Esther er en vellidt leder af et lille team. Hun er venlig, respektfuld og opmærksom over for andres behov. Hun er god til at løse problemer og ser altid muligheder i vanskelige situationer. Hun er engageret og skaber stabilitet for medarbejderne. Hendes chef føler sig heldig i at have en så nem underordnet leder at arbejde sammen med og chefen komplimenterer ofte Esther for hendes høje niveau af følelsesmæssig intelligens – eller EI (Emotionel Intelligens).
Esther regner følelsesmæssig intelligens, som en af sine styrker. Hun er glad for, at hun netop i forhold til følelsesmæssig intelligens ikke behøver at arbejde med sin lederudvikling. Men noget er mærkeligt. Selv med sit positive syn begynder Esther at føle sig fastlåst i sin karriere. Hun har ikke været i stand til at opnå de præstationer, som hendes arbejdsplads forventer. Hvad hjælper det så, jeg har den følelsesmæssige intelligens, er Esther begyndt at tænke.
Både Esther og hendes chef definerer følelsesmæssig intelligens alt for snævert, fordi de kun fokuserer på Esthers omgængelighed, følsomhed og empati. Men de mangler at have de kritiske elementer af følelsesmæssig intelligens med i deres betragtninger. De skal også med, hvis Esther skal blive en stærkere og mere effektiv leder.
Hele vejen rundt om følelsesmæssig intelligens
Harvard Business Review har tidligere skrevet om de færdigheder, som en venlig og positiv leder som Esther måske mangler. Det kan være evnen til at give den svære feedback til medarbejderne eller modet til at sige fra på en konstruktiv måde og sætte sig igennem for at drive forandringer frem. Disse huller er dog ikke et resultat af Esthers følelsesmæssige intelligens, de er et bevis på, at hendes færdigheder er ujævne.
Den model for følelsesmæssig intelligens og lederskab, som er udviklet gennem de seneste 30 år ved med at studere stærke ledere, har vist, at det at have en velafbalanceret række af specifikke evner indenfor følelsesmæssig intelligens, det forbereder en leder på at kunne håndtere svære udfordringer.
Boost din følelsesmæssige intelligens
Her er tre spørgsmål, hvis du vil booste din følelsesmæssige intelligens:
#1 Hvad er forskellene mellem, hvordan du ser dig selv, og hvordan andre ser dig?
#2 Hvad betyder noget for dig?
#3 Hvilke ændringer vil du foretage for at nå dine mål?
Fakta om følelsesmæssig intelligens
Der er mange modeller for følelsesmæssig intelligens. Populært bruger de fleste udtrykkene ”EQ” og ”EI”. EQ er emotional quotient, EI står for emotional Intelligence. Oversat til dansk: Emotionel Intelligens eller Følelsesmæssig Intelligens.
EI omfatter fire domæner: selvbevidsthed, selvledelse, social bevidsthed og relationsledelse.
Inden for de fire domæner er der i alt 12 EI-kompetencer.
De 12 EI-kompetencer og hvor Esther skal styrkes
Indenfor de fire områder er der 12 EI-kompetencer, der hver især er gode kompetencer, hvis man skal opnå gode resultater som leder.
Områderne omfatter kompetencer, hvor Esther tydeligvis er stærk: empati, positivt syn og selvkontrol. Men de omfatter også vigtige egenskaber som præstation, indflydelse, konflikthåndtering, teamwork og inspirerende ledelse. Disse færdigheder kræver lige så meget engagement med følelserne, som de mere bløde værdier indenfor følelsesmæssig intelligens, og bør vægte lige så højt, når en leder skal prioritere sin udvikling.
Hvis Esther fx var god til konflikthåndtering, ville hun være hjemmevant med at give folk kritisk feedback. Og hvis hun havde bedre overtalelsesevner og var god til at bruge sin indflydelse, ville hun nemmere kunne give den svære kritik til sine medarbejdere, og dermed hjælpe dem med at blive bedre til deres arbejde.
At kunne tage fat i problemer netop, når de opstår, er kernen i konflikthåndtering. Esther kunne også bruge indflydelsesstrategien for at forklare en kollega, at hun ønsker at se ham få succes, og hvis han blev bevidst om sin egen stil, så ville det fx hjælpe, hvis han ændrede sin attitude.
Esther kunne også mere succesfuldt opnå forandringer, hvis hun blev en mere inspirerende leder. En inspirerende leder kan formulere en vision, der resonerer følelsesmæssigt med både dem selv og medarbejderne. Det er nøglen til at skabe den motivation, der får en arbejdsplads til at skifte kurs og retning. Flere undersøgelser viser, at der en stor sammenhæng mellem kompetencer indenfor følelsesmæssig intelligens og visionært lederskab.
For at udmærke sig bør lederne udvikle en balance på tværs af de forskellige kompetencer. Når de gør det, kommer de gode resultater.
Hvordan kan du se, hvor din følelsesmæssig intelligens skal forbedres?
Ved at gennemgå de 12 kompetencer for dig selv, kan du få en fornemmelse af, hvor du er stærk, og hvor du har brug for at udvikle dine kompetencer.
Mange anbefaler en omfattende 360 graders vurderinger, som samler både de personlige input og vurderinger fra andre, det kan være medarbejdere, chefer og kollegaer. Denne eksterne feedback er særlig nyttig til at evaluere alle områder af følelsesmæssig intelligens, inklusive selvbevidsthed. Man kan få en måling, der viser styrker og svagheder, derefter kan man bede kollegaer, om at give feedback. Jo flere mennesker man spørger, jo bedre et billede får man.
Forskning viser, at hvis der er stor afstand mellem en leders selvvurderinger, og hvordan andre ser lederens evner, vil lederen ofte mange EI-kompetencer, hvilket kan aflæses på forretningsresultaterne.
Denne artikel er bearbejdet og oversat fra denne artikel: Emotional Intelligence Has 12 Elements. Which Do You Need to Work On? (hbr.org)