blevet afværget, fordi der har været en god dialog omkring måden, I taler til hinanden på.
Læs også: Led dit team fra konflikt til trivsel
Hvordan ser det ud i jeres ledelsesteam?
Er du i tvivl om, hvorvidt der er produktiv forskellighed i jeres team, er her nogen punkter at overveje. Jo flere punkter du kan svare ja til, jo mere bør du overveje at ændre på kulturen i jeres team.
- I vores team ser vi skævt til dem, der har andre kompetencer end flertallet.
- I vores team er deltagerne dårlige til at få øje på og udnytte de indbyrdes forskelle.
- I vores team er deltagerne mere optaget af ikke at begå fejl end af at udvikle nyt sammen.
- I vores team er deltagerne mindre fleksible, fordi faggrænserne er trukket skarpt op.
- I vores team må chefen ofte træffe beslutninger uden bred opbakning i teamet.