Motivation – en muskel der kan trænes

Hvad motiverer sygeplejersken til på en regnvåd mandag morgen at køre på arbejde?

Ledelsesteoretikere har igennem årtier forsket i, hvad der motiverer mennesker, og hvad der stimulerer motivation.

Ærindet her er ikke at gennemgå indsigterne fra de forskellige motivationsteorier, men at give en række lavpraktiske og konkrete værktøjer til både ledere og medarbejdere, der gør jer i stand til at træne og udvikle jeres motivation.

Udgangspunktet er, at motivation kan trænes – ligesom en muskel.

Træning af motivation på arbejdspladsen

Mennesker motiveres i forskellig grad og forskelligt alt efter opgavetyper, organisatorisk kontekst og rammerne for opgaveløsningen.

Derfor er det også alment anerkendt, at motivation ikke er et individuelt anliggende, men noget som understøttes kollektivt.

Det er derfor nærliggende at bruge værktøjer i hverdagen, der stimulerer den enkeltes motivation med opbakning fra ledelsen og kollegerne ”i kollektivet”. At skabe et miljø, hvor den enkeltes motivation iltes, fordrer en kultur, hvor fællesskabet aktivt vitaliserer og understøtter den enkeltes motivation. Begge dele kan trænes på arbejdspladsen.

Individuel motivation – støttet af kollektivet

Positiv modtagerfeedback

Når den enkelte bliver anerkendt for sit arbejde og oplever at gøre en forskel, virker det som en katalysator for individuel motivation. Derfor er feedback afgørende, ikke kun fra nærmeste leder eller kollega, men også fra borgere. Pointen er altså, at den direkte kontakt til og feedback fra de borgere, som den enkelte qua sit arbejde har gjort en forskel for, er noget af det mest motiverende, der findes.

Det gælder fx for sygeplejersken, der møder en nu raskmeldt patient, der fortæller, hvordan den omsorg og pleje, sygeplejersken udviste under sygdomsforløbet, havde stor betydning for patientens tryghed og følelse af at blive passet på i en sårbar situation. Her er der således tale om en konkret, direkte og positiv feedback fra modtageren af sygeplejerskens ydelser, hvilket forstærker sygeplejerskens opfattelse af at gøre en forskel.

Bevidstgørelse af at gøre en forskel

Psykologisk forskning viser, at man er mere tilbøjelige til at lade sig overbevise, hvis man har været i stand til at overbevise sig selv om, at man gør en forskel. Derfor kan (skriftlige) refleksionsøvelser om, hvordan man som medarbejder gør en konkret forskel for andre være med til at bevidstgøre den enkelte om egen motivation og eget ønske om at gøre en forskel.

Indre opgavemotivation – kortlæg på individniveau, understøt og stimulér fra kollektivet

Tilbage til sygeplejersken. Når hun ”lander” mandag morgen på afdelingen, er der ud over det at kunne gøre en forskel (for andre) også en række øvrige forhold med stor betydning for (udvikling af) hendes motivation. Disse forhold handler om opfyldelse af en række grundlæggende psykologiske behov for autonomi, kompetence, tilknytning og mening i forbindelse med opgaveløsningen.

1. Autonomi
   Autonomi indebærer, at den enkelte oplever at have frihedsgrader til at kunne handle af egen vilje og have ejerskab over sit eget virke på jobbet. Det betyder, at sygeplejersken har et vist råderum til at løse sine opgaver, sådan som hun selv finder det bedst snarere end at have oplevelsen af at blive ”detailstyret” i sin adfærd. Det også betyder også, at den enkelte ansatte kan få indflydelse på, hvilke opgaver vedkommende skal løse, snarere end blot at blive udpeget uden mulighed for at ytre sine præferencer.
   
2. Kompetence
   På arbejdspladsen arbejdes der ud fra mål, og fagligheden bruges til at løse opgaver og opståede udfordringer. Dag ud og dag ind. Netop fordi de ansatte bruger så megen af deres vågne tid på arbejdet, bliver arbejdet en stor del af deres identitet, og derfor vil der selvsagt være et stort behov for at føle sig kompetent. Kompetence er derfor et nøglebegreb, der understøtter medarbejdernes kapacitet til at løse opgaverne.
   
3. Tilknytning
   Tilknytning handler om oplevelsen af at have positive relationer til andre. For sygeplejersken kan det være til kolleger, teamet, det faglige fællesskab, ledelsen på arbejdspladsen samt til de borgere, sygeplejersken møder i sit job. Tilknytning handler om den menneskelige stræben efter tætte og nære forhold og ønsket om at høre til – at føle sig som en del af fællesskab, uanset om det så er fagligt, socialt eller relationelt.
   
4. Mening
   Som menneske har man brug for noget at stræbe efter fx i form af en vigtig sag eller et større formål, som man kan bidrage til igennem arbejdet.  Meningsbehovet handler imidlertid også om meningsfulde strukturer i arbejdslivet – altså, at den enkelte oplever, at de opgaver, han eller hun løser, faktisk giver mening. I kontrast hertil står opgaver, der udgør en barriere for oplevelsen af at skabe værdi gennem arbejdet såsom unødige dokumentationsopgaver.