Det gør ondt at begå en fejl. Det svier i selvtilliden, og tanken om: ”at de andre vil se mig som et upålideligt fjols”, gnaver i bevidstheden. Samtidig fyldes ens hoved med overdrevne forestillinger om de frygtelige konsekvenser fejlen kan få.
Måske orker du slet ikke at erkende, at du har begået en fejl, eller også er din første impuls at forsøge at slette alle spor og lade som ingenting.
Begge taktikker er dog helt forkerte ifølge Harvard Business Review. I stedet for at miste modet og gemme sig, skal man agere proaktivt. Hvis du håndterer din fejl rigtigt, kan du nemlig vende den til en chance for at vise, hvilket stof du er gjort af.
Mange topchefer bliver blandt andet hyret på, at de tidligere har begået en stor fejl og bevist, at de magtede at stå stormen igennem og kom ud med oprejst pande.
Tag ansvaret for dine fejl
Når du har begået en fejl, gælder det om at få kontrol over situationen med det samme, så du styrer fejlen i stedet for at lade den styre dig. Derfor er det vigtigt at reagere hurtigt, så dine omgivelser ikke når at tvivle på din dømmekraft.
Første skridt er at få hovedet ud af busken og tage det fulde ansvar for din fejl uden at forsøge at skubbe ansvaret over på andre.
Det skal dog ikke forveksles med at tage ansvar for ting, som du ikke selv har haft indflydelse på. For eksempel kan det aldrig være ens egen skyld, at man pludselig skal spare mere end forventet.
Fokus på fremtiden
Når du har taget ansvaret på dig og klarlagt forløbet, er det vigtigt, at du bruger fejlen fremadrettet. For når du alligevel skal lide under konsekvenserne, er det vigtigt, at du også høster erkendelserne.
Du skal analysere fejlen, så du ved, hvad der ledte frem til den samt hvilke dele du selv var ansvarlig for, og hvilke der var udefra kommende faktorer. På den måde bliver det lettere at undgå den samme fejl i fremtiden.
Det gør det også lettere at fortælle dine omgivelser, hvad du vil gøre for at udbedre skaderne samt fortælle, hvordan du vil undgå at begå den samme fejl igen.
Hvis din chef og dine kollegaer kan se, at du har ændret adfærd, fordi du har lært noget af din fejl, så vil de ikke være bange for at overlade lignende opgaver til dig en anden gang.
Opskrift på succesfuld fejlhåndtering
- Reager hurtigt, så dine omgivelser ikke begynder at miste tilliden til din dømmekraft
- Tag ansvaret på dig i stedet for at forsøge at skyde skylden over på andre
- Vær handlingsorienteret, og forklar med det samme, hvad du vil gøre for at rette op på fejlen
- Meld hurtigt ud, hvordan du vil forhindre, at de begår samme fejl i fremtiden
- Lad være med at gemme dig eller blive bange for at handle igen. Alle der forsøger at gøre noget vil også fejle før eller siden.
Undgå tillidsbrud
Der er dog enkelte fejl, der kan være sværere at rette op på. Det er meget svært at genopbygge tillid, hvis den først er blevet brudt. Derfor er det bedre at forsøge at undgå denne slags fejl.
Hvis du følger ovenstående råd, kan din fejl i sidste ende blive et værdifuldt øjeblik i dit lederskab, hvor du viser styrke, visdom og udholdenhed. På den måde kan din fejl i sidste ende blive et skridt på vejen mod succes.
Artiklen har tidligere været bragt på Lederweb i 2010