Tør du være en middelmådig leder?

I en tid hvor ledere forventes at være stærke, skarpe og ufejlbarlige, er det måske netop det middelmådige, der mangler. Ikke som ligegyldighed, men som den bæredygtige midte, hvor tvivl, fællesskab og reel kvalitet kan vokse. Middelmådighed er ikke et problem. Det er et vilkår. Og måske vores vigtigste ressource.

Vi har bygget en ledelseskultur op omkring det ekstraordinære. Ledere skal være skarpe, inspirerende, robuste, strategiske og empatiske hele tiden. De skal kunne navigere i kompleksitet uden at vise tvivl, skabe følgeskab uden at tøve og træffe beslutninger uden at vakle.

Men kender du den virkelighed? Eller kender du snarere hverdage fyldt med tvivl, afbrydelser, konflikter og beslutninger, der aldrig er helt klare?

Læs også: Livet som uperfekt leder

En mere ærlig og holdbar tilgang

Tanken om middelmådighed som en styrke er blandt andet udfoldet af Morten Münster i bogen ‘Afdeling for magisk tænkning’. Her gør han op med forestillingen om, at konstant toppræstation er realistisk og ønskværdig. I stedet argumenterer han for, at bæredygtige resultater opstår, når vi accepterer det almindelige, det ujævne og det menneskelige som grundvilkår. Ikke som resignation, men som en mere ærlig og holdbar tilgang til arbejde, ledelse og fællesskab.

De fleste ledere lever i det midterste. I det ujævne terræn, hvor man prøver, fejler, justerer og prøver igen. Alligevel lader vi ofte som om, vi burde være på toppen. Og det er dér, stressen begynder at vokse. Ikke fordi arbejdet er for vigtigt, men fordi vi ikke må være menneskelige i det.

Middelmådighed er i den forstand ikke et problem. Det er en ærlig tilstand. Den siger:

• Jeg er ikke på mit bedste hele tiden.
• Jeg har ikke alle svar.
• Jeg har brug for andre.

Netop derfor er den så kraftfuld.

Læs også: Tvivl og bliv en stærkere leder

Middelmådighed frigiver energi

Når middelmådighed bliver legitim, bliver ærlighed det også. Så kan man sige, når noget er svært. Når noget ikke virker. Når man er i tvivl. Og det er her, kvaliteten faktisk opstår, fordi problemer bliver synlige, før de bliver store, og fordi løsninger kan vokse frem i fællesskab.

Har du lagt mærke til, hvor meget energi der går med at se kompetent ud? Hvor meget overskud det kræver at skjule, at man ikke altid ved, hvad man laver?

Middelmådighed frigør den energi. Den gør det muligt at samarbejde i stedet for at imponere. At lære i stedet for at forsvare sig. At dele ansvar i stedet for at bære det alene.

Paradokset er, at når vi tør være middelmådige, bliver vi ofte bedre. Ikke fordi ambitionerne forsvinder, men fordi frygten gør. Frygten for at fejle, for at blive afsløret, for ikke at være nok. Og uden den frygt falder stressen. Ikke fordi arbejdet bliver let, men fordi det bliver fælles.

Læs også: Hvad får medarbejderne til at være ærlige?

Ambition der kan holde

Hvis middelmådighed skal blive en styrke i en organisation, kræver det, at både ledere og medarbejdere begynder at tage den alvorligt. Ikke som et svaghedstegn, men som et menneskeligt vilkår. Her er nogle måder at gøre det på:

1. Gør det legitimt at sige: “Jeg ved det ikke”
   Når ledere tør sige det højt, skaber de rum for, at andre kan tænke med i stedet for at lade som om.
2. Beløn ærlighed, ikke kun præstation
   Spørg ikke bare, hvad der lykkedes, men også hvad der var svært. Det er dér, læringen ligger.
3. Del byrden, før den bliver for tung
   Skab strukturer og relationer, hvor opgaver, tvivl og ansvar bæres sammen, ikke i stilhed.
4. Hold fast i menneskelige værdier, også når det går stærkt
   Tydelighed, respekt og omsorg er ikke bløde idealer. De er forudsætningen for stabil kvalitet.

Middelmådighed er ikke fraværet af ambition. Det er ambition, der kan holde, også på den lange bane.

Læs også: Kommune søger middelmådig leder