Hvad er dine første tanker om ordet kontrol?
Mange har modstand mod kontrol og opfatter det som det modsatte af tillid. Det er problematisk og kræver en revurdering af de vanemæssige forståelser, der præger vores omgang med kontrolbegrebet.
Tillid og blind kontrol
En af de bærende (mis)forståelser er, at tillid og kontrol er modsætninger. Tværtimod kan og bør både tillid og kontrol praktiseres på en faglig måde.
Tillid kan blive til blind tillid. Det uhensigtsmæssige ved blind tillid er, at det ikke bidrager til udvikling.
Men hvad med kontrol?
Artiklen her introducerer begrebet blind kontrol. Ligesom med blind tillid er blind kontrol defineret ved, at det ikke bidrager til udvikling.
Pointen er, at der en kategori af både nødvendig og hensigtsmæssig kontrol, som ikke er blind. Det vil sige kontrol, der bidrager til udvikling og samtidig øger medarbejdernes motivation og engagement.
Dette betegnes her som kvalificerende kontrol. Det er der behov for blandt andet på grund af ansvarlighedskrisen.
Ansvarlighedskrisen
Ansvarlighedskrisen i dansk ledelse handler om, at den skandinaviske ligheds- og tillidskultur forstærker en ledelsesmæssig tendens til ensidigt fokus på tillid. Det sker på bekostning af ledelsesmæssig opmærksomhed og feedback.
Det er velkendt, at for meget kontrol dræber medarbejdernes motivation og engagement. Problemet er, at for lidt opmærksomhed og opfølgning fra ledelsen er lige så demotiverende for medarbejderne.
Kontrolforagt og ensidigt fokus på tillid kan efterlade medarbejdere med en oplevelse af, at ledelsen vender det blinde øje til deres arbejde i stedet for at holde dem ansvarlige. Hvis en leder ikke holder medarbejderne ansvarlige, skaber det en kultur af forvirring og ligegyldighed, hvor medarbejderne ikke føler, at der er noget på spil, eller at de overhovedet har et reelt ansvar. Dette er yderst demotiverende, som Niels-Henrik Sørensen og Rob Kaiser fra LEAD skriver i artiklen Tillid og ansvar del 1 – Ansvarlighedskrisen i dansk ledelse bragt i Børsen den 5. oktober 2017.
Kontrol skal praktiseres i åbenhed
Begrebet “kvalificerende kontrol” kan udvide vores forståelser og sprog om kontrol. I stedet for at se kontrol som noget, der kan og bør undgås, skal man kunne tale om og praktisere kontrol i åbenhed som noget legitimt, nødvendigt og hensigtsmæssigt.
Kvalificerende kontrol er nødvendigt for, at medarbejderne ikke oplever den forvirring og ligegyldighed, som følger af ikke at blive holdt ansvarlig. Med andre ord er kvalificerende kontrol de ledelsesmæssige tiltag og handlinger, der sikrer, at det ikke er ude af kontrol, tilfældigt eller ligegyldigt, hvorvidt den daglige praksis lever op til organisationens mål og formål.
Ansvarlighed og motivation
Fra et medarbejderperspektiv betyder kvalificerende kontrol, at ledelsen er opmærksom på den enkeltes indsats og gør det tydeligt, hvad vedkommendes reelle ansvar er.
Frem for at vende det blinde øje til kvalificerer og motiverer lederen medarbejdernes faglige udvikling og øger engagementet i en fælles indsats for at opnå organisationens ønskede kvalitet.
Faglighed og kvalitet bliver et fælles mål for medarbejdere og ledelse. Kvalificerende kontrol handler ikke om mistillid. Det handler om ledelsesmæssig forståelse af organisatoriske forhold og menneskelige behov for opmærksomhed, opfølgning, understøttelse og feedback for at kunne opleve engagement, ansvar og motivation.
Tillid og kontrol i nyt perspektiv
Kvalificerende kontrol er ikke blind kontrol. Den praktiseres ikke i blinde, men tværtimod i transparens og åbenhed, både hvad angår form og indhold.
Det handler om etik. Og her kommer tilliden ind som en ledsager til kontrol. Den kvalificerende kontrols etik er en forpligtigelse til at kommunikere og handle, så medarbejderne har tillid til, at den kontrol, der praktiseres, er relevant, brugbar og ordentlig. Når det lykkes, kan medarbejderne have tillid til, at organisationen ved, hvad den laver og sigter efter, og til at eget bidrag hertil er værdsat og relevant, og i modsat fald korrigeres i tide.
Læs også: 9 anbefalinger: Sådan øger du tilliden i din ledelse