I mange organisationer opstår der situationer, hvor flere ledere skal lykkes med den samme opgave, uden at nogen af dem har det fulde ansvar alene. Det kan være udvikling af en ny borgerservice, en indsats for bedre arbejdsmiljø eller implementering af et nyt IT-system. Det er i sådanne samarbejdsrum, man finder ‘de mange midter’ – de steder, hvor opgaver, ansvar og beslutninger krydser hinanden.

At lede i de mange midter er ikke altid enkelt: Hvem tager ansvar? Hvor træffes beslutninger om hvad? Hvad er de fælles mål? Hvordan koordinerer man arbejdet? Og ikke mindst: Hvordan sikrer man forpligtelse til de fælles opgaver?

Når ledelse på tværs bliver svært, forsøger organisationer ofte at løse det med nye mødefora, processer eller styringsmekanismer. Men erfaringer fra arbejdet med ledere i det offentlige peger på, at struktur alene sjældent er nok.

Det afgørende er ofte, om lederne lykkes med at skabe fælles retning, koordinering og forpligtelse i de fælles ledelsesrum. Det kræver, at man som leder får blik for sine egne ’midter’:

  • Hvor er man gensidigt afhængig af andre?
  • Hvor opstår der krydspres?
  • Hvor er der behov for fælles beslutninger og koordinering?

Læs også: Ledelse på tværs: Tænk stort, start småt

3 greb kan styrke arbejdet med at lede i de mange midter

1. Vær tydelig om dit, mit og det fælles

Ledelse på tværs kræver tydelighed om ansvar og opgaver. Hvad ligger hos mig? Hvad ligger hos dig? Og hvad er vi fælles om?

Mange samarbejdsproblemer opstår ikke nødvendigvis, fordi nogen gør noget forkert, men fordi det er uklart, hvem der ejer hvilke opgaver og beslutninger.

Samtidig er det ikke nok kun at fokusere på arbejdsdeling. Ledere må også være optagede af det fælles ledelsesrum – altså dér, hvor man er afhængige af hinanden for at lykkes.

Det kræver, at man aktivt arbejder med samarbejdet i snitfladerne frem for kun at optimere sit eget område.

2. Se organisationen som en fælles professorterning

Ledelse i de mange midter kan sammenlignes med at løse en hel professorterning sammen frem for kun at løse en enkelt side.

Alle ledere har deres egen kerneopgave og egne mål, som de skal lykkes med. Det kan være politiske mål, lovgivning, faglig kvalitet, økonomi eller serviceniveauer. Men når én leder flytter på noget, påvirker det ofte andre dele af organisationen.

Pointen er derfor, at god tværgående ledelse ikke handler om at optimere sin egen ‘side af terningen’ mest muligt. Det handler også om at forstå helheden og de konsekvenser, ens egne beslutninger har for andre – og dermed have blik for det, man ikke nødvendigvis lige kan se.

Det kræver nysgerrighed på andre perspektiver og vilje til at finde løsninger, der fungerer på tværs.

3. Arbejd aktivt med relationel koordinering

Et centralt greb i tværgående ledelse er relationel koordinering. Her er fokus på kvaliteten af relationerne mellem dem, der skal lykkes sammen.

Det handler blandt andet om hvorvidt:

  • der er fælles mål
  • man deler relevant viden
  • der er gensidig respekt

Derudover handler det om kvaliteten af kommunikationen:

  • Er den hyppig?
  • Er den rettidig?
  • Er den præcis og forståelig?
  • Er den problemløsende?

Når relationerne fungerer godt, bliver det lettere at koordinere komplekse opgaver på tværs – også når interesser og hensyn ikke er de samme.

Læs også: Derfor skal du lede i mellemrummet

3 råd til ledere, der vil styrke samarbejdet på tværs

1. Gør dine ‘midter’ synlige

Identificér de samarbejdsrum, hvor du er afhængig af andre ledere eller fagområder for at lykkes. Tal åbent om forventninger, snitflader og fælles ansvar.

2. Vær både vært og gæst i samarbejdet

Invitér andre ind i dit ledelsesrum, og vær samtidig nysgerrig, når du træder ind i andres. Tværgående ledelse kræver både lederskab og følgeskab.

3. Undgå at regulere alt

Det kan være fristende at skabe flere regler og procedurer, når samarbejdet bliver komplekst. Men for mange regler kan skabe uhensigtsmæssig adfærd og mindre handlekraft.

Ofte virker enkle principper, fælles retning og stærke relationer bedre end detaljeret regulering.

Begrebet ’de mange midter’ er inspireret af Anders Trillingsgaard, Meget mere ledelse, 2024.

Deltag i webinar om ledelse på tværs i Ledelsesugen

Hvordan leder man helheder, når man samtidig står midt i drift, faglige hensyn og forskellige interesser?

Mandag den 26. oktober 2026 kl. 9.30-10.15 kan du deltage i et webinar, hvor partner og chefkonsulent i Connector Astrid Perregaard interviewer chefkonsulent i Connector Nina Nørregaard og chef for Beskæftigelse, erhverv og integration i Gentofte Kommune, Kasper Tange Jørgensen, om, hvad det kræver at lede på tværs.