Lederen komme flyvende ind i lokalet. Skriger op, smider om sig med opgaver, og flyver væk igen. Sådan er billedet på den klassiske mågeledelse. Man kan imidlertid være mågeleder på flere måder, og en ny og mere sofistikeret afart af mågeledelse er dukket op. Bliv her klogere på den og læs, hvordan du undgår selv at blive en mågeleder.
Men man behøver ikke være en råbende leder for at praktisere mågeledelse. Selvom lederen ikke råber af medarbejderne, men taler pænt og i et almindeligt stemmeleje, kan man sagtens opnå samme effekt. Fx hvis man som leder kommer ind, stiller en byge af spørgsmål – og i øvrigt lægger et urimeligt pres samt efterlader en masse opgaver med alt for kort deadline.
Mågeledelse set fra en medarbejders synspunkt
Det er meget ubehageligt for medarbejdere at blive udsat for mågeledelse. Medarbejderen sidder tilbage med en følelse af vrede, frustration og usikkerhed.
En medarbejder fortalte fx, hvordan han var udsat for en leder, som i det daglige ikke var ret meget til stede. Men pludselig kunne lederen dukke op på kontoret og stille en masse spørgsmål, som medarbejderen ikke umiddelbart kunne svare på. Oftest ville lederen forsvinde ud af kontoret igen – lige så hurtigt som han var dukket op – inden medarbejderen overhovedet havde haft mulighed for at sunde sig og stille nogle uddybende spørgsmål.
Tilbage sad medarbejderen som regel med en eller flere store opgaver, der altid skulle leveres med meget kort frist. Som medarbejderen sukkende fortalte, kunne han efter sådan et møde med mågeledelse anno 2016 altid se frem til endnu en sen aften med arbejde. Og så kunne han i øvrigt regne med, at lederen ikke ville kvittere og vende tilbage, når han havde fået svar på sine spørgsmål.
Undgå at blive en mågeleder
Der er formentlig ikke nogen leder, der ønsker at være en mågeleder, men nogen gange kommer man alligevel til at opføre sig som en. Der kan være mange grunde til, at man falder i grøften. Ofte handler det om, at lederen selv er presset på tid, har mistet overblikket eller selv er blevet udsat for mågeledelse fra sin chef.
Hvis du vil undgå at udøve mågeledelse:
- Sørg for at give din medarbejdere en klar og tydelig opgave. Vær sikker på, at de forstår opgaven, og hvad du forventer af dem.
- Sæt en rimelig deadline for løsningen af opgaven. Hvis du giver en for kort tidsfrist, bliver kvaliteten også derefter.
- Hjælp med at prioritere medarbejderens opgaver, hvis der er for mange opgaver på medarbejderens bord.
- Sørg for at medarbejderen har adgang til dig, hvis han får brug for at vende opgaven med dig undervejs.
- Husk at kvittere for den løste opgave med som minimum et tak eller gerne feedback.
- Er du selv blev udsat for mågeledelse, så tag dig lige et pusterum, hvor du får pulsen ned og får skabt dig overblikket, inden du går ind til dine medarbejdere.
Læs mere: