Vi kender det godt: Den øverste ledelse har defineret nogle budskaber, der er vigtige at få kommunikeret ud i organisationen. Helt efter bogen sætter ledelsen deres lid til, at mellemlederne kommunikerer budskaberne ud i deres dele af organisationen. Og det er, her kæden ofte hopper af.
Hvorfor er det så svært?
Forestil dig et billedet af en dejlig frugtkurv, der skal leveres til samtlige medarbejdere. Den øverste ledelse forventer, at mellemlederne kommunikerer budskaberne – dvs. hele frugtkurven – ud i deres dele af organisationen. Men desværre ryger der ofte både en pære, banan og et æble i farten.
Linjekommunikation handler i bund og grund om, at den nærmeste leder videreformidler budskaber fra topledelsen til sin egen del af organisationen. Men allerede, når den øverste ledelse forlader mødet og skal ud og kommunikere, opstår de første udfordringer, som er vist i figuren:
Figur 1. Kaskadekommunikationens problem (Lundholt & Uldall, 2018: 47)
Figuren viser følgende situation: Topledelsen har formuleret et budskab (frugtkurven), som skal kommunikeres videre ud i organisationen. Nogle ledere vælger at være loyale over for hele budskabet og kommunikerer det fuldkommen identisk videre til medarbejderne (Leder A). Andre hiver de frugter ud, som de finder relevante (Leder D). Nogle har misforstået budskabet og ender med at kommunikere et helt andet billede (Leder C). Og endelig er der dem, der vælger ikke at kommunikere (Leder B).
Ledelseskommunikationens Værktøjskasse
Vellykket kommunikation kræver, at du tilpasser kommunikation til din målgruppe. Det forudsætter følgende
1) Et grundigt kendskab til de målgrupper, der er i spil i en given situation
2) Bevidsthed om, hvad du ønsker at opnå med din kommunikation.
3) Forberedelse af hvilket budskab du vil igennem med
4) Overvejelser om målgruppernes reaktioner
5) Valg af rette kommunikationskanaler
6) Et tidspunkt
7) En klar aftale om, hvem der har ansvaret for kommunikationen.
De punkter er kommunikationens syv elementer, og tilsammen udgør de Ledelseskommunikationens Værktøjskasse. Når du åbner værktøjskassen, vil du blive guidet gennem alle syv elementer, hvilket sikrer, at du har overvejet alle aspekter før selve kommunikationen.
Bag de syv elementer ligger mange forskningsmæssige erkendelser som du kan læse om i bogen Ledelseskommunikation (Lundholt og Uldall, 2018), der netop er udkommet ved Samfundslitteratur.