Hvordan finder man ud af hvilken form for innovation, organisationen har brug for, og hvilke medarbejdertyper, der kan udføre det?
Det har tre amerikanske forskere prøvet at indkredse ved at se på innovationstyper og de forskellige roller, som mennesket påtager sig i jagten på at være innovative. Med deres koncept kan organisationer bedre finde ud af, hvor der er brug for specifikke medarbejdertyper, og hvem de bør samarbejde med for at komme frem til nye innovative gennembrud.
Om forskerne
Andy Wu er adjunkt i strategi ved Harvard Business School og senior fellow ved Mack Institute for Innovation Management ved Wharton School ved University of Pennsylvania. Han forsker, underviser og rådgiver ledere om innovations- og vækststrategi for teknologiprojekter. Goran Calic er lektor i strategisk ledelse ved McMaster University. Calics forskning fokuserer på at forstå, hvorfor nogle individer er mere kreative, og nogle organisationer er mere innovative end andre. Min Basadur er professor emeritus i organisatorisk adfærd ved McMaster University og grundlægger af Basadur Applied Innovation.
Undersøgelsen bygger på data indsamlet fra 2006-2021 fra personer forskellige typer af organisationer. Over 100.000 personer deltager – 112.497 for at være præcis, med næsten lige dele mænd og kvinder, og de tre forskere fortsætter med at indsamle data hver dag. Respondenterne kom fra 84 lande og fra en lang række virksomheder, herunder Microsoft, ArcelorMittal, Boston Symphony Orchestra, NASA, United Way og Harvard University.
Hver respondent har fortalt, hvad de kan lide at lave, og hvad de gør godt, når de løser opgaver, og hvad de ikke kan lide eller ikke gør godt. Disse svar afslørede fire unikke innovationstyper. Hver type har en rolle at spille i organisationen:
- Generator er personer, der finder nye problemer
- Konceptmagere er dem, der definerer problemerne
- Optimere er dem, der evaluerer ideerne og udvælge løsninger og
- Implementererne får omsat de valgte løsninger
Alle fire typer er nødvendige for innovation. At forstå, hvilke medarbejdere, der falder ind under hvilken type, gør det muligt for en organisation at styre deres innovationsindsats mere effektivt. Det er forskernes erfaring, at de fleste organisationer mangler nogle innovationstyper – især generatorer.
De fire innovationstyper
1. Generatorer
Generatorer er typen, der finder nye problemer og idéer med baggrund i deres egne erfaringer. Deres ideer opstår i kontakt med den virkelige verden – fx borgere – og de går i gang med at finde løsninger og muligheder, der kan komme problemerne til livs. Generatorer finder problemerne, men de tilstræber ikke nødvendigvis at formulere en klar forståelse af problemet eller dets potentielle løsninger.
Generatorer er opmærksomme på verden omkring dem. De igangsætter og udbreder muligheder. Så hvis man mangler dem, er det sandsynligt, at en organisation vil gå glip af muligheder for værdifuld forandring.
På tværs af alle organisatoriske niveauer er Generatorer sjældne. Samlet set var kun 17 pct. af deltagerne den type.
Det betyder, at lederne skal være bevidste om at inkludere Generatorer i deres organisation.
Forskernes undersøgelse viser, at nogle erhverv har flere Generatorer end andre. Skolelærere (56 pct.), akademikere (38 pct.) og kunstnere (34 pct.) er de erhverv med den største andel af Generatorer. Teknik (8 pct.), strategisk planlægning (9 pct.) og produktionsfolk (9 pct.) har den laveste andel.
2. Konceptmager
Konceptmageren er typer, som definerer problemet og foretrækker at forstå det gennem abstrakte analyser frem for gennem praktisk erfaring. Ligesom Generatorer kan de godt lide at komme med ideer, men i modsætning til Generatorer, så foretrækker de at formulere problemerne klart og præcis. De sætter de forskellige dele sammen, så de kan bruges som grundlag for en eller flere løsninger.
Konceptmagerne er som innovationstype næsten lige så sjælden som Generatorer. De udgør kun 19 pct. i forskningen.
Konceptmagerne er mest almindelige i job, hvor det er afgørende at forstå et præcist problem, som for eksempel organisationsudviklere (61 pct.), strategiskplanlæggere (57 pct.) og folk der laver markedsundersøgelser (52 pct.). Omvendt ses Konceptmageren ikke så ofte i driftsledelse (7 pct.), teknisk support (11 pct.) og projektledelse (13 pct.).
3. Optimereren
Optimereren er typen, der vurderer ideer og foreslår løsninger. De foretrækker systematisk at undersøge alle mulige alternativer for at implementere den bedste løsning blandt de kendte muligheder.
Optimereren er mest almindelige blandt medarbejdere uden ledelsesansvar.
Optimereren er også mest almindelig i stillinger, hvor der søges praktiske, præcise og detaljerede planer, processer og løsninger. Teknik (43 pct.), produktion (38 pct.) og finans (36 pct.) havde den højeste andel af Optimerere. Produktudvikler (9 pct.), akademiker (10 pct.) og skolelærer (11 pct.) havde den laveste andel.
4. Implementatoren
Implementatoren er den, som sætter løsninger i gang. De tager entusiastisk (og nogle gange utålmodigt) handling, eksperimenterer med nye løsninger, før de tester dem og foretager derefter justeringer, som er baseret på resultatet af eksperimenterne.
Implementatoren er den mest almindelige innovationstype, som repræsenterer 41 pct. af undersøgelsens respondenter.
De ses ofte i stillinger, hvor de kortsigtede mål er vigtige er som fx IT-drift (64 pct.), kunderelationer (51 pct.) og administration (50 pct.). Kunstnere (6 pct.), strategiske planlæggere (7 pct.) og designere (10 pct.) tilhører sjældent den gruppe.
Udfordringer for organisationer
To resultater bør fange ledernes opmærksomhed. For det første er innovationstyperne generelt ikke jævnt fordelt. Det er kun omkring 17 pct. af deltagerne i undersøgelsen som er Generatorer, mens 41 pct. var Implementere. Eller sagt med andre ord – der er en overvægt at ansatte som er gode til at implentere ideer men der kan nemt komme til at mangle ansatte der får ideerne.
For det andet er der en tendens til, at typerne heller ikke er lige fordelt på de forskellige erhverv. For eksempel findes Generatorer næste ikke i ikke-industrielle erhverv, og Konceptmagerne er mest almindelige i strategisk planlægning og organisationsudvikling.
Disse to resultater bidrager til det samme problem. De organisationer, der mangler den rette balance, er ofte ikke nok kognitivt forskellige. Det betyder, at organisationen så mangler den ideelle kognitive mangfoldighed til at skabe innovation.
Artiklen er frit redigeret og oversat fra denne artikel fra Harvard Business Reviews.
