Hvornår noget er innovation kan altid diskuteres. Men uanset om det er de store radikale forandringer, inkrementel innovation eller justeringer i hverdagens praksis, så kræver det noget af dig som leder.
Få her tre anbefalinger, du kan lade dig inspirere af, når du skal lede innovation:
Anbefaling # 1
Lav en strategiplan med tid, ressourcer, delmål, opgaver, ansvars- og rollefordeling. For at beskytte dine driftsopgaver, dine medarbejdere og jeres målstyring, kan du med fordel inddrage den chef, som du refererer til. Det lægger op til sparring, vurdering og analyse af beslutninger og dens konsekvenser.
Når forandringer skal implementeres for at innovere på praksis, drift og metode, eller noget helt tredje, er det vigtigt, at du går forrest og viser, at du støtter op om de nye innovative tiltag.
Anbefaling # 2
Lav præcise og klare målformuleringer for indførsel af ændringerne. For eksempel: Vilkår vi arbejder ud fra, hvilken indflydelse vi har, hvad kan vi påvirke og hvad lederens rolle skal være i indførselsperioden.
Formålet med innovationstiltaget – hvad skal det lede til, hvad vil vi opnå? Sørg for at synliggøre den værdi, det skaber for personale, borgere, drift, arbejdsgange osv.
Anbefaling # 3
Skab tid, skab rum og skab mulighed for at informere, involvere og lytte til dine medarbejderes input, gode ideer eller bekymringer vedrørende det nye innovative tiltag.
Lav en risikoanalyse for implementering af innovationstiltag, der vil kræve store ændringer i hverdagen for medarbejdere såvel som borgere.
Udarbejd en plan. Planen skal indeholde en klar struktur og en overskuelig ramme for at køre det nye tiltag ind i forhold til nye processer, teknologi eller metode.
Refleksioner til at tænke mere innovativt:
- Beskriv det, du drømmer om, som personalet drømmer om og det som borgerne drømmer om.
- Hvordan vil den perfekte verden se ud, hvis I sammen kunne bestemme?
- Udforsk din egen organisation – hvor kan vi skabe store gevinster med en lille indsats?
- Involver ledere fra andre sektorer og det private erhvervsliv for at blive udfordret på vanetænkning, begrænsende overbevisninger og blinde pletter. Det er sundt løbende at møde en anden og ny virkelighed end ens egen.
- Vend ydre pres til egen ambition – Hvordan gør vi hinanden stærkere og mere robuste?
- Stjæl andres ideer med stolthed - Gode ideer findes overalt – det gør løsningerne også.
- Bryd de vante rammer – Husk ordsproget ”Hvis du gør det du altid har gjort, får du det, du altid har fået”.
- Giv andre lyst og mod til at tænke nyt. Lad medarbejderne folde ideerne ud, bring forskelligheder sammen og slip kontrollen for en stund.
- Det kræver ledelsesmæssig opbakning at forankre de gode ideer.
- Medarbejdere bliver mere innovative når de har frihed til at planlægge deres egen arbejdsdag.
Refleksionerne, der er fra Væksthus for Ledelses publikation: Innovation i hverdagen, kan hjælpe dig med at udvikle en kultur der tænker nyt og tør udfordre det konventionelle og vante. Innovationskulturens styrke giver dit lederskab mulighed for at gøre dig, dine kolleger og personale forandrings- og omstillingsparate. Det gør, at beslutninger hurtigere kan tages, der hurtigere sker en tilslutning og et medansvar for at løfte opgaven.
Innovationens tre A’er:
ACCEPT: Du skal acceptere, at det nye måske udspringer af sære ideer, usikre forandringer eller af den generation af unge, der er på vej ud på arbejdsmarkedet med en helt anden tilgang til arbejdet, end den du selv har.
AFLÆRING: Du skal kunne distancere dig fra din egen erfaring og måde at tænke på. Spørg for eksempel til de unges visioner eller brugernes ønsker.
ALTERNATIV: Opfordr dine medarbejdere til at komme med alternativer, der kan forbedre status quo. Flere hjerner tænker bedre end én, og du kan nu frit vælge de bedste alternativer ud. Du har sparet tid og dine medarbejdere føler, at deres mening er værdsat.
Artiklen er en redigeret udgave der er udlånt og tidligere bragt i magasinet ‘Forkant – Ledelse i sundhedsvæsenet’.
Læs mere:
Kend de fire grundsten for innovation