Autentisk, tillidsfuld, motiverende. Der er mange vigtige egenskaber hos gode ledere. Men ifølge Jeff Haden, der er amerikansk ledelsesekspert og forfatter af bogen ”The Motivation Myth: How High Achievers Really Set Themselves Up to Win”, er det også relevant at se på lederens konkrete handlinger, som gør en forskel i forhold til medarbejdernes motivation og arbejdsglæde.

I en artikel på Inc peger Jeff Haden på fire ting gode ledere gør, og som du her får inspiration til at gøre efter:

De fire ting er:

1. De håndterer giftige medarbejdere

En medarbejder med giftig adfærd kan forpeste en arbejdsplads og koste dyrt.

Gode ledere knokler derfor for at rekruttere og ansætte dygtige medarbejdere, og de knokler endnu hårdere for at håndtere giftige medarbejdere.

En amerikansk undersøgelse viser, at du øger medarbejdernes moral med 16 pct. ved at ansætte en god (superstar) medarbejder. I gennemsnit sparer det organisationen for omkring 6.000 USD om året. Men ”fjerner” lederen en giftig medarbejder, øger det medarbejdernes moral med 61 pct og sparer virksomheden for 13.000 USD. Årsagen er, at giftige medarbejdere får andre medarbejdere til at forlade organisationen hurtigere og oftere, og så falder produktiviteten. Har den giftige medarbejder tilmed en lederstilling, stiger medarbejderomsætningen med 60 pct.

Læs også: Giftige medarbejdere: Ét råddent æble kan fordærve hele kurven

2. De holder få møder

Flere medarbejdere føler, at de spilder tid på værdiløse møder. Undersøgelser viser også, at medarbejdernes produktivitet siger med 70 pct. når møderne reduceres med 40 pct. Forklaringen er ganske enkelt, at medarbejderne får mere tid til at få tingene gjort.

Medarbejderes IQ falder også under møder, viser undersøgelser. Til de møder, der er nødvendige, er der tre du bør undgå sker:  

  • Medarbejderne føler sig utrygge
  • Medarbejderne ikke føler, at deres bidrag bliver værdsat
  • At andre kritiserer (også implicit) medarbejderens bidrag.

Gode ledere holder generelt færre møder, særligt af dem, hvor målet er brainstorming. For er målet at generere ideer, så ved lederen, at det bedst sker, når først man har haft tid til at udtænke ideer alene eller to og to sammen.

Derudover er lederen også opmærksom på at eliminere de møder, der ikke starter til tiden, da de er mindre effektive end dem, der starter til tiden.

Læs også: Dræb de værdiløse møder og Afliv brainstorming og få bedre ideer

Er du i tvivl om du skal aflyse næste møde? Så tjek her:

3. De indrømmer at de ikke har svar på alt

Gode ledere er ikke ekstremt selvsikre. De er derimod ydmyge, relaterbare, tilgængelige og empatiske. De er villige til at indrømme fejl og svagheder og arbejde med dem. De ved samtidig, at de ikke ved alt. Derfor lytter og inddrager de medarbejdernes ideer og løsninger. De ved, at når en medarbejder kommer med en ide, der er bedre end deres, så er det ikke tegn på, at de er en dårlig leder.

Sådan kan du være mere ydmyg:

Ydmyghed er en erkendelse af andres værd. Du kan øve dig i at være mere ydmyg ved at:

  • Lytte mere, tale mindre
  • Vise din anerkendelse af andre
  • Indrømme når du begår fejl
  • Vise tillid
  • Byde kritik velkommen

Læs også: Derfor er ydmyge ledere de bedste

4. De serverer aldrig en feedback-sandwich

En feedback-sandwich er, når man pakker sin kritiske feedback ind i et dobbelt lag af ros: ”Du er super dygtig, men …” Tilgangen antager, at jo mere af samtalen du rammesætter positivt, jo større chance er der for, at modtageren tager kritikken til sig.

Gode ledere ved, at det ikke er sådan, de skal give feedback.

Undersøgelser viser, at mange der får sandwichen, føler sig manipuleret og ikke ændrer den adfærd feedbacken havde til formål at ændre.

Når lederen giver effektiv feedback, inkluderer han eller hun i stedet denne sætning:

“Jeg siger dette til dig, fordi jeg har høje forventninger, og jeg ved, at du kan indfri dem.”

Med denne sætning lader lederen medarbejderen vide:

  • Medarbejderen er en vigtig del af en gruppe
  • Denne gruppe er noget særligt, og den har høje forventninger
  • Lederen tror på, at medarbejderen kan indfri de forventninger.

Feedback skal ikke efterlade medarbejderen med en følelse af manipulation. Der skal ikke være floskler eller irrelevante komplimenter. Det skal være klar, direkte feedback leveret i en tillidsfuld relation.

Gode ledere ved, at selvom medarbejderne ikke altid synes, det er rart at få at vide, hvor de kan forbedre sig, så værdsætter de at få den viden.

Huskeregler om god feedback

  • Tilstræb overvægt af anerkendende feedback
  • Gør dig umage og forbered din feedback
  • Vær opmærksom på tid og sted for din feedback
  • Sigt altid efter at skabe læring med din feedback
  • Vær opmærksom på din troværdighed
  • Giv feedback ofte og uformelt
  • Sørg for at opretholde modtagerens status
  • Levér din feedback så oprigtig som muligt

Kilde: Vild med dans: Din ultimative guide til feedback

Kilde: Artiklen er frit oversat fra Inc.com