Generation Z er den nyeste generation, på arbejdsmarkedet, og den er kendetegnet ved at være mere meningssøgende end tidligere generationer. Det skyldes, at de unge er opdraget til at stille spørgsmål og være kritiske, både gennem opdragelse i familierne og i den pædagogiske didaktiske tilgang til læring i folkeskolen og på videregående uddannelser. Måske virker det ekstra provokende på de ledere og kolleger, der er opdraget til at stikke en finger i jorden og vente på, at de får erfaring nok til selv at se meningen med deres opgaver.
For en stor del af generation Z er det afgørende for deres motivation, at de bidrager og skaber værdi i en meningsfuld kontekst. Behovet for mening varierer naturligvis fra person til person, erfaringsbase osv. Men generelt viser både forskning og praksis, at generations Z er mere meningsstyret end tidligere generationer. Hvis opgaver, strategi, arbejdsfællesskab, udviklingsmulighed og relation til nærmeste leder ikke giver mening, så er generation Z typisk hurtigere til at finde nyt job end andre generationer.
Jobmulighederne er mange, og barrierer for at skifte lave. Derfor bør ledere, mentorer, arbejdspladser og mere erfarne kollegaer tilgå den meningsskabende dialog med deres nye kollegaer og medarbejdere med en bevidsthed om dette.
Sådan skaber du mening for generation Z
Generation Z ønsker, at deres arbejde skal give mening på flere niveauer: personligt, organisatorisk og samfundsmæssigt. De søger efter job, hvor de kan se en klar sammenhæng mellem deres opgaver, større mål, virksomheden og samfundet. Fra både forskning og praksis kan vi se, at ledere kan øge motivationen – og dermed tilknytningen af generation Z ved at hjælpe dem med at se værdiskabelsen og meningen ud fra disse tre niveauer.
Meningskabelsen sker i mødet med andre. Det er typisk gennem dialog, feedback, observationer og erfaringer, at vi begynder at forstå sammenhænge, adfærd m.v. Generation Z er trænet i at insistere på at forstå mening. De er opvokset i en tid præget af acceleration og finder balance i og navigerer efter tydelig meningsskabelse. Frustrationen over ikke at se meningen fra første færd er ikke en følelse, de er trænet i gennem skolegangen. Når mening dannes retrospektivt, så skruer generation Z op for tempoet for meningsskabelsen ved aktivt at opsøge den.
Som med alle generationer er generation Z naturligvis individer. Derfor er det afgørende, at du uagtet din rolle laver individuelle forventningsafstemninger og tilpasser din tilgang til meningsskabelse til den enkelte. Dialog er en vigtig nøgle til at lykkedes med meningsskabelsen.
Dialog, anerkendelse, feedback og forventningsafstemning – på repeat
Skab en fælles vision sammen med den unge medarbejder for at skabe en fælles vision for vedkommendes arbejde. Sørg for at rammesætte opgaverne rigtigt, opstil klare succeskriterier og anerkend betydningen af arbejdet. Dette skaber en oplevelse af meningsfuldhed og stærkt medejerskab hos den unge.
Når du gennem dialogen viser sammenhæng mellem opgaver, deres ambitioner samt fremtidsønsker, bidrager det til meningskabelsen, der engagerer og motiverer.
Mening gennem et inkluderende arbejdsmiljø
Generation Z er vant til dialogorienterede læringsmiljøer og gruppeopgaver, hvilket har formet deres tilgang til arbejdsopgaver. De foretrækker en inkluderende tilgang, hvor de kan diskutere og samarbejde om opgaverne. Dette skaber en meningsgivende følelse af fællesskab og tilhørsforhold, som er afgørende for deres trivsel og tilknytning til organisationen.
Et inkluderende arbejdsmiljø er for mange i generation Z også kendetegnet ved en god tone. Hvordan taler vi sammen om at lave fejl? Kan vi dele usikkerheder på en ordentlig måde? En stor, ofte overset styrke ved generation Z er deres stærke sprog for feedback. Ligeledes har gruppearbejdet gennem skolegangen resulteret i kompetencer inden for videndeling, der kan bidrage konstruktivt til arbejdspladsen.
Gennem stærke faglige og sociale arbejdsmæssige fællesskaber øges dialoger, der bidrager til meningsskabelse og tilhørsforholdet.
Klima og samfundsansvar
Klima og samfundsansvar spiller en stor rolle for mange fra generation Z. De ønsker at arbejde for organisationer, der tager ansvar for deres miljømæssige og sociale aftryk. Klimakrisen og andre globale udfordringer har skærpet generation Z’s ønsker om at gøre verden til et bedre sted. Deres arbejde skal helst give mening og være med til at gøre en forskel. Står valget mellem lige spændende jobs, potentielt lige gode relationer til nærmeste leder og udviklingsmuligheder, da vil mange vælge den virksomhed, hvor de oplever størst samfunds- og klimaansvar.
5 råd til at skabe mening i jobbet for generation Z
De ledere, mentorer og erfarne kollegaer, som ser nysgerrigheden og ønsket om mening som et engagement, får mulighed for at reflektere, få nye perspektiver og gennem dialog holde medarbejderen til ilden.
- Personlig udvikling: Italesæt muligheder for personlig og faglig udvikling. Hjælp de unge med at se, hvordan deres arbejdsopgaver kan bidrage og skabe værdi til både deres egen udvikling og karrieremuligheder.
- Feedback og anerkendelse: Giv regelmæssig feedback og anerkendelse for deres indsats. Dette hjælper med at skabe en følelse af mening og værdi i deres daglige arbejde. Form, format og frekvens tilpasses det enkelte individ.
- Klar kommunikation om formål: Sørg for, at organisationens mission og værdier er tydelige og kommunikeres regelmæssigt. Hjælp de unge medarbejdere med at se, hvordan deres arbejde bidrager til disse større mål.
- Inkluderende arbejdskultur: En respektfuld kultur, hvor der er plads til forskelligheder, fremmer dialog og et meningsgivende samarbejde. Særligt vil flere fra generation Z nyde at arbejde i teams og deltage i beslutningsprocesser, da det afspejler den læring, som den er vant til fra folkeskolen og uddannelse.
- Fokus på klima og samfundsansvar: Implementér og kommunikér organisationens initiativer inden for klima og samfundsansvar. Vis, hvordan I arbejder til en vigtig samfundsopgave. Start en dialog om, hvordan den unges opgaver bidrager til overstående.