Poster du billeder af jeres temafester på Instagram for at vise, hvor sjovt I har det i jeres afdeling, eller gør du tydeligt opmærksom på jeres nyrenoverede, åbne lokaler i jobopslagene?
Personalegoder er en blandt flere ting du kan gribe ud efter, når du vil tiltrække og fastholde medarbejdere til organisationen i en tid, hvor arbejdskraft ikke hænger på træerne. Men overvej nøje, hvilke personalegoder, du vil fremhæve over for medarbejderne, for det er ikke alle personalegoder, der bliver set i et udelukkende positivt lys.
I artiklen ’5 ’Anti-Perks’ That Sound Great but Employees Actually Hate’ fra det amerikanske forretningsmagasin Inc, skriver erhvervsjournalist Jessica Stillman om, hvordan bestemte frynsegoder virker demotiverende for mange.
Her er fire personalegoder, du enten bør være varsom med at give eller i hvert fald tænke over, hvordan du præsenterer:
1. Teambuilding
Medarbejderne trænger til at blive rystet godt og grundigt sammen, så du arrangerer en personaledag i en klatrepark eller i et Escape room. Hvad flere af medarbejderen ikke fortæller dig er, at de enten har højdeskræk eller ikke kan forestille sig noget værre end at overskride grænser sammen med deres kolleger.
Svaret er ikke nødvendigvis at droppe teambuilding, men måske er det værd at gå udenom de aktiviteter, der kan være åbenlyst grænseoverskridende for nogle medarbejdere. Lad gerne medarbejderne selv komme med forslag inden for den ramme.
2. Hyppige fester
Du fortæller måske begejstret potentielle medarbejdere om jeres seneste personalefest med James Bond-tema, eller om hvordan I jævnligt går ud sammen og får en fyraftensøl i håbet om, at det vil få ansøgerne til at vælge jeres arbejdsplads. Men en del af de potentielle medarbejdere får i stedet lyst til at vælge et job, hvor de er fri for at høre på deres fulde kolleger efter fire øl.
Igen betyder det ikke, at I skal droppe alt, hvad der er sjovt og hyggeligt, for sommerfesten og julefrokosten gør sikkert en masse godt for jeres sammenhold. Men sørg også for, at der er sociale aktiviteter, hvor fest og alkohol ikke indgår, som fx kage op til ferier eller morgenmad den første fredag i måneden.
3. Træningsrum
Træningsrum og træningsredskaber er tilgængelige på en del arbejdspladser, men det er ikke alle medarbejdere, der vil juble ved udsigten til fitness på arbejdspladsen. Nogle vil føle det som et pres for nærmest at flytte ind på jobbet eller som et tegn på, at du blander dig i, om de lever sundt og motionerer.
Hvis medarbejdere efterspørger træningsrum, kan de være et fint tilbud, men tænk over hvordan du fortæller om dem til potentielle og nye medarbejdere. Du kan med fordel fremhæve, hvordan tilbuddene bliver brugt af nogle, og at det er frivilligt, om man vil bruge dem.
Alternativer til fryns
Men hvilke personalegoder kan du så bruge som et blandt flere redskaber til at tiltrække og fastholde nye, dygtige kolleger?
Det er der næppe nogen facitliste på, men Jessica Stillman fremhæver vigtigheden af, at personalegoderne harmonerer med værdierne hos de medarbejdere, du gerne vil tiltrække. Det kan for eksempel være værdier om balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Kilde
Artiklen er inspireret af artiklen ’5 ’Anti-Perks’ That Sound Great but Employees Actually Hate’ fra forretningsmagasinet Inc og tilpasset en dansk kontekst.